Lokalt

Se 25 meter høj skorsten i Bogense vælte

Sprængningseksperter fældede torsdag en 25 meter høj skorsten i Bogense.

Et lille puf, og så faldt den lange, slanke skorsten, der tidligere var tilknyttet det nu lukkede sygehus i Bogense, til jorden.

Sådan skete det, da det 25 meter høje vartegn for det lukkede hospital i dag måtte lade livet. Den røde skorsten blev nedlagt med dynamit klokken 14.30 torsdag eftermiddag.

Det foregik med 600 gram røde dynamitstænger, akkurat som de kendes fra film, forklarer sprængningsleder Kenneth Wegge, der stod for sprængningsarbejdet.

Lægger sig som et træ

- Vi tuder i advarselshornet tre gange og råber: Der sprænges. Så lyder der et lille puf - ikke nogen stor eksplosion - og så lægger skorstenen sig ned i fuld længde som et træ, uddyber sprængningslederen.

Nordfyns borgmester, Morten Andersen, udløste sprængladningen, som betyder et endegyldigt farvel til skorstenen, der hørte til sygehusets tidligere varmecentral.

Udover skorstenen stod kun fødegangen i dag tilbage som vidnesbyrd om, at Bogense i årtier selv kunne behandle byens borgere, når de blev syge eller skulle føde.

Forladt spøgelsesby 

Sygehuset i den fynske havneby lukkede allerede tilbage i 2002, og siden har området været tomt. De gamle bygninger, der for størstedelens vedkommende er blevet revet ned, er efterfølgende blevet hærget af lokale unge, og forfaldet har ifølge naboerne fået området til at ligne en spøgelsesby. Fremover skal der opføres boliger på grunden.

Dagens sprængning tiltrak mange nysgerrige bogenseboere, der holdt en sikkerhedsafstand på 60 meter.

Stædig silo

Helt så enkelt var det ikke, da en silo skulle sprænges i Assens i december 2011. Siloen var standhaftig, og faldt derfor ikke til jorden, da dynamitladningen blev udløst.

Naboerne måtte derfor evakueres af frygt for, at siloen pludseligt skulle vælte ned i deres huse. 

Et scenarium, der ikke gentog sig i Bogense, hvor området er ryddet for beboelse.