Gaslæk ved Bornholm

Seneste nyt om gaslækage i Østersøen

Hvad sker der? Efter tre gaslæk på Nord Stream-ledningerne mandag og tirsdag melder den svenske kystvagt torsdag om en fjerde læk. Det har de svenske myndigheder kendt til siden tirsdag, men der er tale om en mindre læk.

Følg den seneste udvikling her.

Droner set ved dansk gasfelt i Nordsøen

Energiselskabet Totalenergies fortæller til Ekstra Bladet, at man onsdag har observeret "uautoriseret" droneaktivitet ved gasfeltet Halfdan B, der ligger 210 kilometer ude i Nordsøen.

De norske myndigheder har tidligere advaret om droneaktivitet ved flere norske gas- og oliefelter. 

Nu er der også observeret "uautoriseret" droneaktivitet ved det danske olie- og gasfelt, Halfdan B, som ligger i Nordsøen, og som drives af TotalEnergies, skriver Ekstra Bladet. 

Rigspolitiet bekræfter over for TV 2, at politiet har modtaget en anmeldelse om sagen. 

Nord Stream: Den ene gasledning ventes at stoppe med at lække mandag

Gasledningen Nord Stream 1 ventes at stoppe med at lække i starten af næste uge.

- Gas vil formentlig stoppe med at lække fra den skadede, baltiske undervandsrørledning Nord Stream 1 på mandag, fortæller en operatør fra Nord Stream ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters. 

Det er ikke muligt for Nord Stream at sige noget om rørledningernes fremtid, før man har undersøgt skaderne på rørene.

Der er konstateret fire lækager på de to rørledninger Nord Stream 1 og 2.

Så længe der slipper store mængder gas ud, er det svært for myndigheder at komme i nærheden af lækagerne.

Sverige offentliggør ny video af lækage

Den svenske kystvagt har torsdag offentliggjort både billeder og videomateriale af gaslækagen i Østersøen.

Energistyrelsen blev først oplyst om fjerde lækage torsdag

Energistyrelsen blev gjort opmærksom på lækagen torsdag morgen af operatøren af Nord Stream 2.

Det på trods af at den svenske kystvagt har kendt til den fjerde lækage siden tirsdag.

Den fjerde lækage er sket i Sveriges eksklusive økonomiske zone. Dermed er begge lækager på Nord Stream 2 i svensk zone.

Energistyrelsen forventer ikke, at der kan være flere lækager på rørene i dansk zone.

- Vi har rimelig godt styr på, hvor de her lækager var. Og den lækage, der er på Nord Stream 2, er forholdsvis tæt på de lækager, der er på Nord Stream 1.

Energistyrelsen bekræfter fjerde læk

Energistyrelsen i Danmark bekræfter den svenske kystvagts melding om, at der er en fjerde gaslækage i Østersøen.

- Det, som jeg kan sige, er, at det er en læk på det rør i Nord Stream 2, som i forvejen var beskadiget, siger Kristoffer Böttzauw, direktør i Energistyrelsen.

Dermed er der fortsat et gasrør på Nord Stream 2, der er intakt.

Det fjerde læk er sket i Sveriges eksklusive økonomiske zone.

Energistyrelsen blev gjort opmærksom på lækken torsdag morgen af operatøren af Nord Stream 2.

Nye billeder viser en fortsat boblende Østersø

Den svenske kystvagt tog onsdag 28. september billeder af gaslækken fra Nord Stream 1 i den svenske økonomiske zone, som det ser ud på Østersøens overflade.

Se et af dem her:

Rusland om skibe nær Nord Stream: Der var flere fra NATO

Ikke langt fra gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 blev der ifølge CNN set støtteskibe til den russiske flåde og ubåde, skriver amerikanske CNN på baggrund af anonyme kilder.

Men nu skyder Rusland tilbage på rygter om, at der var russiske skibe nær Nord Stream i forbindelse med lækagerne.

Forsvarsalliancen NATO var nemlig i højere grad til stede, lyder det torsdag fra Kreml, det russiske præsidentkontor, ifølge Reuters.

Bødskov er tilfreds med ny udmelding fra NATO

I en fælles udtalelse fra NATO's medlemslande, der kom under forsvarsministerens doorstep, skriver landene, at de er "dybt bekymrede" over skaderne på gasforbindelserne.

Det ligner sabotage, lyder det.

- Alle angreb mod allieredes kritiske infrastruktur vil blive mødt af en fælles og beslutsom reaktion, skriver NATO-landene.

Adspurgt, hvad Morten Bødskov mener om NATO's udmelding, svarer han, at det stemmer overens med den samtale, han selv havde med Jens Stoltenberg, der er formand for NATO, onsdag.

- Det er en klar stemme fra NATO, der ser på det med stor alvor, siger Morten Bødskov.

Østersøen vil være påvirket af Putin

Flere eksperter har de seneste dage peget på, at gaslækagerne på bunden af Østersøen er et eksempel på hybrid krigsførelse.

Hvorvidt ministeren også mener, at der er tale om et hybridkrigstræk i Østersøen, har han ingen kommentarer til.

Men han siger, at Europa skal vænne sig til, at Østersøen er blandet ind i konflikten.

- Som situationen er nu i Europa, hvor Putin er en trussel mod fred og sikkerhed, der skal vi vænne os til, at Østersøen er et område, der bliver påvirket af det.

Småt med kommentarer til den fjerde læk

Morten Bødskov siger, at han ikke har nogen kommentarer til, at det sent onsdag aften kom frem, at de svenske myndigheder har kendt til en fjerde læk siden tirsdag, uden at det har været kendt af offentligheden. Han siger alligevel:

- Der foregår dag og nat et meget intenst arbejde, og det er jeg meget tryg ved. Dialogen, jeg har haft med mine forsvarskolleger, er professionel.

- Vi har stadig til gode at vide mere om omfanget af det, som svenske myndigheder peger på, er et fjerde læk. Men det er en understregning af, at de kræfter, der har været på spil, har været store, siger Bødskov.

Borgmester: Blev underrettet mandag eftermiddag

Bornholms borgmester, Jacob Trøst (K), fortæller, at han blev underrettet om gaslækkerne mandag eftermiddag.

Han siger, at der fra starten har været et godt samarbejde mellem det lokale beredskab på Bornholm og de nationale myndigheder. 

- Det vigtigste er, at der ikke er fare for borgerne på Bornholm og Ertholmene, siger han.

Lokal forurening

Miljøminister Lea Wermelin (S) har taget ordet. De miljømæssige konsekvenser af gaslækkerne er lokalt begrænset, siger hun.

- Det er Energistyrelsens umiddelbare vurdering, at lækagen kun påvirker miljøet lokalt. Det er alene der, hvor gasfanen befinder sig, at vandet bliver påvirket. Der er altså ikke tale om forurening, som man ville se det med olieudslip, siger hun.

Ingen øget trussel

Forsvaret vurderer ikke, at der er en øget militær trussel mod Danmark efter lækkerne på gasledningerne, siger Morten Bødskov.

Forsvarsministeren: - Det er en bevidst handling

Morten Bødskov lægger ud med at fastslå, at sprængningerne af gasledningerne på havbunden ikke er tilfældig. Det har han sagt på et tidligere pressemøde også.

- Det er på ingen måder nogen ulykke. Det er en bevidst handling. Det er meget alvorligt. Derfor gør myndighederne her i landet alt, hvad de kan også i samarbejde med landende omkring Østersøen for at komme tæt på årsagerne.

Derfor er der sat en "velplanlagt" efterforskning i gang. Det ledes af Københavns Politi "og internationale parter", siger han.

Forsvarsministeren indkalder til doorstep om situationen i Østersøen

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) er til stede på Bornholm, og om kort tid forventes han at tale om lækagerne på Nord Stream 1 og 2 på et doorstep. Følg med her i livebloggen.

"Sabotagen" giver dyb bekymring, siger NATO-chef

NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, skriver på Twitter, at "sabotagen af Nord Stream-gasledningerne giver dyb bekymring". 

Derudover understreger han, at forsvarsalliancen er forpligtet til at forhindre og forsvare sig mod hybridangreb. 

- Ethvert bevidst angreb mod allieredes kritiske infrastruktur vil blive mødt med en samlet og beslutsom reaktion, lover han. 

I en fælles udtalelse skriver NATO-landene, at alle aktuelt tilgængelige oplysninger indikerer, at lækkene er "resultatet af bevidste, hensynsløse og uansvarlige sabotagehandlinger".

Flere eksperter vurderer, at ansvaret for lækkerne på gasledningerne ligger hos Rusland. Men det er endnu ikke hverken be- eller afkræftet. 

Du kan læse mere om hybridangreb og -krig her

Overblik: Her er de fire gaslækager fundet

Der er blevet fundet endnu en lækage, der ligger mellem de tidligere lækager på Nord Stream 1 og 2. Her er de i alt fire lækager sket:

Rusland: - Gaslækkerne er sket i farvand, der er kontrolleret af den amerikanske efterretningstjeneste

Ingen ved med sikkerhed, hvem der står bag sprængningerne på gasledningerne på bunden af Østersøen, men mens Vesten spekulerer i, om det er Rusland, peger Rusland omvendt på Vesten.

Det russiske udenrigsministerium udtaler torsdag morgen, at Nord Stream-"hændelsen" skete i områder, der er "under kontrol af den amerikanske efterretningstjeneste".

Maria Zakharova, der er talsperson for det russiske udenrigsministerium, udtaler ifølge nyhedsbureauet Reuters:

- Det (sprængninger af gasledningerne, red.) skete i Danmarks og Sveriges ekslusive økonomiske zoner. Det er NATO-lande. Det er lande, der er fuldstændig kontrolleret af den amerikanske efterretningstjeneste, siger hun.

Hun frembragte dog ingen beviser for sin påstand om, at farvandet skulle være kontrolleret af USA. Gaslækkerne skete i internationalt farvand, men henholdsvis dansk og svensk eksklusiv økonomisk zone.

Sverige er endnu ikke medlem af NATO.

Høje niveauer af drivhusgas i luften nær Helsingborg

Den svenske forskningsstation Hyltemossa, der ligger uden for Perstorp og 55 kilometer fra Helsingborg, har målt høje niveauer af drivhusgas i luften efter gaslækagen på Nord Stream 1 og 2. Det skriver SVT Helsingborg.

- Vi ser en stigning i metangaskoncentrationen, og vi ved, at luftstrømmene er kommet fra Bornholmsområdet, siger Tobias Biermann, forskningsingeniør ved Hyltemossa til mediet.

De samme høje niveauer blev også målt på en lignende station i Uppsala, der ligger nord for Stockholm.

Der er meget, der tyder på, at de målte gasskyer kommer fra gaslækagen i Østersøen, siger Tobias Biermann til SVT.

Han udelukker dog ikke, at det kan komme fra andre udledninger, såsom landbruget.

Der er sket en fejl hos de svenske myndigheder, vurderer ekspert

Selvom de svenske myndigheder siden tirsdag har kendt til, at der er fire lækager på gasledningerne og ikke kun tre, er det først kommet frem sent onsdag aften.

Det vidner om, at der er sket en fejlvurdering hos den svenske myndighed, vurderer Trine Villumsen Berling, der forsker i europæisk energi- og sikkerhedspolitik ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

- Man har ikke betragtet det som alvorligt, fordi den fjerde læk lå i samme område, så skibene var fra deres synspunkt ikke yderligere i fare ved, at den her læk pludselig blev opdaget, siger Trine Villumsen Berling til TV 2.

- Men vi er i en sikkerhedspolitisk krise, og der tror jeg nok, at den svenske statsminister nok gerne ville have vidst, hvad det var, der foregår, og hvilken viden man sad med derude i kystvagten.

- Der er nogen, der har siddet på en oplysning i en myndighed lidt langt nede i hierarkiet, som ikke har en sikkerhedspolitisk tænkemåde. Hvis man havde haft det, vidste man godt, at det her skulle have været ude, siger hun.

Sent onsdag aften fortalte den svenske kystvagt til Svenska Dagbladet, at der er opdaget i alt fire lækager. Indtil nu har det lydt, at der var i alt tre.