Lokalt

Tysk jagerfly måtte nødlande i Skrydstrup

TV Syd logo
I samarbejde med TV Syd

Jageren ramte en større fugl og udsendte mayday.

Tirsdag formiddag nødlandede et tysk jagerfly på Fighterwing Skrydstrup, efter at det havde ramt en større fugl. Ingen mennesker var i fare ved operationen. Det oplyser presseofficer ved Fighterwing Skrydstrup, Brian Jensen, til TV SYD.

Det tyske fly af typen Tornado fra det tyske Bundeswehr i Slesvig-Holsten var på en såkaldt touch-and-go-operation i det sønderjyske luftrum. Det er en øvelse, som går ud på, at flyet dykker fra luftrummet ned på landingsbanen, hvorefter det straks stiger igen. Under denne øvelse ramte flyet en større fugl, som beskadigede noget af dets belysning. Mandskabet udsendte derfor et mayday call og nødlandede kort derefter i Skrydstrup.

Tornadojageren er nu parkeret i en hangar på Skrydstrup. Den er blevet foreløbig undersøgt af danske flymekanikere, oplyser pr-officer Brian Jensen, Fighterwing Skrydstrup.