Nu taler den første partileder ved Dansk Industris topmøde

Hvad skete der? På Dansk Industris topmøde talte både Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen. Der var også debat mellem Lars Løkke Rasmussen, Sofie Carsten Nielsen og Inger Støjberg. 

Få det bedste fra dagens taler og debat her.

Mette Frederiksens tale er slut

Og så er Mette Frederiksens tale slut. Dermed er der ikke mere tilbage på programmet fra Dansk Industris topmøde.

Mette Frederiksen om gaslækager i Østersøen: - Det er dybt bekymrende

Mette Frederiksen taler nu kort om situationen i Østersøen, hvor der er registreret store gaslækager på rørledningerne nær Bornholm.

Statsministeren sagde tidligere tisdag, at "det er svært at forestille sig, at det er tilfældigt". Hun kommer i talen hos Dansk Industri ikke nærmere ind på, hvad der kan være årsag til lækagerne, men siger:

- Det er dybt bekymrende, og vi ser på det med stor alvor. Myndighederne er i gang med at håndtere situationen.

Mette Frederiksen roser virksomheder for at levere grønne løsninger til hele verden

Nu er Mette Frederiksen i gang med sin tale. Hun taler indledningsvist om sin rejse til USA i sidste uge, som blandt andet også var et eksportfremstød.

Statsministeren glæder sig over, at Joe Biden er præsident og ser store muligheder for eksport af grønne danske løsninger. Hun roser de danske virksomheder for at spille en "afgørende rolle" i den grønne omstilling.

- Det lille land lyser op i verden, og der bliver lagt mærke til os, siger hun.

Debatten er slut

Nu er debatten mellem de tre partiledere slut. Vi vender tilbage med statsminister Mette Frederiksens tale om lidt.

Sofie Carsten Nielsen fastholder sin trussel mod Mette Frederiksen

Sofie Carsten Nielsen og Radikale Venstre har tænkt sig at vælte regeringen torsdag i næste uge, hvis ikke Mette Frederiksen har udskrevet valg inden. Hans Redder spørger den radikale leder, om det virkelig er en god idé, når tiderne er så usikre.

Den radikale leder svarer, at hun holder fast i sin trussel, og at det er nødvendigt med en ny start i dansk politik. 

Hun bliver spurgt, om hun kan forestille sig at pege på en borgerlig statsministerkandidat, men det kan Sofie Carsten Nielsen ikke umiddelbart, fordi de ikke har tænkt sig at lave en regering hen over midten. Mette Frederiksen går ikke til valg på en regering hen over midten, men hun har åbnet døren på klem for det.

Trods usikre tider er Løkke fortsat klar til at låse dansk politik

Lars Løkke Rasmussen har tidligere sagt, at han er klar til at "låse dansk politik" og skabe en parlamentarisk krise efter folketingsvalget, hvis han har de afgørende mandater. Formålet skulle være at sikre en regering hen over midten.

Hans Redder spørger Løkke, om det virkelig er det rigtige tidspunkt at gøre det på, når vi står i så usikre tider.

Løkke svarer klart "ja" og siger, at det for ham at se er afgørende nødvendigt at få en regering hen over midten, hvis der skal laves store reformer, som holder ind i fremtiden.

Kan I være parlamentarisk grundlag for den samme regering?

Hans Redder spørger nu de tre partiledere, om de kan se for sig, at de er parlamentarisk grundlag for den samme regering.

- Nej, det har jeg svært ved at se, siger Sofie Carsten Nielsen, som dog roser Inger Støjberg for at tale om behovet for udenlandsk arbejdskraft. 

Der bliver talt videre om behovet for udenlandsk arbejdskraft, og Inger Støjberg siger, at hun ikke er bange for at diskutere, om der skal ændres på den såkaldte beløbsgrænse for udenlandsk arbejdskraft.

Stort ønske om reformer hos alle tre partiledere

De tre partiledere bliver spurgt, hvad der er det vigtigste, en kommende regering skal tage fat på, hvis de skal sidde på deres mandater.

Sofie Carsten Nielsen svarer, at reformer er det vigtigste for Radikale Venstre.

Inger Støjberg siger, at der skal kigges på skatten. Hun siger, at Danmarksdemokraterne vil have en skattereform, så flere danskere kan beholde deres egne penge. 

Moderaternes Lars Løkke Rasmussen ønsker som de to andre partiledere også reformer. Han mener ikke, at den nuværende regering har lavet nok reformer og peger konkret på behovet for en ny sundhedsreform og en skattereform, der gør det mere attraktivt at starte nye virksomheder.

Debat mellem de potentielle "kongemagere" er i gang

Nu er det blevet tid til debat med de potentielle parlamentariske "kongemagere" Sofie Carsten Nielsen, Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg. Det er TV 2s politiske redaktør, Hans Redder, der er ordstyrer.

Sejrssikker Ellemann taler om, "når han bliver statsminister"

Jakob Ellemann-Jensen er en af tre statsministerkandidater, men han taler sejrssikkert om fremtiden i sin tale.

Det sker i forbindelse med, at han annoncerer, at han som statsminister vil nedsætte et reformudvalg, der skal kigge på langsigtede og store reformer af det danske samfund.

- Når jeg bliver statsminister, vil jeg sætte mig for bordenden i et reformudvalg, siger Jakob Ellemann-Jensen og fortsætter:

- Jeg har forberedt mig i tre år og lært, at man aldrig skal give op.

Kritiserer regeringen for at gøre det dyrere at være dansker

Nu taler han om Venstres politik. Han langer ud efter regeringens skatte- og afgiftspolitik, som han mener har gjort det dyrere at være dansker. Det er ifølge Ellemann-Jensen det forkerte at gøre. Specielt i en situation, hvor inflationen buldrer afsted.

Han nævner også, at den offentlige sektor ifølge Venstre skal indrettes anerledes. Det skal blandt andet ske gennem mere frit valg i blandt andet ældreplejen, en afskaffelse af jobcentrene samt nye muligheder for at tage erhvervsuddannelser.

Ellemann på talerstolen – taler om en "meget dyster" tid

Nu er Jakob Ellemann-Jensen på talerstolen. Han lægger ud med at sige, at bagtæppet for Dansk Industris topmøde er "meget dystert". Med det hentyder han til krigen i Ukraine.

Han taler om, at det er bydende nødvendigt at gøre sig fri af russisk gas hurtigt, så vi ikke er afhængig af "vores fjende".

Partiledere indkaldt til orienteringsmøde i Statsministeriet

Ifølge TV 2s oplysninger er partilederne for Folketingets partier indkaldt til orienteringsmøde hos Mette Frederiksen i Statsministeriet klokken 15.30. Mødet er en orientering om lækagerne på gasrørerne i Østersøen.

Det er næppe muligt for alle partiledere at nå mødet på grund af Dansk Industris topmøde.

Mette Frederiksen udtalte sig tidligere på dagen om gaslækagerne til TV 2. Her sagde hun, at "det er svært at forestille sig, at det er tilfældigt". 

Skattelettelser til gavn for erhvervslivet

Det var en forholdsvis kort tale fra den konservative formand. Han talte meget om den konservative skatteplan, som blandt andet indeholder en afskaffelse af topskatten.

Netop forslaget om at afskaffe topskatten har givet massiv kritik fra partierne i rød blok, som kalder forslaget helt skævt, da det i kroner og øre vil komme dem, der tjener mest, til gavn. Men Pape talte om, at det er nødvendigt at lave reformer som gavner erhverslivet, og her mener han altså, at det er godt at afskaffe topskatten.

Pape langer ud efter regeringen: - Der er noget galt

Søren Pape Poulsen er nu i gang med sin tale. Han taler om, at der mangler hænder på det danske arbejdsmarked, og at mange virksomheder ikke kan besætte ledige stillinger. Et stort problem for hele samfundet, mener Pape.

- Der er noget galt. Vores sammenhængskraft er udfordret, siger den konservative formand.

Han mener, at den nuværende socialdemokratiske regering fokuserer alt for meget på den offentlige sektor og for lidt på den private. Der bliver slet ikke gjort nok for at støtte erhvervslivet, mener han.

Konkret taler han om den grønne omstilling og langer ud efter unavngivne partier, der ifølge ham har store grønne ambitioner, men ikke ønsker at lave reformer for at øge arbejdsudbuddet, så ambitionerne kan føres ud i livet.

- Man kan godt være grøn i tale, men hvis ikke man hjælper med at skaffe arbejdskraft, er det varm luft.

Konkret mener den konservative formand, at en lang række skatter skal lettes.

Første tale om lidt

Så er der ikke lang tid til den første politiske tale. Klokken 14.41 taler Søren Pape Poulsen, formand for Det Konservative Folkeparti.