Lokalt

Autistiske børn krammer køer – og falder til ro

Kvindelig landmand i Årre inviterer børn med særlige behov til julearrangement. Ved at kramme køerne bliver børnene mere glade og falder til ro.

Marije Frederike Jacobsen driver en mælkeproduktion i Årre sydøst for Varde. På kontoret kalder de hende kokrammeren.

For udover at levere mælk til mejerierne, så vil hun nu også tilbyde danskerne, og især børn med særlige behov, at kramme køerne. Det skete blandt andet til et julearrangement søndag.

- Vi ved fra vores egen familie, at det er rigtig svært at komme til et julearrangement, fordi der kommer rigtig mange mennesker, siger arrangør Marije Frederike Jacobsen til TV SYD.

Det lyder måske lidt underligt. Men flere undersøgelser viser, at børn med eksempelvis autisme falder til ro og har stor glæde af at være sammen med køer.

Det har været en kæmpe succes. De har talt med og har haft fingrene i munden på kalvene. Det synes de var mega skægt.

Janni Højrup Jessing, SOSU-assistent, Krogen 5, Varde

Det kunne dagens besøgende nikke genkendende til. Blandt andet SOSU-assistent Janni Højrup Jessing, der havde taget Sofie og Axel med.

- Vi ville rigtig gerne se køerne, for det er ikke noget vi ser hver dag inde i byen. Det har været en kæmpe succes. De har talt med og har haft fingrene i munden på kalvene. Det synes de var mega skægt, forklarer Janni Højrup Jessing.

Den amerikanske autist og doktor i dyrevidenskab, Temple Grandin, har udviklet en decideret krammemaskine. Den er designet til at berolige hypersensitive personer.

Ligeledes viser en fransk undersøgelse fra 2012 også, at kæledyr kan hjælpe autistiske børn til at forbedre deres sociale adfærd.

I Holland, hvor Marije Frederike Jacobsen stammer fra, er kokrammeri allerede et kendt begreb. Endelig har Marije selv gode erfaringer med køerne. Hun har to autistiske børn, der falder til ro sammen med køerne.