Nyheder

Nyhedsoverblik

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Verdensberømt kunstner brænder sine værker

Den britiske kunstner Damien Hirst har tirsdag brændt 1000 af sine egne værker efter lanceringen af en digital NFT-kollektion under titlen ’The Currency’. Køberne skulle efterfølgende beslutte, om de ville beholde deres NTF eller bytte til det fysiske værk, som ellers ville blive brændt. Det skriver BBC.

Politi efterlyser vidner til muligt overfald

Syd- og Sønderjyllands Politi søger vidner til et muligt overfald i parkanlægget Møllemærsk i Aabenraa. Et vidne fandt omkring klokken 11.40 en 37-årig kvinde, som var ved bevidsthed og lettere tilskadekommen, men konfus og kunne ikke erindre, hvordan skaderne var opstået. Det skriver politiet i en pressemeddelse

Skuespiller Angela Lansbury er død

Den britiske skuespiller Angela Lansbury, der blandt andet er kendt for sin hovedrolle i tv-serien 'Hun så et mord', er død i en alder af 96 år. Det oplyser familien ifølge Reuters.

Politiaktion fortsætter

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil være til stede i Præstø resten af natten og fortsætte undersøgelserne af et mistænkeligt forhold i morgen. Det skriver politiet på Twitter, men vil stadig ikke røbe årsagen til den langstrakte aktion

NASA har med succes ændret asteroides bane

NASA har med succes ændret en asteroides bane ved at flyve rumsonden DART ind i den. Det viser de første foreløbige resultater af NASA’s store test af, om man vil kunne redde Jorden fra en potentiel asteroide-trussel på den måde.

Der er sat dato for kong Charles' kroning

Storbritanniens kong Charles skal krones 6. maj næste år i kirken Westminster Abbey. Det oplyser det britiske kongehus. 

23-årig dræbt i trafikulykke

En 23-årig er død efter en trafikulykke med to køretøjer tidligere i dag i Sorø. Ingen andre kom til skade. Den unge mands pårørende er underrettet. Det skriver Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi på Twitter.

Anklager dropper drabssag efter populær podcast

Anklagemyndigheden i den amerikanske delstat Baltimore har droppet anklagerne mod 41-årige Adnan Syed, som blev dømt for drab på sin gymnasiekæreste og sad 23 år i fængsel, men blev løsladt i september, efter at den populær podcastserie 'Serial' såede tvivl om hans skyld. Det skriver New York Times.

Lego køber virksomhed for 875 millioner dollar

Kirkbi A/S, pengetanken bag Lego, køber den amerikanske virksomhed Brainpop for 875 millioner dollars (cirka 6,7 milliarder danske kroner). Det oplyser selskaberne til amerikanske The Wall Street Journal. Brainpop laver små animationsvideoer til undervisningsbrug.

IMF nedjusterer forventning til global vækst

Den Internationale Valutafond, IMF, har tirsdag nedjusteret sin prognose for væksten næste år fra 2,9 til 2,7 procent globalt.

Efterforsker mistænkeligt forhold

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er til stede på en adresse i Præstø for at undersøge et mistænkeligt forhold. Det skriver politiet, der ikke ønsker at oplyse yderligere, på Twitter

Person dræbt i trafikulykke

En person har mistet livet i en trafikulykke på Ringstedvej i Sorø. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter. Redningsberedskabet er til stede sammen med politiet, der ikke ønsker at oplyse yderligere i øjeblikket.

Nye anklager mod Mistænkt i McCann-sag

En 45-årig tysk mand, der er mistænkt i sagen om Madeleine McCanns forsvinden, er i Tyskland blevet tiltalt for adskillige seksualforbrydelser begået i Portugal mellem 28. december 2000 og 11. juni 2017. Det oplyser anklagemyndigheden i Braunschweig ifølge Reuters.

Stor fitnesskæde skifter navn

Danmarks største fitnesskæde, Fitness World, skifter navn. Fra foråret hedder de 169 centre i Danmark PureGym. Det meddeler den i en pressemeddelelse. Samtidig investerer det britiske selskab bag den danske fitnesskæde et større trecifret millionbeløb de kommende tre år i at renovere Fitness Worlds centre.

Skytteformand risikerer to års fængsel i stor våbensag

En tidligere formand for en københavnsk skytteforening risikerer to års fængsel i en sag, hvor han anklages for hundredvis af brud på våbenloven – ulovlig våbenbesiddelse, forkert opbevaring samt ulovligt salg af ammunition i skyttemiljøet gennem en årrække. Den 58-årige tiltalte blev anholdt i juli 2019, hvor politiet ransagede hans lejlighed og fandt flere skydevåben samt tusindvis af patroner og projektiler. 

Flere bagerier indfører særlige "energitillæg"

De høje priser på energi har fået flere bagerier landet over til at indføre særlige "energitillæg". Det er typisk et tillæg på et par kroner, der skal betales ud over prisen på brød og kager. I brancheforeningen Bager- og Konditormestre i Danmark forventer direktør Henrik Mühlendorph, at flere bagerier vil følge efter.

Historisk grænseaftale mellem Libanon og Israel er indgået

Myndighederne i Israel oplyser, at de har indgået en historisk grænseaftale med Libanon om rettigheder til gasfelter i Middelhavet. Aftalen forventes at muliggøre øget produktion af naturgas i Middelhavet, hvilket der fra libanesisk side ses som en måde at løfte landet ud af sin økonomiske krise. Israel og Libanon har formelt været i krig siden grundlæggelsen af ​​staten Israel i 1948. Begge lande gør krav på et område på omkring 860 kvadratkilometer i Middelhavet.

Kok fra Malmø smuglede 74 millioner kroner ud af Danmark

I en sag om et syrisk netværks organiserede smugleri af millioner af kroner over Øresund har en 29-årig kok fra Malmø tirsdag aflagt tilståelse i et retsmøde. Det er sket i Københavns Byret. Manden har erkendt, at han 37 gange i løbet af fem måneder kørte med kontanter fra Danmark til Sverige. Beløbet var i alt 74 millioner kroner. En dommer har fastsat straffen til fængsel i tre år for hvidvask. 

Bander udgør en fare for hele Sverige

Bander udgør en fare for hele Sverige, siger den svenske statsminister, Magdalena Andersson, som tirsdag besøgte byen Södertällje, som er blevet rystet af en voldsspiral med en lang række skudvekslinger indenfor kort tid. Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.