Lokalt

Løbsk berberabe spottet tæt på zoo: Vil prøve at lokke den hjem igen

Den løbske berberabe fra Blåvand Zoo er blevet spottet blot en kilometer fra parken. Parkens ejer vil helst have aben hjem i ét stykke.

En berberabe fra Blåvand Zoo er efter fire døgn stadig på fri fod i det sydjyske.

Det bekræfter ejeren af Blåvand Zoo, Hans Hestbech, over for TV 2, som ellers understreger, at den er blevet spottet tæt på haven så sent som onsdag morgen.

- Den er blevet set her til morgen blot en kilometer fra parken, men den er lynhurtig til at gemme sig igen, så den var væk, da vi kom ud til stedet, siger han.

Og der er åbenbart ingen tidsbegrænsning på, hvor længe aben kan løbe rundt og muntre sig på de sydjyske tage. Ifølge zoo-ejeren kan berberaben 'sagtens overleve i den danske natur':

- Den kan sagtens leve i naturen. I abernes indhegning har de kun læskure, og det er sjældent, de bruger dem. Hvad angår føde, så gør den som en vaskebjørn og graver i et par skraldespande efter mad, siger Hans Hestbech.

Kan rejse videre til anden zoo

Tidligere på ugen fortalte Blåvand Zoos skytte, at aben højst sandsynligt bliver skudt, når parken finder den. Men det vil Hans Hestbech helst undgå.

- Vi håber på at finde den hurtigt og lokke den til med noget mad. Hvis den kommer tæt nok på parken, håber vi den kan genkende omgivelserne og selv vender hjem i indhegningen, siger han.

Hvis berberaben bliver udskudt fra flokken, vil Blåvand Zoo i første omgang prøve at afsætte aben til andre zoologiske haver via en såkaldt overskudsliste.

- Det er meget normalt for unge hanner i den alder at blive en smule aggressive, så vi vil selvfølgelig gøre vores for, at han får et godt liv et andet sted, hvis det ender med det, siger Hans Hestbech.

Herunder kan du høre, hvor svært det en gang imellem er at lave nyheder, når berberaber er løs i det fri: