Politiet kommer med ny orientering i morgen formiddag
Politiet kommer ikke med yderligere oplysninger om drabssagen her til aften.
Det fortæller TV 2s reporter Lennart Sten, der er ved politistationen i Roskilde.
- Vagtchefen siger, at der ikke er mere nyt her til aften. Men i morgen i løbet af formiddagen vil der komme en nyhedsorientering om, hvor langt politiet er kommet, siger han.
Politiet er lige nu i gang med at gennemgå henvendelser fra borgere, videomateriale fra området, kriminaltekniske undersøgelser og øvrige spor, fortæller Lennart Sten.
Tidligere drabschef Jens Møller hæfter sig ved, at efterforskningslederen tidligere i dag sagde, at der er kommet fem henvendelser fra borgere med konkrete oplysninger.
- Det bliver spændende at høre i morgen tidlig, om det har givet en konkret retning eller personer, man kan lede efter, siger Jens Møller.
Han forventer, at politiet vil bruge de sene aftentimer og natten til at gennemgå videomateriale.
- Måske kan vi komme i den situation i morgen, at de kan have fundet et billede eller andet, som de kan offentliggøre, siger Jens Møller.