Sosu-hjælper i retten for drab og drabsforsøg – dag 2

Der sker ikke mere i retten i dag, så vi lukker livebloggen ned for nu.

Tak fordi I fulgte med og stillede mange gode spørgsmål. 

Retsmødet er slut for i dag. 

Tak for at følge med.

Tiltalte går tilbage til sin forsvarer, og de taler sammen.

- Hvad tænker du over, at du sidder her og er tiltalt for et drab og syv drabsforsøg?

Den tiltalte puster lidt ud.

- Det kan ikke beskrives, så hårdt er det. Jeg har det så forfærdeligt. Jeg får ingen mad, jeg har ingen galdeblære, jeg kan ikke spise den mad, de har derinde.

Hun savner sit arbejde.

Hun er også ked af, at hun har fået at vide, at flere beboere er døde. 

- Jeg savner sin mand så forfærdelig meget.

Den tiltalte siger, at hun "undrede sig helt vildt over", at der ikke var et medicinrum alene til assistenterne. 

I stedet havde alle på Tirsdalen adgang til medicinrummet, hvor der også stod en elektrisk lift. Den brugte de for eksempel, når en beboer faldt ud af gulvliften. 

Tiltalte har også undret sig over, at der ikke var nøgler til afløsere på Tirsdalen. Så måtte man låne dem sin egen nøgle.

Den tiltalte forklarer også på forsvarerens spørgsmål, at beboernes skabe med medicin aldrig var aflåst.

- Aldrig!

Det er de nu, men det var de aldrig i de fem år, tiltalte arbejdede på Tirsdalen, forklarer hun. 

- Jeg har aldrig nogensinde på Tirsdalen haft noget med sprøjter at gøre, siger den tiltalte.

Der var kun en enkelt beboer, der brugte sprøjte. Det var insulin.

Om hun nogensinde har destrueret kanyler, spørger forsvareren?

- Aldrig nogensinde på Tirsdalen. 

Forsvareren læser op fra et notat, den tiltalte har skrevet om en tidligere beboer på Tirsdalen. Hun var bekymret, men ingen gjorde noget.

- Det er simpelthen så svært at se den forringelse, der er, indtil hun går bort, siger den tiltalte.

Forsvareren vil vise, at den tiltalte tidligere har været bekymret over beboere, at hun har forsøgt at slå alarm – men at ingen har gjort noget.

- På Tirsdalen går man meget op i, hvem der er assistent, og hvem der er hjælper, siger tiltalte. 

Hjælperne – som hende selv – skulle bare rede seng og den slags. 

Den tiltalte havde ikke nogen forsvarer med, da hun blev anholdt og blev fremstillet i grundlovsforhør. Det har hun senere fortrudt.

- Det har jeg haft lang tid at tænke over.

Så fik hun en lokal advokat, senere skiftede hun til Henrik Garlik.

Hun har mange gange givet svar til politet på forskellige ting, og ifølge forsvareren har der ikke været tale om de typiske lange forhør.

Og det er de udtalelser, du i dag bliver konfronteret med?

- Ja, det skal jeg love for. 

Forsvareren tager over. Han er utilfreds. Det er for lidt tid og for sent på dagen – men der er et vidne mandag, og han er med på, at det ville være hensigtsmæssigt at blive færdig i dag.

Forsvarer Henrik Garlik spørger ind til familien.

Tre voksne børn. Børnebørn, et nyt barnebarn på vej.

- Vi har et rigtig tæt og stærkt familieforhold.

Hun er meget glad for sin mand. Han har været syg, og hun forsøger at være der for ham, for resten af familien.

- Jeg er den stærkeste kvinde i verden. 

Det har hun prøvet at være.

Den tiltalte blev bortvist fra et ansættelsesssted i Viborg, efter at hun havde givet en beboer en sprøjte.

- Det lærte jeg meget af.

Efter en tidligere ansættelse som soso-hjælper blev hun bortvist på grund af mistanke om tyveri fra en beboer. 

- Restaurant Postgården, der, hvor du var tjener, blev du bortvist på grund af mistanke om tyveri?, spørger anklageren.

- Det gør du ikke! Jeg vandt sagen med FOA!

Den tiltalte siger ikke meget mere, men hun havde et godt og tæt forhold til chhefen, indtil hun ikke havde det længere.

- Plejecenter Aabakken, var du mistænkt for tyveri der?

- Nej.

- Fjernede du noget medicin under ransagningen?

- Måske. Måske en pakke nede i skraldespanden, mens jeg fik lov at smøre en leverpostejmad, og de talte med min mand.

Og jo, det kan godt forstås af politet, at hun ville tage nogle nøgler ud af et nøglebundt. Det var private nøgler, der havde noget at gøre med børnene.

Om det er rigtigt, at personalet i arresten har set hende gå med en konvolut i forbindelse med et besøg?

- Ja. Det var en tom konvolut. Men vagterne tog det fra mig. De mente, at jeg havde sendt et brev ud. 

Tiltalte siger, at hun selv har taget et par piller – ja, det var en fejl. Det må være derfor, at der er spor efter det i hendes eget hår.

Ifølge anklageren havde hun bedt om sovepiller. 

11. marts 2022 har hun bedt en læge om sovetabletter, bare så de var der. Det står i hendes journal. Men det var ikke hendes faste læge.

Havde hun bedt om smertestillende?

- Ibumetiner, panodiler, siger den tiltalte om alminelig smertestillende medicin. Ikke noget stærkere. 

Hun og manden har delt medicin, jo, selvom de ved, at det må de ikke. Måske en gang om måneden. Måske får hun en pille om måneden af sin mand. For at få ro på og kunne sove.

Anklageren fortsætter med sine spørgsmål.

Om det skabte nogle tanker hos den tiltalte, at hun var på arbejde dagen før, at fire blev indlagt?

- Nej, der var jo også syv andre på arbejde, siger tiltalte. 

Der var også mange pårørende. Og nede ved ældreboligerne står dørene åbne hele døgnet, hvis nu der var brand.

Tiltalte kan ikke huske, om der var fremmede på Tirsdalen de fire dage inden de fire indlæggelser. 

Der var en brandmand. Han skulle bare ind for at se noget. Og der var også pårørende. 

Der er pause i ti minutter. Den tiltalte er ført ud gennem den almindelige dør til retslokalet. Her fik hun lov at kramme en af tilhørerne, imens hun havde røde øjne og snøftede. 

Afhøringen er intens, anklager Jesper Rubow bliver ved med at bore i de forskelligheder, der måtte være i hendes forklaringer tidligere til politet og nu i dag i retten.

Han bliver ved med at bore i medicinen, hvem fik hvad, hvornår, hvad vidste hun, hvad søgte hun på.

Den 60-årige tiltalte har været tydeligt berørt.

Retsmødet genoptages om et par minutter. 

På et apotek ser den tiltalte en ældre dame falde. Hun var nede for at hente medicin til sin mand.

Tiltalte siger til en ansat farmaceut, at så må man da håbe, at hun ikke har været på Tirsdalen og fået en masse piller.

- Det var lang tid efter, siger tiltalte.

Efter hvad?

Måske var det efter de første indlæggelser i marts måned. 

2. marts var tiltalte på arbejde igen. Det var dagen efter, at en af de indlagte kvinder var død. Og dagen inden, at to af de først indlagte blev genindlagt 3. marts.

Også 13. marts var tiltalte på arbejde – dagen inden den sidste indlæggelse.

- Var der noget specielt på den vagt?

- Det var en vagt, hvor en sosu-asststent ikke ville indlægge kvinden. Samme susu-assistent, som tiltalte havde skrevet med.

- Jeg er jo nødt til at sige, at det er hende, siger den tiltalte.

Hvad tænker du om, at der har været otte indlæggelser? spørger anklageren.

- Jeg synes, at det er forfærdeligt. Der er ikke styr på noget som helst. Det er forfærdeligt at miste de fire beboere, siger tiltalte.

Denne gang er der ikke tvivl. Stemmen er grødet.

- Hvad tænker du, der er sket? spørger anklageren.

- Hun havde medicin i blodet. Jeg tænker, at hun ikke ville tage medicin, siger den tiltalte om den afdøde.

Anklageren påpeger, at de alle fire havde medicin i blodet.

- Tror du, at nogen har givet dem medicinen?

- Ja, det lyder underligt. Der er jo en af dem, der slet ikke får noget medicin, siger tiltalte med henvisning til en af mændene.

- Tror du, at det er et menneske, der har gjort det her?

- Jeg ved det ikke. 

Anklageren læser igen op fra en afhøringsrapport. Han gør meget ud af at konfrontere tiltalte med udtalelser, hun tidligere er kommet med.

Mens han leder efter et nyt sted i rapporten, sidder tiltalte helt stille og ser ned i bordet. 

- Har du søgt på andre medicinformer i begyndelsen af 2022?

Ja. det har hun. Mirtazepin og et par andre præparater. To af de indlagte havde mirtazepin i blodet.

Videre til andre søgninger på internettet.

24 gange 28. februar har tiltalte kigget i en gruppe på Facebook, hvor der ligger opdateringer fra Tirsdalen. Hvorfor, spørger anklageren.

Det er dagen efter indlæggelserne. Vi ved, at tiltalte havde fri den dag.

- Ej, stop nu!

Tiltalte kalder det en tilfældighed.

Anklageren kalder et billede op af det, politiets teknikere har kunnet se, at hun har søgt på fra en nu beslaglagt Acer-computer.

Tiltalte siger, at hun jo ikke ved, hvad de fire har fået.

- Jeg aner jo ikke, hvad de har fået andet end det, (sønnen) sagde til mig, siger tiltalte.

28. februar er der kun en enese søgning: en søgning på baclofen. 

Tiltalte har ikke mange ord nu. På andre tidspunkter er der længere forklaringer, her er hun meget mere kortfattet.

Hun vidste godt, at en af beboerne fik baclofen, og hun var bekymret for, at hun spiste alle sine piller på en gang, siger tiltalte. Tidligere i dag har hun forklaret, at der blev lagt piller frem, og så var de alle sammen væk klokken 16.15.

Nej, hun har ikke sagt noget om søgningen, selvom hun blev afhørt om baclofen. Der skete så meget, hun var bekymret for sin familie, da hun blev afhørt.

- Det var en kæmpe mundfuld, siger tiltalte med en stemme, der nu lyder grødet.

På det tidspunkt har ingen fået at vide, at der var baclofen i blodet på de indlagte. På alle fire indlagte. Tiltalte havde fået at vide af sønnen til en af kvinderne, at der var fundet tegn på benzodiazepiner.

- Hvorfor søgte du på Baclofen og ikke på benzodiazepiner? spørger anklageren.

- Jeg ved det ikke. Det var nok privat, siger den tiltalte uden at kunne komme det nærmere. 

Der bliver aldrig søgt på benzodiazepiner.