Krigen i Ukraine

Seneste nyt om krigen i Ukraine

Dette er seneste nyt fra krigen i Ukraine mandag 26. december. Denne liveblog opdateres ikke længere.

Rusland sætter undersøgende journalist på sort liste

Rusland har sat journalist for det undersøgende medie Bellingcat Christo Grozev på sin liste over eftersøgte personer. Det skriver CNN på baggrund af det russiske indenrigsministerium. 

Christo Grozev er Bellingcats førende reporter på Rusland, og ifølge CNNs oplysninger er han nu eftersøgt for uspecificerede kriminelle handlinger. 

Ifølge menneskerettighedsorganisationen OVD-Info, har Rusland åbnet en sag om spredning af falske nyheder på Grozev, skriver CNN. 

Rusland har i løbet af krigen i Ukraine anlagt strenge straffe og retsforfølgelser mod kritikere af de væbnede styrkers indsats og af selve krigen. 

Ukraines udenrigsminister sigter efter fredstopmøde i februar

Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, deltager i et interview med nyhedsbureauet AP

Her fortæller ministeren, at Ukraine har planer om at indgå i samtaler om fred med Rusland, muligvis ved et FN-topmøde, i slutningen af februar. 

Kuleba understreger i interviewet, at Ukraine har i sinde at vinde krigen i 2023, men at diplomati spiller en afgørende rolle. 

- Alle krige slutter på en diplomatisk måde, siger han:

- Alle kriger slutter som resultat af handlingerne på slagmarken og omkring forhandlingsbordet.

Ukraine har i lang tid afvist enhver form for fredsforhandlinger med Rusland med mindre, at Rusland accepterer en lang række krav – heriblandt at Rusland opgiver ævred og trækker sig helt fra Ukraine.

Putin udnævner ekspræsident til ny rolle

Ruslands tidligere præsident, Dmitrij Medvedev, er blevet udnævnt til første næstformand for Ruslands militærindustrielle kommission – et organ der varetager et utal af anliggender for den russiske stats sikkerhed. 

Præsident Vladimir Putin er ifølge CNN pennefører på beslutningen og er selv formand for kommissionen. 

Video viser Wagner-soldater svine russisk embedsmand til

Journalist ved det undersøgende medie Bellingcat Christo Grozev har på Twitter delt en video fra Bakhmut i Ukraine. 

Den viser angiveligt russiske soldater fra den paramilitære indsatsgruppe kendt som Wagnergruppen tilsvine stabschefen for Ruslands forsvarsministerium og kalde ham "en lort". 

Soldaterne er tilsyneladende dybt utilfredse over, at de ikke har ammunition nok til at føre krig. 

- Din lort, siger de ifølge Christo Grozev:

- Hvor er granaterne? Vi har ikke flere granater her.

Ukraine med krav: Rusland skal ekskluderes fra FN

Ukraine har mandag meddelt, at det vil fremsætte et krav om, at Rusland bliver ekskluderet fra FN's Sikkerhedsråd. Kravet kommer, efter at russiske styrker juledag sendte flere end 40 missiler ind over Ukraine. Det skriver AFP.

Russiske medier: Ukrainsk "sabotagegruppe" er "elimineret"

Den russiske sikkerhedstjeneste FSB siger mandag, at en ukrainsk "sabotagegruppe" på fire personer blev "elimineret", da de søndag forsøgte at komme ind i en russisk region, der grænser op til Ukraine.

Det oplyser flere russiske medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det russiske statsejede nyhedsbureau RIA siger, at det skete på grænsen til Bryansk-regionen. Ifølge RIA skal ukrainerne have medbragt udenlandske våben, herunder tyske maskingeværer.

Oplysningerne er ikke uafhængigt verificeret.

To personer såret i russiske angreb

I løbet af det seneste døgn er seks ukrainske regioner i den østlige og sydlige del af landet blevet ramt af russiske angreb.

Det gælder regionerne Donetsk, Luhansk, Sumy, Kherson, Kharkiv og Zaporizjzja.

To personer er blevet såret i forbindelse med angrebene, oplyser de lokale myndigheder ifølge SkyNews.

Natten var ellers usædvanligt stille i Dnipropetrovsk-regionen, der undgik beskydning for første gang i ugevis. Det er – ifølge regionens guvernør, Valentyn Reznichenko – den tredje rolige nat på fem og en halv måned.

Angreb på russisk luftbase er "pinligt" for Putin, siger korrespondent

Tidligt 2. juledag har det russiske forsvarsministerium bekræftet verserende rygter på sociale medier om, at en ukrainsk drone er blevet skudt ned ved den russiske Engels-luftbase nær byen Saratov i Rusland.

Luftbasen bliver brugt til at iværksætte angreb mod Ukraine.

Tre russiske soldater har mistet livet, og ifølge TV 2s korrespondent Benjamin Kürstein er der forlydender om, at også russiske fly er blevet ramt under angrebet. Det har russiske myndigheder dog ikke bekræftet.

Benjamin Kürstein kalder angrebet "enormt opsigtsvækkende". Det skyldes, at samme luftbase så sent som 5. december også blev ramt af det, som ifølge Rusland var et ukrainsk droneangreb mod i alt to russiske luftbaser den dag.

- Da det skete 5. december, blev det udlagt som et kæmpe nederlag for Putin og for russerne. Hvordan kan det lykkes ukrainerne at angrebe så dybt inde i Rusland på så vigtig en militærbase? siger Benjamin Kürstein.

- Og hvis det lykkes ukrainerne en gang til, under en måned senere, at lave et lignende angreb, viser det, at russerne virkelig har et problem med at beskytte noget af deres vigtige militære infrastruktur. Det er meget, meget pinligt for russerne, hvis det her kan lade sig gøre en gang til så kort tid efter.

Ukrainsk drone skudt ned på luftbase – tre russiske soldater dræbt

En ukrainsk drone er blevet skudt ned ved den russiske Engels-luftbase tidligt mandag. Det oplyser det russiske forsvarsministerium ifølge Reuters.

Tre militære personer er blevet dræbt, som følge af at vragdele fra dronen er faldet ned.

- 26. december, cirka klokken 01:35 Moskva-tid, blev et ubemandet ukrainsk luftfartøj skudt ned i lav højde, mens det nærmede sig Engels-militærflyveplads i Saratov-regionen, oplyser det russiske forsvarsministerium.

- Som et resultat af, at dronens vragdele faldt ned, blev tre russiske soldater, der var på flyvepladsen, dødeligt såret, lyder det videre ifølge Reuters.

Vicepremierminister: Rusland vil genoptage gasforsyning til Europa fra Sibirien

Rusland er klar til at genoptage gasforsyningen til Europa gennem gasrørledningen Jamal-Europa.

Det siger den russiske vicepremierminister, Alexander Novak, til det statslige russiske nyhedsbureau Tass søndag ifølge Ritzau.

- Det europæiske marked er fortsat relevant, idet gasmanglen varer ved. Og vi har alle muligheder for at genoptage forsyningerne, siger han.

- For eksempel forbliver Jamal-Europa-rørledningen, som blev stoppet af politiske årsager, ubrugt, tilføjer han.

I samme ombæring siger Novak, at Rusland forventer, at landet vil have sendt 21 milliarder kubikmeter flydende naturgas (LNG) til Europa i 2022.

Jamal-Europa-gasrørledningen kan transportere op mod 33 milliarder kubikmeter gas fra områder på den russiske Jamal-halvø og det vestlige Sibirien gennem Hviderusland til Polen og Tyskland.

Rørledningen er godt 4100 kilometer lang.

Meldinger om eksplosioner ved russisk luftbase

Der er angiveligt hørt eksplosioner ved den russiske Engels-luftbase 730 kilometer sydøst for den russiske hovedstad, Moskva.

Det rapporterer ukrainske og russiske medier.

Eksplosionerne er ikke blevet bekræftet fra officielt hold, og det har ikke været muligt for Reuters at verificere oplysningerne.

Ifølge det ukrainske nyhedsbureau RBC-Ukraine har to eksplosioner fundet sted.

Det russiske nyhedsmedie Baza skriver med henvisning til lokale beboere, at både luftsirener og en eksplosion kunne høres.

Hændelsen er ved at blive undersøgt, siger guvernør Roman Busargin natten til mandag på beskedtjenesten Telegram ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Der er ingen trussel mod beboerne. Civil infrastruktur er ikke blevet beskadiget. Oplysninger om hændelsen på et militært anlæg er ved at blive tjekket af myndighederne, skriver han.

5. december blev basen ramt af det, som ifølge Rusland var et ukrainsk droneangreb mod i alt to russiske luftbaser den dag.