Rusland invaderer Ukraine

Seneste nyt om krigen i Ukraine

Hvad sker der? Missilnedslaget i den polske by Przewodów bliver drøftet. Ukraine har endnu ikke erkendt, at missilet skulle være ukrainsk. NATO slår fast, at Rusland bærer skylden. 

Zelenskyj: 10 millioner ukrainere er uden strøm

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger torsdag aften, at flere end 10 millioner ukrainere er uden strøm, efter endnu en bølge af russiske missilangreb har ramt landet torsdag.

Det skriver det norske nyhedsnureau NTB ifølge tv-stationen NRK

Central infrastruktur er blevet ødelagt i angrebene, der især er gået ud over byerne Odesa, Kyiv, Dnipro og Zaporizjzja.

Ukrainske eksperter er i Polen for at undersøge missilangreb

Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, skriver på Twitter, at ukrainske eksperter er i Polen for at undersøge det sted, hvor et missil tirsdag dræbte to personer. Han forventer, at de ukrainske eksperter snart får adgang til stedet. 

Ukraine og Polen vil samarbejde "konstruktivt og åbent" om efterforskningen af sagen, skriver han videre. 

Red Barnet: Strømafbrydelser rammer hvert andet skolebarn i Ukraine

Hver anden ukrainske forælder oplever, at deres børns skolegang lider på grund af angreb på kraftværker, der har efterladt millioner uden strøm. Det viser en rundspørge, som Red Barnet har lavet blandt 1600 forældre i hele Ukraine. Det skriver det arabiske medie Al Jazeera

Zelenskyj om missilangreb i Polen: Ingen ved med sikkerhed, hvad der skete

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger torsdag, at han ikke er helt klart over, hvad der skete, og hvad der førte til, at et missil slog ned i en polsk landsby nær den ukrainske grænse. Tidligere har han givet Rusland skylden. Nu siger han, at ingen ved med sikkerhed, hvad der skete, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

EU: Fred i Ukraine er først mulig, når Rusland trækker sine tropper tilbage

EU's udenrigspolitiske chef, Josep Borrell, siger, at fred i Ukraine ikke vil være mulig, før Rusland trækker sine tropper tilbage, skriver den arabiske tv-station Al Jazeera

- Jeg er bange for, at Rusland ikke er klar til at trække sig, og så længe Rusland ikke trækker sig, kommer der ikke fred, sagde Borrell til nyhedsbureauet Reuters i den usbekiske by Samarkand.

EU gør det klart, at det er Rusland, der som agressor skal trække sig, før der kan komme fred i Ukraine. 

Ukraine efterlyser straf til "dem, der beordrede angreb" på MH17

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, glæder sig over, at en hollandsk domstol torsdag har dømt to russere og en ukrainsk seperatist skyldige i nedskydningen af passagerflyet MH17 i 2014, skriver nyhedsbureuaet Reuters.

Men Zelenskyj kræver også, at "dem, der beordrede" angrebet, skal for retten.

- Straf for alle russiske grusomheder - både nutidige og fortidige - vil være uundgåelige, skriver han på Twitter.

Den hollandske domstol har torsdag fastslået, at et russisk-produceret missil blev brugt til nedskydningen, og at missilen blev affyret fra et område kontrolleret af prorussiske oprørere.

Tyrkiets præsident: Hverken Rusland eller USA planlægger at bruge atomvåben

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har holdt møde med chefen for USA's efterretningstjeneste (CIA) og med lederen af den russisske efterretningstjeneste i den tyrkiske hovedstad, Ankara.

Efter mødet udtaler Erdogan, at han hverken mener, at USA eller Rusland planlægger at bruge atomvåben, skriver den britiske avis The Guardian

Tre mænd dømt skyldige i nedskydning af passagerflyet MH17

En hollandsk domstol har slået fast, at det var et russiskproduceret missil, der i 2014 skød passagerflyet MH17 ned over det østlige Ukraine, hvor 198 personer omkom. Domstolen fastslår også, at missilet blev affyret fra et område kontrolleret af prorussiske oprørere, skriver Reuters. 

Tre mænd er blevet dømt skyldige i at skyde passagerflyet ned. De tre mænd er dømt for mord. En fjerde mand, der også var tiltalt, er blevet frikendt.

Rusland og Hviderusland suspenderet fra den Internationale Paralympiske Komité

Den Internationale Paralympiske Komité har besluttet at suspendere de nationale komitéer fra Rusland og Hviderusland med øjeblikkelig virkning, skriver Aljazeera

De to lande mister "alle rettigheder og privilegier" ved et medlemsskab, skriver organisationen i en pressemeddelelse ifølge Aljazeera. 

Rusland vil have USA til at få Ukraine til forhandlingsbordet

Kremls talsmand, Dmitrij Peskov, siger ifølge Aljazeera, at USA bør opfordre Ukraine til at indgå i fredsforhandlinger. 

Han beskylder ifølge mediet Ukraine for at "flytte målstængerne" og forpurre muligheden for fredsforhandlinger. 

Borgmester opfordrer staten til at hjælpe med at huse ukrainere

Næsten 31.000 ukrainske statsborgere har fået opholdstilladelse i Danmark under særloven om ukrainere, som blev aftalt i marts.

Udlændingestyrelsens seneste opgørelse fra 13. november viser, at 30.807 personer er blevet tildelt opholdstilladelse under loven.

Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København Jens-Kristian Lütken opfordrer staten til at komme på banen for at sikre, at der er boliger nok til ukrainske flygtninge.

Video viser missilnedslag i ukrainsk storby

En video delt af Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på mediet Telegram viser en eksplosion i Dnipro, som er under kraftig beskydning fra russiske styrker. 

Ukraine melder om bombardementer i både Dnipro og storbyen Odesa, samt at Rusland har indsat yderligere styrker ved fronten. 

Ukraine får sandsynligvis lov til at observere missilnedslag i Polen

Polens præsident, Andrzej Duda, siger ifølge Reuters, at adgangen til stedet, hvor et missil slog ned, vil kræve samtykke fra Polen og USA, som leder efterforskningen. 

Meget tyder i øjeblikket på, at missilet, som slog ned i byen Przewodów, var ukrainsk. Det er imidlertid blevet betvivlet fra ukrainsk side. 

Lederen af Polens nationale sikkerhedsbureau, Jacek Siewiera, siger til radiostationen RMF FM, at den polske præsident formentlig ikke er imod at have ukrainske observatører ved stedet. Det skriver The Guardian. 

Russiske soldater presser fronten, og bomber hagler ned, melder Ukraine

Rusland fortsætter torsdag de intensive bombardementer af ukrainske byer, oplyser den ukrainske regering. Fra morgenstunden er storbyen Odesa ved Sortehavet blevet ramt, og en serie af eksplosioner har lydt i den anden storby Dnipro.

Ukraine bekræfter, at landet er under heftige angreb ved dets østlige front. Rusland har indsat flere soldater ved fronten. Det er soldater, der i sidste uge blev trukket ud af Kherson i det sydlige Ukraine, da Rusland rømmede den omringede by, skriver Reuters.

Aftale om korneksport fra Ukraine forlænges

Aftale om korneksport gennem Sortehavet forlænges. Aftalen om eksport af korn via Sortehavet er forlænget i 120 dage, oplyser Ukraines ministerium for infrastruktur.

- Denne beslutning er lige blevet taget i Istanbul. Tyrkiet og FN er fortsat garanter for initiativet, lyder det i en erklæring fra det ukrainske ministerium ifølge Reuters.

Rusland censurerer kritisk russisk avis

Ruslands medieorgan Roskomnadzor har torsdag blokeret adgangen til den uafhængige avis Novaja Gasetas hjemmeside, skriver Reuters. Novaja Gaseta suspenderede allerede i marts udgivelsen af sin papiravis og optræden på sociale medier som følge af den skrappe censur, der fulgte efter Ruslands invasion i Ukraine.

Ny podcast stiller skarpt på Ukraine og Rusland

I TV 2s nye podcast 'Korrespondenterne' kommer krigen i Ukraine under lup. Korrespondent Divya Das og Claus Borg Reinholdt fortæller om de seneste udviklinger i konflikten. 

Podcasten kan findes her eller på Spotify, iTunes, Apple Podcast og Google Podcast.

Toprepublikaner forventer fortsat støtte til Ukraine

Det Republikanske Parti har sikret sig flertallet i Kongressens ene kammer, Repræsentanternes Hus, i USA. Længe har der været usikkerhed om republikanernes støtte til Ukraine. 

Men Michael McCaul, republikaneren, der står til at lede udenrigskommitteen i Repræsentanternes Hus, siger ifølge Reuters, at han forventer, at støtten til Ukraine fortsætter. 

- Det, vi prøver at gøre i Ukraine, er at undgå global konflikt, siger han.

Jens Stoltenberg slår fast: Missilnedslag i Polen er ikke Ukraines skyld

NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, bekræftede onsdag, at den første analyse af missilet, der slog ned i Polen, tyder på, at hændelsen var "forårsaget af et ukrainsk luftforsvarsmissil affyret for at forsvare ukrainsk territorium" mod russiske krydsermissilangreb.

- Lad mig slå fast: Dette er ikke Ukraines skyld, sagde Jens Stoltenberg og tilføjede, at Rusland ultimativt bærer skylden.