Seneste nyt om krigen i Ukraine

Hvad sker der? Putin siger i en tale til Ruslands økonomiske forum (EEF), at 1000 til 1500 dagligt melder sig som frivillige til den russiske hær.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, er ankommet til Rusland med tog. Præcis hvornår han skal mødes med den russiske præsident, er stadig usikkert.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Nu flytter Ruslands luftforsvar til nyt niveau, lyder efterretninger

I de seneste uger har Rusland rykket rundt på dets kort- og mellemdistance luftforsvar omkring Moskva i et forsøg på at forsvare sig mere effektivt mod ukrainske droner, som jævnligt angriber hovedstaden.

Det skriver det britiske forsvarsministerium i dets seneste opdatering fra krigen i Ukraine.

Siden begyndelsen af ​​september 2023 har russiske SA-22 luftforsvarssystemer omkring Moskva været placeret på forhøjede tårne ​​og ramper.

- Dette er næsten sikkert for at give systemet mulighed for at opdage og ramme droner. Det er dog formentlig også meningen, at det skal fungere som en højprofileret forsikring til offentligheden om, at myndighederne har truslen under kontrol, skriver ministeriet.

Tilbage i december 2022 placerede Rusland også luftforsvar på tagene af officielle bygninger i Moskva efter angreb mod luftbaser.

Russisk bombefly styrter ned under træning

Et russisk Su-24-bombefly styrtede tirsdag ned i et øde område af Volgograd-regionen i det sydlige Rusland. Det oplyser det russiske forsvarsministerium, som hævder, at det skete under en træningsflyvning. 

- Under en planlagt træningsflyvning i Volgograd-regionen styrtede et Su-24-fly ned. Flyvningen blev udført uden ammunition. Flyet styrtede ned i et øde område, står der i erklæringen ifølge det russiske statsmedie Ria Novosti.   

Helikoptere fra eftersøgnings- og redningstjenesten er blevet sendt til ulykkesstedet, skriver mediet. 

Lyn-analyse

Vesten og USA har tilbage at kunne skrue på sanktionerne mod Nordkorea og Rusland, hvis de to lande indgår våbenaftaler. Men amerikanerne har tidligere været ude med riven og fortalt nordkoreanerne, at de ikke skal indgå aftaler om våben med Rusland, for ellers vil de blive straffet.

Det helt store spørgsmål er dog, om de to lande, der ikke er inde i varmen hverken hos Vesten eller mange andre lande: Vil de have noget at miste, hvis den her våbenhandel falder på plads? Amerikanerne vil måske sige: ”fy” og skrue lidt på sanktionsklemmerne. Men vil det være nok for at afholde dem fra en aftale? Det vil blive tydeligere over de næste dage.

Ruslands Sortehavsflåde er afskåret fra strategisk vigtige platforme, siger Ukraine

Den russiske Sortehavsflåde er nu ude af stand til at operere i området omkring en række strategiske boreplatforme nær halvøen Krim. Det oplyser den ukrainske flåde ifølge CNN

Det sker, efter at ukrainerne generobrede platformene kendt som "Bojka-tårnene" mandag. 

- Der er stadig en trussel fra luften i området, hvor disse tårne ​​er placeret, da russisk luftfart fortsætter deres tilstedeværelse der, siger Dmytro Pletentjuk, en talsmand for den ukrainske flåde.

Men ifølge Pletentjuk står ukrainsk kystartilleri såvel som skulderbårne antiluftskytsmissiler i vejen for den russiske flåde, som "ikke kan nærme sig tårnene".

Zelenskyj takker Danmark

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, takker Danmark for den økonomiske donation på 5,8 milliarder kroner, der blev annonceret i dag. 

Ifølge præsidenten drøftede han donationen med statsminister Mette Frederiksen, da hun i forrige uge besøgte Kyiv.

- Tak, Mette, for denne rettidige og stærke hjælp. Sammen kan vi genoprette freden i Europa, skriver han.

Ambassade: Russisk viceminister afvist i Københavns lufthavn

Den russiske vicesundhedsminister, Oleg Salagaj, har forsøgt at rejse ind i Danmark, men blev afvist i Københavns Lufthavn. Det skriver den russiske ambassade i Danmark på Telegram

Oleg Salagaj skulle have deltaget i en WHO-konference i København 12. til 14. september, fremgår det.

Ruslands ambassade vil nu forlange en forklaring og en undskylding fra de danske myndigheder. 

Ukraine skal ophæve én særlig lov for at få fred, siger Putin

Rusland kan ikke stoppe fjendtlighederne, mens Ukraine udfører en modoffensiv. Sådan lyder det fra Ruslands præsident, Vladimir Putin, under en tale ved Ruslands økonomiske forum (EEF). Det skriver det russiske statsmedie Tass

- Fra mange sider siger de mennesker, vi taler med, som mægler eller gerne vil mægle, til mig: "Er du klar til at indstille fjendtlighederne?". Men hvordan kan vi indstille fjendtlighederne, hvis den anden side udfører en modoffensiv? Hvad skal vi gøre ved det? spørger han og fortsætter:

- De vil gå til modangreb, og vi vil sige: "Vi træder tilbage". Nej, vi er ikke trotskister. Det er en dårlig metode, siger han og fastslår, at Rusland ikke træder tilbage fra deres endelige mål med krigen.

Putin erklærer, at én ting skal være opfyldt, for at en fredsproces kan gå i gang: Kyiv-regimet skal ophæve det – han kalder – det "lovgivningsmæssige forbud mod forhandlinger". 

Embedsmænd i Ukraine bør også "erklære, at de er klar til det. Det er det! Og så får vi at se", siger den russiske præsident. 

Danmark donerer 5,8 milliarder kroner fra Ukrainefonden

Danmark sender en økonomisk donation til Ukraine på 5,8 milliarder kroner.

Beløbet er det største siden invasionen og skal blandt andet sikre kampvogne, infanterikampkøretøjer, kampvognsammunition og antiluftskyts.

Det fortæller udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), som netop har orienteret Det Udenrigspolitiske Nævn.

Tyskland appellerer til allierede – vil styrke Ukraines luftforsvar

Tyskland opfordrer sine partnere til at levere tilgængelige luftforsvarssystemer til Ukraine til denne vinter.

Det siger den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, i et interview med avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung

- Vi er nødt til at strække et vinterluftværn over Ukraines kritiske infrastruktur, siger Baerbock efter hendes besøg i Kyiv mandag og tilføjede, at den tyske regering planlagde at udvide sin støtte i de kommende måneder.

Kim Jong-un befinder sig i Rusland

Den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, er tidligere tirsdag ankommet til Rusland. Det skriver nyhedsbureauet Reuters, som henviser til et videoklip offentliggjort af en korrespondent fra russisk stats-tv. 

Her træder Kim Jong-un ud af sit tog i Rusland og bliver mødt af russiske embedsmænd ved russiske Primorsky Krai, som ligger ved grænsen til Nordkorea. 

Derudover fortæller Ruslands naturressourceminister, at han har mødt den nordkoreanske leder, skriver det russiske statslige nyhedsbureau RIA Novosti.

Lederen forventes at have samtaler under sit besøg med præsident Vladimir Putin, som i øjeblikket besøger rumstationen Kosmodrom Øst, der ligger i det sydøstlige Rusland.

Amerikansk senator vil kulegrave Elon Musks involvering i Ukraine

Den demokratiske amerikanske senator Elizabeth Warren vil have undersøgt sagen om Elon Musks involvering i at forhindre et ukrainsk droneangreb mod Ruslands militær. Det skriver det amerikanske medie, Bloomberg

- Kongressen bør undersøge, om vi har de tilstrækkelige værktøjer til at sikre, at udenrigspolitik føres af regeringen og ikke af én milliardær, udtalte Elizabeth Warren mandag.

Elon Musk er tidligere blevet beskyldt for aktivt at stoppe et droneangreb på den russiske flåde. Beskyldningerne gik på, at han havde bedt sine medarbejdere om at slukke for satellitsystemet Starlink i et bestemt område.

Det afviste Musk, men fortalte, at han ikke havde imødekommet en forespørgsel fra den ukrainske regering om at tænde for Starlink i det område, hvor angrebene skulle finde sted.

Ifølge ham var der i forvejen ingen dækning for Starlink i området. Det skrev han på det sociale medie X.

Men nu vil den amerikanske senator kulegrave sagen.

Usikkerhed omkring de konkrete omstændigheder for besøg

Kim Jong-un er allerede i Rusland. Men præcis hvor og hvornår han skal mødes med den russiske præsident, er stadig omgivet af uvished. 

Dmitri Peskov, der er talsperson for Kreml, udtalte tidligere i dag, at de to skal mødes ”i de kommende dage”, det skriver Sky News.

- Dette er et spørgsmål om forhandlinger mellem de to statsledere. Der vil også være en-til-en-kommunikation, og en officiel middag til ære for Kim Jong-un vil blive afholdt, sagde Dmitri Peskov.

Rusland vil rekruttere 420.000 soldater

Den russiske præsident udtaler i en tale til Ruslands økonomiske forum (EEF), at 270.000 allerede har meldt sig til hæren på frivillige kontrakter.

Tallet er lidt lavere end det tal, som den tidligere russiske præsident, Dmitrij Medvedev, præsenterede tidligere på ugen. Her nævnte han, at Rusland allerede havde rekrutteret cirka 280.000 soldater.

Det russiske militær forventer at rekruttere 420.000 soldater inden 2024. Det vurderede det britiske forsvarsministerium i sin daglige opdatering mandag.

Ifølge den russiske præsident, Vladimir Putin, melder mellem 1000 og 1500 russere sig dagligt til den russiske hær, det sagde han i sin tale til EEF tidligere i dag. 

Putin: 1000-1500 russere melder sig hver eneste dag til militæret

Ifølge præsident Vladimir Putin melder mellem 1000 og 1500 russere sig hver eneste dag frivilligt til det russiske militær. Det fortæller han i sin tale ved EEF.

Udtalelsen kom som et svar på et spørgsmål om, hvorvidt Rusland er nødt til at indføre en ny obligatorisk mobilisering for at øge sin militære indsats i Ukraine. Dette har Rusland gentagne gange afvist som værende nødvendigt.

Over det sidste halve år har mere end 270.000 russere, ifølge Vladimir Putin, underskrevet frivillige militære kontrakter. Det skriver Reuters.

Putin skal besøge Kosmodrom Øst

Putin fortalte i sin tale til det økonomiske forum, at han skal besøge den russiske rumhavn Kosmodrom Øst. Det skriver Sky News.

Den russiske præsident ønskede ikke at svare på, hvad formålet med besøget er, men i et svar til en fremmødt journalist udtalte han:

- Når jeg kommer dertil, vil I vide besked om det.

Både russiske og udenlandske medier har spekuleret i, om den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, vil besøge Kosmodrom Øst, der ligger i det sydøstlige Rusland.

Kim Jong-un ankom tidligere i dag til Rusland – formentligt via et privattog.

Putin kalder det amerikanske system for "råddent"

Vladimir Putin sagde i sin tale til Ruslands økonomiske forum (EEF), at den ”politiske retsforfølgelse” af den tidligere amerikanske præsident Donald Trump er et udtryk for, at USA's politiske system er ”råddent”.

Han nævnte desuden, at det nuværende forhold mellem USA og Rusland nok ikke vil ændre sig, uanset hvem der bliver USA’s næste præsident, skriver Reuters.

Rusland vil satse på nye våbenteknologier

Den russiske præsident holder netop nu tale ved Ruslands økonomiske forum (EEF).

I talen har Vladimir Putin blandt andet talt om, hvordan stigende inflation har tvunget centralbanken til at hæve renten til 12 procent i sidste måned. Han advarede om, at Ruslands økonomi vil lide, hvis prisstigningerne kommer ud af kontrol, skriver Reuters.

Den russiske præsident fortæller desuden, at Rusland vil satse på ny våbenteknologi, der baserer sig på "nye fysiske principper". Sådanne våben inkluderer laser-, ultralyds- og radiofrekvensvåben. Det skriver det statsejede russiske medie Tass.

FN melder om 55 dræbte civile de seneste ti dage

OHCHR, der fungerer som sekretariat for FN's menneskerettighedsråd, har fra 1. til 10. september registreret 55 dræbte og 237 sårede civile i Ukraine. Det skriver sekretariatet i en nylig rapport.

De dræbte tæller 29 mænd, 21 kvinder og en ung pige. Der er desuden fire dræbte, hvis køn endnu ikke kan verificeres.

Siden Ruslands invasion 24. februar 2022 har OHCHR registreret 9614 dræbte civile ukrainere.

Asien-korrespondent: Mødet handler om våben

Den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, er rejst til Rusland for at mødes med den russiske præsident, Vladimir Putin.

Officielt handler besøget om at forbedre interne forhold og pleje de to landes egne interesser.

Men ifølge TV 2s Asien-korrespondent, Casper Wichmann, er der en anden agenda med besøget. Han mener, at det handler om våben.

Nordkorea forventes at levere våben til Rusland i bytte for satellitteknologi, atomdrevne ubåde og fødevarer. Det skriver The New York Times.

Putin vil i dag holde en "ret omfattende" tale, siger talsmand

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har meget på hjerte, når han i dag skal holde tale til Ruslands økonomiske forum i den russiske by Vladivostok (EEF).

- Putin vil holde en ret omfattende tale, siger præsidenttalsmanden Dmitry Peskov, der også forudser en "meget, meget interessant diskussion" efter talen.

Det skriver det russiske statsmedie Tass.