Lokalt

Musiker spillede i det forkerte orkester: Nu får hun en kæmpebøde

TV Syd logo
I samarbejde med TV Syd

En australsk oboist er blevet idømt en bøde og risikerer fængsel for at spille i et andet orkester, end hun havde tilladelse til.

I seks år har Rachel Bullen fra Australien arbejdet i Danmark, hvor hun har spillet obo for kammerorkestret Esbjerg Ensemble.

Nu risikerer hun at komme 12 dage i fængsel, hvis ikke hun betaler en bøde på i alt 33.000 kroner for at spille i et forkert orkester.

- Jeg blev ringet op at politiet, som spurgte, om jeg havde spillet koncert for Sønderjyllands Symfoniorkester. Ja, sagde jeg, og så fortalte han mig, at jeg havde brudt loven, siger Rachel Bullen til TV SYD.

Bøden kom efter, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering opdagede, at Rachel Bullen har spillet obo i et andet orkester, end hun har tilladelse til i sin arbejdstilladelse.

- Jeg er chokeret. Jeg vil ikke gøre noget forkert, men jeg har spillet koncerter i andre orkestre, hvor kolleger var blevet syge. Jeg ved ikke, hvem de skulle have ringet til, hvis jeg ikke kunne spille, siger Rachel Bullen.

Advokat er forarget

- Jeg er vildt forarget, og jeg er ærgerlig over, at Rachel ikke har anket sagen, men hun har valgt at lade være, fordi hun var bange for, at omkostningerne blev endnu større.

Sådan lyder det fra advokat Bjarne Frøberg, der er advokat for den australske musiker Rachel Bullen, der har fået den store bøde, fordi hun har spillet i et andet orkester end det, som fremgår af hendes midlertidige opholdstilladelse.

Det er en dom, som Bjarne Frøberg er uenig i, og han mener ikke, at Rachel Bullen har gjort noget forkert.

- Min påstand er, at hun har en arbejdstilladelse, og den er ikke begrænset til kun det ene job. Der står ikke noget om, at hun ikke må have et bijob, siger Bjarne Frøberg til TV SYD.

Vil tage sagen op med minister

Socialdemokraten og folketingsmedlemmet Christian Rabjerg Madsen vil nu tage sagen op med udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg.

- Det virker helt oplagt, at de informationer, der har været tilgængelige for Rachel, ikke har været gode nok, og derfor vil jeg selvfølgelig tage sagen op med ministeren, siger Christian Rabjerg Madsen (A) til TV SYD.

Rachel Bullen er nu i gang med at samle penge ind for at undgå at fængselsstraffen, og hun regner med at tage tilbage til Australien, når sagen er slut.