Lokalt

Kæmpe havørn dræbt af vindmølle-vinge: Havde vingefang på over to meter

- Naturguide.dk / Naturguide.dk
TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

En havørn er blevet fundet død under en vindmølle i et fuglereservat i Nordvestjylland.

En to år gammel havørn blev fundet død under en vindmølle. Det var helt præcis på kanten af Danmarks største videnskabelige fuglereservat, Vejlerne, at ørnen blev fundet. Ørnen døde angiveligt efter at have været i karambolage med en vindmøllevinge. Det skriver naturguide.dk.

Den døde havørn har ifølge naturguide.dk et vingefang på hele to meter og 28 centimeter.

Der er nær fuglereservatets østlige side opstillet en række store vindmøller. I nogle fuglekredse har man ifølge natursitet kritisereret opstillingen af de store vindmøller, fordi møllerne er farlige for reservatets større fugle – som netop ørnen, men også traner. Vejlerne er et af Danmarks vigtigste ynglelokaliteter for traner.

Det er den tredje ørn, der her i Nordjylland er fundet død inden for kort tid. Midt i marts blev en kongeørn fundet skudt ved Hals. Den var blevet skudt med haglskud. Og i sidste uge blev en kongeørn fundet død i Store Vildmose. Men her var det en mere naturlig, om end stadig drabelig dødsårsag. Fuglen havde angiveligt været i slåskamp med en anden ørn.