Tiårige Vanessa hjælper thailændere uden ben

Efter en ferie i Thailand har Vanessa Kastner startet sit eget hjælpe-projekt. Siden er både venner og familie blevet sat i gang.

Tusindvis af dåseringe, en tiårig pige og benproteser. Hvad har det med hinanden at gøre?

En hel del faktisk. Vanessa Kastner fra Ringkøbing er nemlig ti år og vil gerne hjælpe handicappede thailændere.

Og det gør man bedst ved at samle så mange dåseringe som muligt, så de kan blive smeltet om til benproteser.

Sætter alle i sving

Vanessa Kastner har selv rødder i Thailand, og da familien var dernede i 2010, spurgte den dengang femårige pige sin far, hvordan man kunne hjælpe dem, der manglede et ben. Svaret var dåseringe, og siden har hun ikke være til at stoppe.

Det har resulteret i, at hun nu siden jul har samlet 50 kilo dåseringe ind. Til sammenligning vejer cirka 72 ringe ti gram.

Vil du hjælpe?

Alle er velkomne til at aflevere deres dåseringe hos en af Projekt Dåseringes indleveringssteder. Find dit nærmeste her
Det eneste, der er vigtigt at huske, er, at det kun gælder de ringe, der ikke er magnetiske. Det kan nemt tjekkes med en køleskabsmagnet. Ellers kan man nøjes med at samle dem fra sodavands- og øldåser, da de er lavet af en renere aluminiumstype.

- Her hjemme når man knap nok at sætte dåsen på bordet, så har Vanessa snuppet dåseringen, siger Vanessas far, Simon Kastner.

Det glæder ham, at hun har sat venner og bekendte i sving med at samle ind.

- Det betyder alt for mig, at hun har overskud til at tænke på andre end sig selv, siger faderen.

Vanessa har en mission, og den involverer virkelig mange dåseringe. Her er hun med de 50 kilo, hun har samlet ind siden jul.
Vanessa har en mission, og den involverer virkelig mange dåseringe. Her er hun med de 50 kilo, hun har samlet ind siden jul. Foto: Privatfoto.

Vanessa Kastner selv ser det ikke som noget større problem at sætte lidt tid af til at hjælpe andre ved siden af fritidsinteresser og veninder.

- Man kan vel altid få tid til at samle ind til folk, der har behov, siger hun og fortsætter:

- Folk bliver glade for at få et ben, så de kan arbejde. Så det er en stor ære.

Får ros fra garvet organisation

Det er et stort problem for en thailandsk familie, hvis den primære forsørger mangler et ben. Ofte som konsekvens af en mine eller et slangebid, som det tit er tilfældet længere mod syd.

En anden, der også på en tur til Thailand fik øjnene op for, hvor stor en hjælp dåseringe kan blive omdannet til, er Kirsten Egelund Andersen.

Hun er medlem af hjælpeorganisationen Inner Wheel og kvinden bag Projekt Dåseringen, som startede tilbage i 2002. Hun er også rigtig glad for tiårige Vanessa Kastners initiativ.

- Det rører altid folk, når børn går ind i det. Og så er det jo super flot af Vanessa, siger hun.

Det er også et billede på den øgede interesse, som projektet har oplevet, siden det startede op.

- Det går rigtig godt, og der har været en tydelig stigning i antallet af ringe, vi får ind, siger Kirsten Egelund Andersen.

Indbyggerne får besked inden proteseorganisationen kommer forbi deres landsby. Så bliver folk enten båret eller kravler til det aftalte sted, hvor de sidder, til det bliver deres tur.
Indbyggerne får besked inden proteseorganisationen kommer forbi deres landsby. Så bliver folk enten båret eller kravler til det aftalte sted, hvor de sidder, til det bliver deres tur. Foto: Prostheses Foundation

For at man kan få en fornemmelse af, hvor mange ringe der bliver samlet, så fortæller Kirsten, at der måtte komme to lastbiler for at hente alle dåseringene, sidst de blev sendt af sted.

Det har blandt andet resulteret i, at det for nyligt blev muligt at åbne et hospital i den nordthailanske by Chiang Mai. Hospitalet er udelukkende opført til at tage sig af folk, der mangler et ben.

Projekt Dåseringe har siden de startede sendt omkring 40 tons ringe af sted til de trængende i Thailand.

Det har stor betydning for en thailandsk familie, hvis faderen kan komme ud og arbejde igen. I nogle tilfælde er det ikke kun det ene, men begge ben, der mangler.
Det har stor betydning for en thailandsk familie, hvis faderen kan komme ud og arbejde igen. I nogle tilfælde er det ikke kun det ene, men begge ben, der mangler. Foto: Prostheses Foundation

Nye ting tiltag på vej

I Ringkøbing er de 50 kilo også kun begyndelsen. Simon Kastner har nemlig set, hvor stolt og glad det gør datteren, når hun får mulighed for at overrække dåseringene.

Han kan også fortælle, at de er ved at få stablet et samarbejde med Thai Airways på benene. Så han kan få fragtet de 100 kilo, som han regner med, de har samlet sammen til næste thailandstur.