Undslupne ørreder truer naturen: Der er kun én løsning - tag ud og fisk, nu!

I samarbejde med TV 2/Fyn

Mandag slap mellem 70.000 og 80.000 regnbueørreder ud i Lillebælt efter at et fragtskib kolliderede med et havbrug.

Et fragtskib var mandag formiddag på vej op gennem Lillebælt med kurs mod Kolding. Fragtskibet kom af endnu uopklarede årsager så meget på afveje, at kaptajnen kunne vælge mellem at sejle sit skib på grund eller sejle ind i havbruget. Kaptajnen valgte havbruget.

Ved kollisionen slap i omegnen af 250 ton ørreder ud i Lillebælt. Ørrederne, der vejer i omegnen af 3 kilo stykket, skulle efter planen være slaget om kort tid.

- De har en værdi på otte-ni millioner kroner, siger medejer og direktør i virksomheden Snaptun Fisk - Export A/S i Juelsminde, Tim Petersen, til TV 2/FYN.

De ødelagte net er trukket ind i Assens Havn.
De ødelagte net er trukket ind i Assens Havn. Foto: Anders Høgh

Spiser havørred-æg

Det er det værst tænkelige tidspunkt, at ulykken er sket. Sådan lyder det fra Søren Knabe, der er formand for Vandpleje Fyn og medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund.

- Lige nu er havørrederne på vej op i de fynske vandløb for at gyde, og havørred-æg er en yndlingsret for regnbueørreder. De mange undslupne regnbueørreder vil følge i halen på havørrederne og spise havørredernes æg, siger Søren Knabe til TV2/FYN.

Et fragtskib sejlede på vej op gennem Lillebælt ind i et havbrug med mange ton ørreder - se helikopter-billeder fra stedet her.

Lige nu og her er der kun en løsning, siger Søren Knabe:

- Jeg vil opfordre alle med et fiskekort til at finde fiskegrejet frem, og tage på fisketur til Lillebælt.

På længere sigt håber Søren Knabe, at der blivet et forbud med havbrug, og at de i stedet flyttes på land.

Undslupne fisk 2