Lokalt

Lykken ville ingen ende tage, da udviklingshæmmede fik uventet besøg

TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

Tidligere landsholdsspiller Rikke Nielsens håndboldhold for udviklingshæmmede børn er blevet et kæmpe hit, og i dag fik de helt særligt jule-besøg.

Når klokken nærmer sig 17 om mandagen i Gistruphallen lidt uden for Aalborg, begynder dagens træning for et helt særligt håndboldhold.

Håndboldholdet blev startet for blot få måneder siden og består af 40 udviklingshæmmede børn i alderen 6-14 år.

Den tidligere landsholdsspiller Rikke Nielsen står i spidsen for holdet. Rikke Nielsens egen datter har Downs syndrom, og hun mente, at der manglede et fritidstilbud med den rette ånd.

- Jeg havde sådan tænkt, at hvis der kom en seks eller syv stykker, så var jeg glad.  Allerede første gang kom der 15-20 stykker, så mit foreningshjerte var ved at falde ud af begejstring, fortæller Rikke Nielsen. 

Nu har holdet trænet i nogle måneder og det er blevet tid til holdets første juleafslutning, hvor også børnenes forældre var inviteret med. 

- Prøv at se hvor hyggeligt, der er. De elsker det jo bare, udtaler Rikke fornøjet. 

Til juleafslutningen fik børnene overrakt et gavekort på 10.000 kr, som skal bruges på en træningslejr. Og så kom julemanden selvfølgelig også forbi med slikposer til alle.  

- Først skal vi have lidt sjov og træning. Og så kommer julemanden, fordi det er jo jul, siger Rikke Nielsen. 

Siden holdet startede op i sommers, er der ifølge Rikke sket en stor udvikling med børnene. Til juleafslutningen er børnene dybt engageret i en kamp, og det er langt mere, end Rikke havde turde håbe på, da hun startede holdet. 

- For 8-10 gange siden havde jeg ikke troet at det her kunne lykkedes. Allerede tredje gang – eller var det anden gang – spillede vi kamp, og jeg kan godt fortælle jer, der er bare sket noget. De har helt styr på, at de må tage tre skridt.

I 2003 vedtog Folketinget af alle gravide skal have tilbud om screening for Downs syndrom. Antallet af børn født med Downs syndrom er derefter faldet. I 2015 blev der født 31 børn med Downs syndrom.