Krigen i Ukraine

Seneste nyt om krigen i Ukraine

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Putin: - Rusland ønsker at slutte denne krig

Ruslands præsident, Vladimir Putin, siger torsdag, at han ønsker at 'slutte denne krig' med henvisning til Ruslands krig mod Ukraine.

Det skriver Reuters.

Han siger videre, at han mål ikke er at skabe yderligere konflikt med ukrainerne. Tværtimod ønsker han at ’slutte denne krig’.

- Vi vil stræbe efter en afslutning på det her jo før jo bedre, selvfølgelig, siger han ifølge Reuters.

Ordene faldt i en tale dagen efter Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyjs, besøg i Washington.

Ifølge Vladimir Putin er det ukrainerne, der står i vejen for at forhandle.

- Alle væbnede konflikter ender på den ene eller den anden måde med forhandlinger i et diplomatisk spor. Før eller senere vil enhver part, som er involveret i en konflikt, sætte sig ned og lave en aftale. Jo før vores modstandere kommer til den erkendelse, jo bedre, siger Putin.

Russerne har flere gange under krigen sagt, at de er åbne for forhandlinger med Ukraine. Ifølge Reuters mistænker ukrainerne russerne for at bruge det som et trick for at købe tid efter en række russiske nederlag og tilbagetrækninger fra russisk side i Ukraine.

USA: Wagner-gruppen har fået våben fra Nordkorea

Det private russiske militærfirma Wagner-gruppen har fået raketter og missiler fra Nordkorea, som er med til at styrke Rusland i krigen i Ukraine.

Det siger en talsmand for Det Hvide Hus' nationale sikkerhedsråd.

- Wagner leder over hele verden efter våbenleverandører, der vil støtte dens militære operationer i Ukraine, siger talsmand John Kirby ifølge Reuters.

- Vi kan bekræfte, at Nordkorea har fuldført en første våbenleverance til Wagner, der har betalt for det udstyr.

Det private militærfirma er ejet af en af Putins allierede, Jevgenij Prigozjin.

I en udtalelse torsdag aften dansk tid kalder han nyheden om våbenleverancer fra Nordkorea "sladder og spekulation" fra USA's side.

- Alle ved, at Nordkorea ikke har leveret nogen våben til Rusland længe. Og der er ikke engang gjort sådanne forsøg, siger Prigozjin.
 

Putin kalder Ukraines nye luftforsvarssystem for 'gammelt'

Ifølge Ruslands præsident, Vladimir Putin, er Ukranies nye luftforsvarssystem Patriot, som de har fået af USA , et gammelt system, som Rusland vil kunne dæmme op for.

Ifølge The Guardian sagde Putin torsdag til en flok reportere, at systemet er uddateret, og at Rusland vil kunne finde et modsvar og ødelægge systemet.

Tysk efterretningsmand mistænkt for at spionere for Rusland

En ansat i den tyske efterretningstjeneste er blevet anholdt. Der er mistanke om, at han har spioneret for Rusland.

Manden blev anholdt onsdag og stilles for en dommer torsdag. Manden skulle ifølge mistanken have givet oplysninger til den russiske efterretningstjeneste i løbet af 2022.

Det skriver flere tyske medier heriblandt NTV og Frankfurter Allgemeine.

Zelenskyj har holdt møde med Polens præsident

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har holdt møde med den polske præsident Andrzej Duda på vej hjem fra sit besøg i Washington. Det skriver Reuters. Mødet fandt sted i Polen.

Ukrainere kan håndtere Patriot om "få måneder"

Det ukrainske flyvevåben vil indenfor "få måneder" blive klar til at håndtere det nye missilsystem, Patriot, som det har fået af USA. Det siger talsmand Yurij Ihnat på et pressemøde ifølge ukrainske Pravda.

Mindre brand på flagskibet i den russiske flåde

En mindre brand brød torsdag ud på flagskibet i den russiske flåde, Admiral Kuznetsov, som er Ruslands eneste hangarskib. Det siger Aleksej Rakhmanov, der er chef for organisationen, der ombygger skibet, til russiske RIA.

Admiral Kuznetsov har ligget til reparation siden 2017 og befinder sig lige nu i Murmansk, hvor det har ligget siden 2018.

Hvad årsagen og følgerne af branden skulle være, melder det russiske nyhedsbureau ikke noget om. Både i 2018 og i 2019 brød mindre brande også ud på hangarskibet.

Britiske efterretninger tegner endnu et billede af et presset russisk militær

Med stor sandsynlighed er Hvideruslands væbnede styrker i øjeblikket i gang med at træne tusindvis af russiske reservister, skriver det britiske forsvarsministerium i sin daglige efterretningsrapport.

Ifølge briterne mangler Ruslands hær militært uddannelsespersonale, da de enten lige nu er udsendt til Ukraine, har mistet liv eller er blevet ukampdygtige i krigen, skriver briterne.

Hviderussisk militær har tidligere været set som underlegenet af Rusland, men ser altså nu ud til at være blevet en nødvendighed, lyder det.

Kreml: USA's krig mod Rusland stopper først, når den sidste ukrainer er død

Præsident Zelenskyjs besøg i Washington D.C. beviser, at USA kæmper en stedfortræderkrig mod Rusland, som først stopper, når den sidste ukrainer er død. Det siger Kreml-talsmand Dmitrij Peskov torsdag ifølge Reuters.

At USA nu sender det avancerede missilsystem Patriot til Ukraine bidrager ikke til, at konflikten slutter, og det vil heller ikke forhindre Rusland i at opnå sine mål, tilføjer Peskov.

Meldinger om russiske angreb det seneste døgn

Torsdag morgen er der ikke meldinger om voldsomme kamphandlinger i Ukraine.

Dog har russiske invasionsstyrker det senetste døgn angrebet grænsebyerne Seredyno-Budska (3 mortérangreb) og Hlukhivska (20 raketangreb), skriver den regionale militærleder i Sumy-regionen på Telegram. Ingen kom til skade under angrebene, tilføjer han.

Dertil beretter den ukrainske generalstab om afviste russiske angreb i en række byer i Donbas - blandt andre Stelmakhivka, Tjervonopopivka og Bakhmut.

Republikanere blev siddende under Zelenskyj-hyldest

Zelenskyj blev modtaget med stående ovationer, da han holdt sin tale i Kongressen natten til torsdag. Flere medlemmer af Det Republikanske Parti blev dog siddende, skriver blandt andre Newsweek og CNN.

Blandt de siddende var Matt Gaetz og Lauren Bobert, der begge er modstandere af at øge den amerikanske militære støtte til Ukraine. De to blev set kigge i deres mobiltelefon under talen.

To andre politikere fra den yderste højrefløj, Marjorie Taylor Greene og Josh Hawley, var ikke mødt op, skriver Wall Street Journal-korrespondent Lidsay Wise på Twitter.

Tidligere rumchef såret i Donbass

Den prominente russer Dmitrij Rogozin er ifølge hans stab blevet såret i Donetsk. Det skriver russiske Tass. Rogozin er tidligere vicepremierminister og tidligere leder af den russiske rumfartsorganisation Roskosmos.

Rogozin, der lige nu er leder af den frivillige enhed Zarens Ulve, blev ifølge hans stab såret under et møde med flere militærrådivere. Mødet fandt sted på et hotel, og Rogozin blev bragt til et hospital og er nu uden for livsfare, skriver Tass.

Zelenskyj overrakte helt særligt flag til Kongressen

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, besøgte natten til torsdag den amerikanske kongres. Her holdt han en tale, hvor han takkede for den amerikanske bistand og opfordrede samtidig til yderligere hjælp.

Efter talen overrakte han et ukrainsk flag til vicepræsident Kamala Harris og lederen af Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi. Flaget havde præsidenten medbragt fra den ukrainske østfront, og på det havde ukrainske soldater sat deres underskrift.