Lokalt

20 år efter åbning: Endelig kommer vandet til ARKEN

ARKEN er nu omgivet af vand til alle sider, og 20 år efter åbningen af museet er en drøm dermed endelig gået i opfyldelse.

Da kunstmuseet ARKEN i Ishøj blev opført i 1996, var det meningen, at museet med den maritime arkitektur skulle placeres i vandkanten som et strandet skib.

Af fredningsmæssige årsager kunne det imidlertid ikke lade sig gøre, og museet blev placeret lidt inde i landet.

20 år efter er vandet så endelig kommet til ARKEN efter færdiggørelsen af et projekt, som også omfatter tilføjelsen af broer, laguner og klitter i det omkringliggende landskab.

Se TV 2s helikopter-billeder af museet, der nu er omgivet af vand, øverst i artiklen.

Kunstens Ø hedder museets nye ”bopæl”, som åbnes for besøgende på søndag.

Kulminationen af en lang proces

- ARKEN ligger nu på en ø omgivet af vand og med fem nye broer, stisystemer og belysning. Der er dermed skabt kontakt mellem den rå natur i Strandparken og den raffinerede kultur på museet, udtaler ARKEN-direktør Christian Gether.

Han tilføjer, at det har været lidt af en vej at nå hertil:

- Kunstens Ø er intet mindre end kulminationen af en lang udviklingsproces, som tog sin begyndelse for over 20 år siden.

Skulpturpark på vej

Inden for de kommende år vil der også blive etableret en skulpturpark omkring museet, som kommer til at involvere de besøgende.

Det er arkitekt- og planlægningsfirmaet Møller og Grønborg, der står bag projektet i samarbejde med Schul Landskabsarkitekter, og herunder kan du se deres visualisering af Kunstens Ø:

Kunstens Ø er blevet en realitet i kraft af økonomiske midler fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, skriver ARKEN i en pressemeddelse.

Museet har som formål at indsamle og formidle moderne international, nordisk og dansk kunst efter 1945.

Se helikopter-billeder af ARKEN øverst i artiklen.