Lokalt

Frivillige landsby-pedeller forskønner byen - men tager de lønnede job?

Assens Kommune lader frivillige landsbypedeller vedligeholde grønne områder. 3F frygter, at ordningen kan undergrave lønnede arbejdspladser.

Lyden af motorsave kværner gennem moseområdet ved Grønnemose på Vestfyn. Det er et hold af frivillige fra Rørup Sogneforening, der i rask tempo er ved at vedligeholde et grønt område. Og arbejdet giver mere end bare sved på panden, ifølge den frivillige landsbypedel, Jens Bartholin.

- Jeg har fået et venskab med alle de mennesker her. Og det ville jeg ellers ikke have fået.

Jens Bartholin er frivillig landsbypedel i Grønnemose, Assens Kommune.


Kommunens landsbypedel-ordning har givet både arbejdsopgaver og lokal stolthed til området. 

- Vi prøver at forskønne Grønnemose, fortæller Jens Bartholin, der mødes hver onsdag med et hold af frivillige fra lokalområdet for at udføre gruppens forpligtelser. Ifølge en formel aftale med Assens kommune skal de vedligeholde en række grønne områder og vejrabatter i lokalområdet med slåning af græs og vedligeholdelse af træer og belægning.

Hvor kommunen før betalte 30.000 kroner årligt for at deres Park- og vejafdeling passede Grønnemoses grønne områder, så bruger kommunen nu de samme penge til at betale den lokale sogneforening for det frivillige arbejde.

En ordning der ifølge Assens Kommunes udviklingskonsulent, Steen Søgaard, er med til at skabe liv i de små samfund.

Vi tjener på det menneskelige, det sociale og sammenhængskraften i et lokalsamfund. 

- Der er ikke en øre sparet. Tværtimod, vil jeg sige, fordi vi tjener på det menneskelige, det sociale og sammenhængskraften i et lokalsamfund. Forstået på den måde, at de penge, som landsbypedellerne tjener, ikke er noget de får som løn. Derimod er det penge, der bliver til gavn og glæde for hele lokalsamfundet.

Steen Søgaard er udviklingskonsulent i Assens Kommune og administrerer landsbypedel-ordningen.

Jens Bartholin og landsbypedellerne har masser af opgaver til resten af foråret, udover den almindelige grønne vedligeholdelse. Han viser vej hen til en stitunnel, der fører under hovedlandevejen.

- Vi har spulet den, og det er meningen den skal males til foråret, når det er blevet tørt. Og så får vi nogle børn til at dekorere den nede i tunnelen.

Men jo mere Jens Bartholins opgaveliste for Grønnemose bliver fyldt, jo mere breder bekymringen sig hos den faglige organisation 3F.
Forhandlingssekretær David Gibson skal sikre, at hans medlemmer, nemlig park- og vejfolkene ikke mister deres jobs, fordi opgaverne i stedet bliver udført af frivillige.

- Vores indstilling er, at i det øjeblik, det tilter - og når den her form for frivillighed bliver finansieret ved et skjult tilskud, så er det en beskæftigelse, der forsvinder. Og det er ligemeget for mig, om det er en offentlig eller privat arbejdsgiver, der mister en opgave.

David Gibson er forhandlingssekretær og næstformand i 3F's offentlige gruppe.

Når den her form for frivillighed bliver finansieret ved et skjult tilskud, så er det en beskæftigelse, der forsvinder.

David Gibson, 3F


Assens kommune har landsbypedel-ordninger tre steder. I Jordløse, Helnæs og Grønnemose. Indtil nu har det ikke betydet afskedigelser for kommunen. Og det er heller ikke meningen, ifølge udviklingskonsulent Steen Søgaard.

- Så langt skal vi selvfølgelig ikke ud, at det her skal koste arbejdspladser.

Men 3F's David Gibson synes i det hele taget, at det er et skråplan med det frivillige arbejde. I stedet burde kommunerne ansætte landsbypedeller med flere formelle funktioner.

- Så kunne man bruge en ansat landsbypedel som katalysator for aktiviteterne i landsbyen, hvor de frivillige stadig kan være med i et eller andet omfang. Men man har en ansat som garant for, at der altid bliver udført noget. Det kunne også være at køre folk frem og tilbage, de ældre og børn.

I Rørup Borgerhus er de frivillige nået til kaffepausen, hvor ostemadder, latter og fyldte snapseglas breder sig i lokalet. Men det er ikke bare snapsen, der varmer. det er også bevidstheden om at aktiviteterne i landsbyen har fået flere til at engagere sig.

I Rørup Borgerhus er de frivillige nået til kaffepausen.

- Vi har for eksempel sangaften i aften, hvor vi mødes 40 mennesker, og i morgen aften er der kortspil, fortæller bestyrelsesmedlem i sogneforeningen, Ivan Sørensen.

Og for landsbypedel Jens Bartholin er der slet ingen tvivl:

- Landsbypedel-ordningen er en win-win situation på mange forskellige måder. Så vi har fået et godt overskud til fællesskabet på den her måde.