Lokalt

Han troede, det var et bræt: Endte med dusør på 110.000 kroner

Der blev også fundet en anden mindre økse i samme omgang, som desværre knækkede under udgravningen. Viborg Museum

To venner fra Jylland fandt tilbage i april en flintøkse under en udgravning. Nu er de blevet belønnet med 110.000 kroner.

En udgravning af dræn er et par måneder efter blevet anderledes indbringende for to venner fra Jylland.

Noget, der ved første øjekast bare skulle smides væk, viste sig at blive rigtigt mange penge værd for finderen Tage Pinnerup og vennen Henrik Hansen.

- Jeg troede først, at det var et bræt, der stak op ad jorden. Men da jeg så kom tættere på, kunne jeg godt se, at der var tale om noget helt andet, siger Tage Pinnerup.

Den første af sin slags

”Brættet” var en over 5.700 år gammel flintøkse, der måler 50,5 centimeter. Den er endt med at indbringe de to venner 110.000 kroner, fordi den er vurderet som danefæ og med sin størrelse den første af sin slags. Det var ifølge finderen en glædelig overraskelse.

- Det er ski’da ikke så dårligt. Måske kører vi ned på Skive Havn og køber en softice, siger han.

Om de to herrer flotter sig og spenderer på lidt mere end en softice, må tiden vise.

- Vi har også snakket om at tage ud at spise, og så tager vi den der fra, siger Tage Pinnerup.

En google-søgning fik dem på andre tanker

Det gik ikke op for de to mænd lige med det samme, hvad det var, de havde gravet op. Så benovelse var ikke første indskydelse hos Tage Pinnerup.

- Hvad fa’en gør vi ved den, spurgte jeg Henrik. Vi ville helst ikke afbrydes i arbejdet, siger han.

Efter at have lagt økserne pænt op i det tørre græs, besluttede de to mænd derfor at fortsætte arbejdet. En senere google-søgning på flintøkser fik dem dog på andre tanker.

Og det fortrød de ikke, da dusøren rullede ind. Alligevel regner Tage Pinnerup ikke med at gøre karriere som danefæ-jæger.

- Det er ikke noget, jeg ligefrem vil jagte, men man kan nok ikke undgå at kigge lidt mere efter det, siger han.

Flintøksen bliver udstillet på Nationalmuseet fra 28. januar 2017 i udstillingen: ”Hvad mulden gemte – årets danefæ 2016”. Tage Pinnerup er da også rimelig sikker på, at han og Henrik så tager toget over for at se den.

- Vi gør nok en tur ud af det. Hvis konerne har opført sig pænt, kan det være, at de også får lov til at komme med, siger han.