Skolelever fik en god idé: Nu har de indrettet butik i centrum hvor gammelt bliver til helt nyt

TV Midtvest logo
I samarbejde med TV Midtvest

Frem for at gammel plast skal flyde i naturen, kan den nu blive til helt nye ting takket være en gruppe elevers nye butik.

Fredag har en gruppe elever åbnet op for en helt ny oplevelse i en butik, hvor man kommer ind med gammel plast - og kommer ud med noget nyt. 

Den midlertidige butik med navnet OAP - Omdannelse Af Plastik - ligger i en forretningsgade i centrum i Kjellerup i Midtjylland. Og det er elever fra 7. og 8. klasse på Kjellerup Skole, der har arbejdet med blandt andet projektledelse, indretning og bygning af maskinerne i den særlige butiksoplevelse. 

Ideen med butikken er, at borgerne kommer ind med gammelt plastaffald. Herefter tager eleverne over og laver plastikken om til såkaldt granulat. Plastikken kan så smeltes om i støbeforme eller blive modelleret i 3D-printere til helt nye ting. 

Eksempelvis kan en plastikflaske blive til en ske, kageform eller spidsen af en sprøjtepose, som på den måde kan gøre gavn på ny. 

- Vores hovedmål er, at der ikke skal være så meget plastik i havene og rundt omkring, hvor det skader miljøet, siger en eleverne. 

Det er elever, der har valgtfaget Science & Design, der deltager i projektet, som tager udgangspunkt i FN’s verdensmål for bæredygtige byer og lokalsamfund. 

Eleverne har en drøm om at have åbent i butikken hver fredag eftermiddag efter skoletid. Lokalerne har de indtil sommerferien.