Lokalt

Storken er på vej: Derfor elsker vi den 'mytiske kulturfugl'

Storkene er på vej til Danmark

Storkene er på vej, det er både sikkert og vist. 

Mere end 4500 storke er blevet observeret ved Bosperus-strædet i Istanbul, og de har alle vendt næbet nordpå.

I Danmark dukker de først op i Sønderjylland og Vestjylland, fortæller naturvejleder Hans Tonnesen fra Højer. Og der kommer sandsynligvis flere i år, håber han, fordi forholdene i landene lige syd for Danmark er blevet bedre.

- Der er gode ynglemuligheder og mad til dem dernede. Derfor øges presset sydfra, og de bliver presset op nordpå til os, hvor vi forhåbentlig kan tage godt imod dem og har noget, de kan leve af, siger han til TV 2.

Mytisk kulturfugl

For at storkene skal trives, skal der være nok at spise, forklare Hans Tonnesen.

- Vi skal have grønne marker og gerne kreatur, som går og græsser og masser af vandhuller, hvor frøerne kvækker, så storkene har noget at leve af, siger han.

Hos foreningen storkene.dk fortæller formand Jess Frederiksen, at de første storke er blevet spottet i Danmark. Han bliver dagligt kontaktet af begejstrede danskere, som har fået øje på den langnæbede fugl.

- Interessen er enorm her i forårsmånederne, siger han til TV 2.

Han uddyber: 

- Det er en mytisk kulturfugl, som har fået betydning for Danmarks historie. Den optræder i H.C. Andersens fortællinger, er beskrevet i hans eventyr og i 70'erne var den afbilledet på tikronesedlen.

Storken bringer landmænd lykke

Derfor er der også flere danskere, som fejlagtigt forveksler storken for at være Danmarks nationalfugl.

- Det er ikke mærkeligt. Det er en fugl, som vækker følelser i os, siger Jess Frederiksen.

- Den er tæt forbundet med det gode gammeldags Danmark, hvor landbruget var en stor del af vores hverdag. Storken var landmandens bedste ven, og det bragte eftersigende lykke, hvis storken ynglede på en landmands tag, uddyber han.

Har du spottet en stork? Send et billede eller en beskrivelse af hvor i Danmark du har set den til emly@tv2.dk.