Elefanterne i Aalborg Zoo har fået nye 'tandbørster'

Med glade trut og friske spjæt modtog elefanterne i Aalborg Zoo deres nye 'tandbørster': Store træstammer, som også fungerer som underholdning.

Det ligner ikke traditionelle tandbørster, og de ville da heller ikke hjælpe på menneskers mundhygiejne. Men for elefanterne i Aalborg Zoo er de nye træstammer, som blev leveret fredag, et kæmpe hit. Både fordi elefanterne ser træstammerne som nyt legetøj, men også fordi de hjælper med på elefanternes mundhygiejne.

Træstammerne blev fældet i Kildeparken i Aalborg og kørt til den nordjyske zoologiske have, hvor elefanterne glade tog i mod den nye underholdning.

- Elefanterne elsker barken, og som I kan se, så står Maj her og skræller barken af med stødtænderne, og så bruger hun snablen som støvsuger og lige samler alle godbiderne op med det samme, fortæller Paw Gosmer, der er elefantpasser.

Nye tænder hele livet

Dyrepasser Paw kan komme helt tæt på elefanterne, og uden det mindste tegn på nervøsitet, stikker han hele armen ind i elefanten Bibis mund for at vise hendes tænder frem.

- Må vi se bisserne? Kan du tage hovedet op Bibi? siger Paw, mens han både har arm og hoved inde i elefantens mund.

Han forklarer, at elefanter har to tænder i hver side, og det er den forreste, de bruger til at tygge med. For Bibi er barken særlig vigtig, fordi hun har en løs tand.

- Det er fordi, den er blevet slidt. Den er slidt helt blank, forklarer Paw til TV 2 Nord.

Det er de store tænder bagerst i kæben, der rigtig kan kværne, fortsætter han. Og når tænderne bliver slidte, så vokser der nye tænder op inde bag ved. Elefanter bliver ulig mennesker ved med at få nye tænder hele livet.

Samtidig med at tænderne vokser op, vokser de også fremad. På den måde skubber de alle de slidte tandstumper ud, så elefanten hele tiden har en frisk kværn.