Nyheder

Nyhedsoverblik 9. december

Her giver vi dig dagens nyheder i kort form. Vi opdaterer hele tiden, hele dagen. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Efter uheld skal bus bjærges - vej afspærret

Den bus, der tidligere på aftenen kørte i en grøft ved Vester Lyby, hvilket sendte tre personer på skadestuen, skal nu bjærges. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi. Derfor vil Glyngørevej være afspærret i et ukendt tidsrum, skriver politiet på Twitter.

Nu må kontanthjælpsmodtagere gerne tage på indkøb ved grænsen

Kontanthjælpsmodtagere må fremover gerne tage på indkøbsture til eksempelvis Tyskland, uden at de risikerer at blive trukket i deres kontanthjælp. Det er en af pointerne i et brev, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fredag har sendt til landets kommuner. Flere kontanthjælpsmodtagere er indtil nu blevet trukket i ydelser, fordi de har handlet i Tyskland. 

Betjent dømt til fængsel for medvirken til drab på George Floyd

En tidligere politibetjent, der var med til at anholde George Floyd i maj 2020, er fredag blevet idømt tre og et halvt års fængsel for sin rolle i den ubevæbnede, sorte mands død. Det skriver Reuters. Den tidligere betjent, J. Alexander Kueng, erklærede sig i oktober skyldig i anklagerne om, at han medvirkede til drab.

Vicepræsident for EU-parlamentet anholdt efter mulig Qatar-bestikkelse

En af Europa-Parlamentets 14 vicepræsidenter, græske Eva Kaili, er blandt de fire personer, der fredag morgen blev anholdt, da belgisk politi ransagede flere hjem i Bruxelles. Det skriver det belgiske medie Le Soir. Aktionen var led i en efterforskning af Qatars lobbyvirksomhed i parlamentet. Eva Kaili er fredag aften blevet smidt ud af sit græske parti, PASOK.  

Holland vil tage to nye atomkraftværker i brug i 2035

Hollands regering vil bygge to nye atomkraftværk i det sydlige Holland. Det er planen, at de to værker skal stå klar i 2035 og producere op mod 13 procent af Hollands strøm, skriver Ritzau, der citerer premierminister Mark Rutte.

Medie: Toppolitiker fra Moderaterne har offentlig gæld på over 1,8 mio. kroner

Moderaternes medstifter, folketingsmedlem, og 2. næstformand i Folketinget, Jeppe Søe, har ifølge Jyllands-Posten gentagne gange ikke betalt sin skat, skriver avisen. På baggrund af en aktindsigt skriver Jyllands-Posten blandt andet, at statens gældsstyrelse har begæret ham konkurs pga. en offentlig gæld på over 1,8 mio. kroner.

München forbyder klimaprotester i en måned

München vil forbyde klimaprotester, der har til formål at blokere centrale veje og andre områder i en måned, skriver Reuters. Det sker, efter at aktivister har klistret sig til landingsbanen i lufthavnen i byen.

Elton John trækker sig fra Twitter

Elton John trækker sig fra Twitter. Det skriver den verdenskendte musiker på selvsamme sociale medie. Han begrunder beslutningen med de seneste ændringer, som Elon Musks overtagelse har medført. 

Aldi trækker sig fra Danmark – Rema overtager flere butikker

Den tyske dagligvarekæde Aldi har besluttet at trække sig fra det danske marked. Rema 1000 har indgået en aftale om at købe 114 af Aldis 188 butikker i Danmark. Det skriver Rema 1000 i en pressemeddelelse.

Flere tilbageholdt efter mulig Qatar-bestikkelse i EU-Parlamentet

Belgisk politi har fredag morgen ransaget 16 hjem og anholdt fire personer i og omkring Bruxelles som led i en undersøgelse af Qatars lobbyvirksomhed i Europa-Parlamentet. Det skriver flere medier heriblandt Politico. En tidligere parlamentsmedlem fra de europæiske socialdemokrater samt en højtstående fagforeningsembedsmand var blandt dem, der blev tilbageholdt af politiet og bragt til afhøring mens op mod 4,5 millioner kroner i kontanter blev beslaglagt. 

Litauisk mand mistænkt i sag om næsten 200 indbrud

En 29-årig litauisk mand er torsdag blevet anholdt i sit hjemland, efter at dansk politi mistænker ham for at være forbundet med op imod 200 indbrud i private hjem i Jylland og på Sjælland. Det oplyser Udlændingekontrolafdeling (UKA) Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi, som begærer manden udleveret fra Litauen.

Alvorligt uheld ved Hampen spærrer hovedvej

Et alvorligt færdselsuheld ved Hampen i Midtjylland spærrer i øjeblikket A13 Viborg Hovedvej nord for Hjøllund. Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter. 

18-årig taget med 3,5 kilo kokain

En 18-årig mand fra Thy er fredag blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter at politiet standsede manden og fandt 3,5 kilo kokain. Det skriver TV Midtvest. Manden vidste godt, at han kørte rundt med en pakke, som han troede indeholdt hash og ikke kokain. 

Politi ledte efter person på Rådhuspladsen

Københavns Politi og brandvæsen var fredag fra klokken 12.30 til kort før klokken 14 til stede ved Rådhuspladsen i København. Det oplyser vagtchef Martin Kajberg til TV 2. Han fortæller, at politiet ledte efter en person, som de nu er i kontakt med, men ønsker ikke at oplyse yderligere i sagen.

22-årig anholdt halvandet år efter skudepisode på Nørrebro

Efter næsten halvandet år er en 22-årig mand blevet anholdt, mistænkt for at have skudt imod en mand i starten af 20'erne på Nørrebro i København i juli 2021. Det skriver Ekstra Bladet. En patrulje var tilfældigvis til stede, da de hørte fire til fem skud blive affyret af to mørkklædte mænd imod manden, fortalte den centrale efterforskningsleder dengang til Ritzau. Ingen kom til skade under episoden.

Netanyahu får yderligere ti dage til at danne regering

Benjamin Netanyahu har fået yderligere ti dage til at danne en israelsk regering. Det oplyser præsident Isaac Herzogs kontor fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters. Netanyahus frist var oprindeligt på søndag, men den er nu blevet rykket til 21. december. Netanyahu forsøger i øjeblikket at danne en regering, der vil blive den mest højreorienterede i Israels historie.

Brittney Griner er ved godt mod

Brittney Griner er efter omstændighederne ved godt mod og helbred efter hendes ankomst til Texas i USA. Det oplyser John Kirby, talsmand for Det Hvide Hus til MSBNC, efter at den amerikanske basketballspiller i dag blev fangeudvekslet med "dødens købmand" – våbenhandler Viktor Bout.

Påkørsel af rådyr skaber kø

Der er sket en påkørsel af et rådyr på E45 Østjyske Motorvej fra Vejle mod Skærup ved 60 Vejle N, og det højre og midterste spor er lige nu spærret, oplyser P4 Trafik. Trafikken skal forbi i venstre spor, og det betyder køkørsel fra kort før Motorvejskryds Vejle.

Fire nomineringer til Cavlingprisen

Fire journalistiske projekter er nomineret til at modtage den journalistiske hæderspris, Cavlingprisen. Det er DR-journalisten Matilde Kimer for sin dækning af krigen i Ukraine, holdet bag dokumentarprogrammerne og artikelserien 'MeToo: Sexisme bag skærmen', tre Berlingske-journalister for at have leveret afgørende oplysninger i sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste, og Frederik Hugo Ledegaard Thim, DR, for podcastserien 'Det levende bevis.

Senator forlader Demokraterne og bliver uafhængig

Den amerikanske senator Kyrsten Sinema forlader Demokraterne og bliver uafhængig ifølge det amerikanske netmedie Politico. Demokraterne har kun et snævert flertal i Senatet.