Lokalt

Bornholmsk fund kan ændre historien

TV 2/Bornholm logo
I samarbejde med TV 2/Bornholm

Amatørarkæolog Klaus Thorsen fandt i søndags en medaljon på en mark ved Østerlars, der efter alt at dømme er lavet omkring år 1050.

Kun tre andre fund på verdensplan minder om den.

- Jeg er stolt, jeg er glad og jeg er begejstret.

Klaus Thorsen har svært ved at få armene ned, efter han var ude med sin metaldetektor på en mark ved Østerlars i søndags. Her fandt han noget, der kan ændre vores viden om Danmarkshistorien. Her fandt han to mønter, en kniv og vigtigst af alt en medaljon.

Det hele menes at stamme fra omkring år 1050. Den lille medaljon er indgraveret på begge sider. Den ene forestiller angiveligt en kongefigur - ifølge tiden, den er lavet på, vil den afbillede konge være Svend Estridsen, der regerede Danmark fra cirka 1047 til sin død i 1076.

Der har hersket tvivl om, hvorvidt Bornholm var en del af Svend Estridsens rige. Klaus Thorsens fund kan være med til at gøre os klogere på netop dét.

På Bornholms Museum deler man Klaus Thorsens begejstring. Det tyder nemlig på, at fundet er det første af sin slags i verden.

- Da vi fik det at vide, virkede det til, at det er den fjerde af sin slags i verden.

Men da jeg undersøgte det, fandt jeg ud af, at ingen af de andre fund har samme motiv. Den er unik, vil jeg sige, fortæller René Laursen, der behandler danefæ på Bornholms Museum.

Det bornholmske fund har også fået national opmærksomhed. På fredag bliver medaljonen sendt til Nationalmuseet, hvor den skal bevares. Ifølge René Laursen vil det blive en del af en danefæ udstilling i 2018.