Lokalt

Lastbiler flygter til landevejene og gør livet surt for landsbyer

Vognmænd dirigerer deres lastbiler ud på landevejene i Østjylland, og det går ud over landsbybeboere, der må leve med tung trafik især i myldretiden.

Trafikken på den østjyske del af E45-motorvejen går så langsom, at flere vognmænd vælger slet ikke at køre på motorvejen. I stedet bliver den tunge trafik flyttet over på de mindre landeveje – til stor gene for dem, der bor langs vejene.

Det skriver TV 2 Østjylland, som har snakket med flere vognmænd, der forklarer, at de mister for mange penge på at holde stille på E45-motorvejen på grund af kø fra myldretid eller trafikulykker.

- Det er jo næsten dagligt, at trafikken går i stå på E45 fra Vejle til Aarhus, siger Johnny Guldahl, der er kørselsdisponent for det Horsens-baserede DKI Logistics.

Firmaets 50 lastbiler bliver derfor dirigeret uden om motorvejen på denne strækning om morgenen og om eftermiddagen, når myldretiden er værst.

I stedet køres der for eksempel på landevej 170, hvilket kan mærkes i byer som Gedved og Tebstrup i nærheden af Skanderborg.

- Nogle gange står jeg af her, og det er træls, fortæller skoleelev Christoffer Sørensen om trafikken i sin hjemby Tebstrub.

- Der er mange tunge lastbiler, der kommer kørende ned. Man kan mærke det i husene, lyder det lige så irriteret fra Jacob Andersen, der også bor i Tebstrup.

Direktør: Det er nødvendigt

Administrerende direktør hos DKI Logistics Kenneth Jespersen anerkender, at det er synd for de borgere, som bliver generet af den tunge trafik.

- Men vi lever i et land, hvor folk forventer, at varen ligger på hylderne dagen efter, de har bestilt den, siger Kenneth Jespersen.

Samme forklaring lyder fra Danske Fragtmænd, der har 250 lastbiler kørende på strækningen mellem Randers og Vejle, og her håber man på en snarlig udvidelse af motorvejen.

Det lovede daværende trafikminister Magnus Heunicke (S) tilbage i maj 2015, men der er siden da ikke sket noget på den front.

Udvikling følges nøje

Ifølge TV 2 Østjylland er 11 personer inden for de seneste fem år kommet til skade i trafikken på grund af lastbiler i Østjylland, og hos Rådet for Sikker Trafik holder man derfor skarpt øje med udviklingen i dette område og anerkender utilfredsheden med udviklingen:

- Det kan selvfølgelig godt virke lidt utrygt for borgerne, at der bliver flyttet tunge køretøjer ud på de mindre veje.

- Så det er noget man følger meget nøje, for man vil jo meget nødig have, at der skulle ske flere ulykker, siger Jesper Søndergaard Hemmingsen, dokumentationskonsulent for Rådet for Sikker Trafik.

Vejdirektoratet offentliggjorde for nylig en ny analyse, som viste, at det teknisk set er muligt at inddrage nødspor for at øge kapaciteten inden en permanent udvidelse. Dette til en pris på omkring 500 millioner kroner.