Nyheder

Nyhedsoverblik 27. januar 2023

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Knivstikkeri skete i supermarked på Nørrebrogade

Det er en 21-årig og en 23-årig mand, som fredag aften er blevet ramt af knivstik i et supermarked på Nørrebrogade 53 i København. Det fortæller Bjarke Dalsgaard, som er vicepolitiinspektør hos Københavns Politi, til Ritzau. 

Endnu en stukket med kniv i København

En mand er stukket med kniv på Adelgade nær Gothersgade i det indre København. Det oplyser vagtchefen ved Københavns Politi til TV 2. Manden er ikke alvorligt tilskadekommen, og en person er anholdt på stedet. Knivoverfaldet sker kort efter, at to andre blev stukket med kniv på Nørrebro i København. 

Flere dræbt efter skyderi i Jerusalem

Flere personer meldes dræbt og såret efter et skyderi i en synagoge i Jerusalen. Det skriver flere internationale medier. Gerningsmanden skød ifølge politiet mod en gruppe israelere. Manden er anholdt, og politiet opfatter hændelsen som terror. 

Danmark klar til VM-finale i håndbold

Danmark har vundet VM-semifinale i håndbold over Spanien. Dermed er Danmark klar til finalen, som spilles søndag kloken 20.30. 

Tyrkisk ambassade kalder det "bekymrende", at Danmark ikke stopper koranafbrænding

Den tyrkiske ambassade i København "fordømmer på det stærkeste", at Danmark har tilladt Rasmus Paludan at brænde koraner af fredag. Det skriver ambassaden i en pressemeddelelse og kalder samtidig koranafbrændingen en "hadforbrydelse". 

Massivt politiopbud på Nørrebro – melding om knivstikkeri

Politiet er lige nu massivt til stede på Nørrebro efter en anmeldelse om kvistikkeri. To personer er kommet til skade, oplyser vagtchef ved Københavns Politi, Martin Kajberg, til TV 2. Han kan endnu ikke sige noget om ofrene, eventuelle gerningsmænd eller motiv. 

Flere danskere får konstateret kræft

Flere danskere fik konstateret kræft i 2021 sammenlignet med året før. Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen, skriver Ritzau. Der blev konstateret 45.205 nye kræfttilfælde i 2021, og det svarer til en stigning på 4 procent sammenlignet med året før.

Brand i Sorø – beboere skal blive indenfor

Der er fredag aften udbrudt brand i et hus på Ladefogedvej 4 i Sorø. Grundet kraftig røgudvikling opfordrer Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi lige nu beboere i området, som bor syd for branden, til at blive indendøre. Det er meldingen på Twitter

Mand stukket ned med kniv i Aalborg

En mand er fredag eftermiddag blevet stukket med kniv på Tove Ditlevsens Vej i Aalborg. Manden er bragt til hospitalet, og hans tilstand er stabil. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse. Politiet vil ikke udtale sig om, hvorvidt nogen er anholdt. 

Uheld på Køge Bugt Motorvejen skaber kø

Et uheld ved Solrød spærer dele af Køge Bugt Motorvejen og skaber kø fredag eftermiddag. Politi og redningsmandskab er på stedet. Det oplyser Vejdirektoratet. 

Demonstrationer i flere lande efter Paludans koran-afbrændinger

Lige nu er tusindvis af mennesker på gaden i Pakistan, Irak og Afghanistan for at demonstrere. Det sker efter Rasmus Paludans afbrænding af koraner i Sverige og Danmark. Det rapporterer nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

34-årig kvinde dømt for voldtægt af 14-årig dreng

En 34-årig kvinde er ved retten i Randers idømt ti måneders fængsel for at have begået voldtægt i form af samleje og andet seksuelt forhold med en 14-årig dreng. Episoden fandt sted på Djursland i november 2022. Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelse. 

Mand idømt fængsel for at smugle 12 kilo amfetamin via Rødby

En 36-årig mand er ved retten i Nykøbing Falster idømt otte års fængsel for at have indsmuglet 12 kilo amfetamin via Rødby i september. Manden er også blevet udvist med indrejseforbud for bestandig. Dommen er anket. 

Danmark er blandt syv EU-lande, der vil begrænse statsstøtte

Danmark er ét blandt syv EU-lande, der har sendt et fællesbrev til EU-kommissær for økonomi Valdis Dombrovskis. I brevet advarer Danmark og de øvrige seks EU-lande mod brug af "permanent" eller "overdreven" statsstøtte i forsøget på at hjælpe virksomheder i EU i konkurrencen med USA. Det skriver Ritzau.

Slagter droppes som Rema-leverandør: Havde 13 år gammelt kød

Rema 1000 vil ikke længere at benytte slagterivirksomheden Skare Meat Packers som kødleverandør. Det oplyser dagligvarekæden til mediet FødevareWatch. Det sker efter en sag, hvor Fødevarestyrelsen sidste år fandt 250 tons gammelt kød i et af selskabets frysehuse. En del af kødet var fra 2010.

Lars Løkke bekræfter, at Danmark skal stå skoleret over for Tyrkiet

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen bekræfter, at Danmarks ambassadør i Tyrkiet har været til samtale. Løkke tilføjer, at Danmarks forhold til Tyrkiet er godt.

Tyrkiet kalder dansk ambassadør til samtale før Paludan-protest

Tyrkiet har fredag indkaldt den danske ambassadør i Tyrkiet til samtale blandt andet på grund af "angreb på Koranen". Det oplyser unavngivne kilder i Tyrkiets udenrigsministerium.

Mand dømt for frihedsberøvelse og voldtægt af kæreste

En 48-årig mand fra Brøndby er idømt tre års fængsel for grov vold, vidnetrusler, voldtægt og flere dages frihedsberøvelse af sin daværende kæreste i maj 2022. Først efter fire dag lykkedes det kvinden at flygte fra lejligheden. Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse. 

Kriminalforsorgen indrømmer alvorlige fejl efter drab

Kriminalforsorgen indrømmer alvorlige fejl i sagsbehandlingen vedrørende en indsat, som var fængslet for en tidligere forbrydelse, da han blev bevilget udgang nytårsnat. Denne nat formoder politiet, at han dræbte en 26-årig mand i Kolding. Indrømmelsen kommer efter en intern redegørelse, skriver Ritzau.

Kvinde tiltalt for at fremme Islamisk Stat

En 26-årig kvinde er blevet tiltalt for at fremme virksomheden for terrororganisationen Islamisk Stat i Khorasan-provinsen. Det skriver Anklagemyndigheden ifølge Ritzau.