Som om ødelæggelserne fra jordskælvet ikke var nok, så er vejret i de påvirkede områder også frysende kolde. I Tyrkiet har mange redningsarbejdere og mennesker, der har mistet deres hjem, stået omkring bål for at få varmen.
Sky News har talt med Mustafa Kara Ali, der vågnede af jordskælvet i sit hjem i tyrkiske Gaziantep og sammen med sin kone fik deres to døtre udenfor.
- Vejret gjorde alting mere besværligt. Det sneede, blæste og regnede. Tusindvis af mennesker var samlet i parken hele dagen uden tæpper, vand eller ly. Vi ventede hele dagen, og der var ingen hjælp fra regeringen, siger han til mediet.
Også i Syrien er de påvirkede mennesker udsatte for det frysende vejr, hvor CNN har talt med Khalil Ashawi, der er fotojournalist med base i Jindayris i det nordvestlige Syrien.
- Det er frysende koldt i øjeblikket. Der er så mange mennesker, der sover i soveposer på gaden lige nu, fordi de ikke har et hjem.
DMI skriver, at der natten til tirsdag vil være et større snevejr i den centrale og østlige del af Tyrkiet med temperaturer mellem 0 og 5 grader.