Energikrise

Seneste nyt om energikrisen

Hvad skete der? Flere fjernvarmeværker meldte om prisstigninger.

Onsdag sætter TV 2 fokus på energikrisen og de stigende priser.

Denne blog opdateres ikke længere.

EU ønsker aftale om energi i næste uge

EU's borgere skal have hjælp til at betale høje energiregninger.

Det håber EU-kommissær Maros Sefcovic, man kan lave en aftale om på et møde for EU-landenes energiministre 30. september. Det skriver Ritzau.

- EU-Kommissionen præsenterede i sidste uge en række nødforanstaltninger. De skal afhjælpe krisen med stigende leveomkostninger, som udspringer af de høje energipriser, fortæller Maros Sefcovic.

På mødet vil blandt andet den danske klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) deltage.

Forhandlingerne tager udgangspunkt i det udspil, som EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, fremlagde i den årlige tale om Den Europæiske Unions tilstand i sidste uge. Her forseslog hun at tage mere end 1000 milliarder kroner fra energiselskaberne og give dem til udsatte EU-borgere og virksomheder. 

Flere busuter forkortes efter prisstigninger

I Herning kan det nu blive nødvendigt at beskære fire regionale busruter. Det kommer til at ramme 770 daglige rejsende, skriver Herning Folkeblad.

Regionen korter ruterne af for at spare penge ovenpå stigende brændstofpriser.

Som der tidligere blev beskrevet her i livebloggen, mener regionsrådsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), ikke, at det tilskud, man indtil nu er blevet givet, er nok.

Også på Fyn, har priserne ramt så hårdt, at det nu må gå ud over de mennesker, der flere gange om ugen sætter deres lid til den kollektive trafik.

En af de passagerer er Christopher Ammentoft, som bor i Vissenbjerg på Fyn. Han tager jævnligt bussen til Odense, og han ser flere kritikpunkter ved nedskæringer af busruter.

- Det vil betyde, at folk ikke kan deltage i sociale arrangementer i weekenden. Det vil betyde, at folk ikke kan deltage i foreningslivet. Man kan ikke komme trygt hjem fra en bytur, siger fynboen til TV 2 Fyn.

I Herning ser man ind i besparelser på 11,3 millioner, mens man i Region Syddanmark kan komme til at skulle spare 15 millioner på busdriften.

Trods 125 millioner til busselskaber er underskuddet stadig stort grundet energipriser

Nok får landets busselskaber et coronatilskud på 125 millioner kroner for at hjælpe med underskuddet, efter at mange passagerer har fravalgt at køre med bus grundet coronapandemien.

Men ifølge Stephanie Lose (V), der er regionsrådsformand i Region Syddanmark, er det slet ikke nok. Det er hendes reaktion, efter at en sammenslutning af regioner og kommuner har været til møde med transportminister Trine Bramsen (S) om den pressede situation for busselskaberne.

- Vi er selvfølgelig glade for de 125 millioner, men det adresserer kun halvdelen af vores underskud for de manglende passagerer, og vi har ikke fået mulighed for overhovedet at drøfte de stigende brændstofpriser, siger hun ifølge TV SYD

Folketinget sænker temperaturen

Folketinget slår sig til de andre offentlige sektorer og indfører en række initiativer for at spare på varme og el. Det skriver Folketinget i en pressemeddelelse

Det betyder blandt andet, at indetemparaturen sænkes til 19 grader i Folketingets lokaler. Samtidig forkortes fyringssæsonen, mens den udvendige belysning slukkes "i den udstrækning, det ikke går ud over sikkerheden".

Belysningen af Tårnet over Christiansborg vil også ophøre hurtigst muligt, lyder det.  

Fjernvarmeværker ser frem mod store prisstigninger

Det er ikke kun i Haderslev, at prisen på fjernvarme stiger betydeligt. Fensmark Fjernvarme på Sydsjælland har varslet deres kunder om en prisstigning på 60 procent fra 1. oktober, skriver Sjællandske Medier

I Nordjylland varsler Vrå Varmeværk ifølge Nordjyske en prisstigning på 40 procent fra starten af 2023. Og i det østjyske har Ebeltoft Fjernvarme varslet en lignende stigning i prisen på fjernvarme. 

I sidste uge meddelte Tønder Fjernevarme også, at kunderne må forvente en stigning i prisen på 60 procent, skriver Sydnyt

Fjernvarmeværk varsler prisstigning på 75 procent

De stigende energipriser kan mærkes hos mange. Og nu har fjernvarmekunder i Haderslev fået et konkret billede på, hvilken prisstigning de kan se frem imod. 

Fra første januar næste år skruer selskabet nemlig prisen op med omkring 75 procent. Det skriver Haderslev Fjernvarme i en pressemeddelelse.

- Ingen i energibranchen går ram forbi, og nu bliver vi desværre, for anden gang i år, nødt til at varsle en prisstigning, lyder det fra selskabet.

Bageri pålægger kunder et energigebyr

Høje energipriser har tvunget ejerne af Halvrimmen Bageri i Brovst til at indføre energigebyr i bagerbutikken.

Således skal kunder nu betale et energigebyr på to kroner per ekspedition. Det skriver ejerne Lisbeth og Ole Mikkelsen ifølge TV 2 Nord på Facebook.

To mænd sigtet for at stjæle 15 sække brænde

To mænd på 22 og 33 år blev mandag aften stoppet med 15 sække brænde på en trailer.

De var kravlet over en låge ved et naturcenter i Brabrand og havde taget brændet. Begge blev anholdt og sigtet for tyveri, oplyser Østjyllands Politi.

EL vil "omfordele fra inflationsbaroner", men økonomer advarer

Enhedslisten kræver øjeblikkelige forhandlinger om en inflationshjælpepakke.

Fødevare- og energipriser er på himmelflugt, og nu foreslår partiet i et nyt udspil, at cirka 2 millioner danskere skal have op imod 10.000 kroner som en engangsskattelettelse. Skattelettelsen skal udbetales i løbet af i år og næste år.

Pengene skal komme fra virksomheder med overnormal profit, som partiet kalder "inflationsbaroner".

Men økonomer og virksomheder advarer om, at de negative konsekvenser ved denne finansiering kan være store.

Læs mere om sagen her: 

TV 2 erfarer: Rigsrevisionen skal undersøge rod med varmechecks

Rigsrevisionen skal undersøge rodet omkring udbetalingen af de såkaldte varmechecks. Det blev besluttet på et møde hos Statsrevisorerne mandag, erfarer TV 2.

I alt har flere end 400.000 danskere modtaget en check på 6000 skattefri kroner, der tilsammen løber op i 2,6 milliarder kroner. Men som blandt andet TV 2 har fortalt, har flere danskere fået checken uden at være berettiget til den, mens andre ikke har fået den, selvom de opfyldte alle kriterier.

Det kan du læse meget mere om her: 

Coop skruer ned for varmen

Coop tager nu konsekvensen af de højere energipriser og har besluttet at skrue ned for temperaturen i alle koncernens butikker og sit servicekontor i Albertslund. Det skriver koncernen i en pressemeddelelse.

Fremover er målet, at der skal være 19 grader alle stederne i stedet for de nuværende 21 grader.

- Som alle andre er vi hårdt ramt af de stigende priser på strøm. Med over 1000 butikker, lagre og kontorer forventer vi, at vores samlede elregning i Coop-familien stiger med op til 500 millioner kroner i år, siger koncerndirektør Allan Kristoffersen. 

Tidigere har Coop også fjernet over 2000 kølere i butikkerne for at spare på strømmen.

Organisation frygter, at flere vil blive sat på gaden

Stigende priser på blandt andet el, gas og varme kan betyde, at flere boligejerne vil få svært ved at betale deres husleje. Sådan lyder frygten fra de almene boligselskabers interesseorganisation, Danmarks Almene Boliger. Og det kan munde ud i, at flere bliver sat på gaden, lyder det.

- Vi kan se, at det presser mange almene lejere. Særligt dem, der har meget få penge i budgettet, siger Solveig Råberg Tingey, der er viceadministrerende direktør i organisationen. 

Hun påpeger, at der ikke skal meget til for at vælte budgettet hos dem, der i forvejen har et lavt rådighedsbeløb. Blandt andet hos studerende eller enlige forsørgere.

En ny undersøgelse fra Danmarks almene boligselskaber viser da også, at næsten hver tredje beboer i almene boliger frygter ikke at have råd til nødvendigt forbrug.

Svensk rente stiger kraftigt – højeste i 30 år

Den svenske nationalbank Riksbanken tager nu håndfaste skridt for at få styr på inflationen. Tirsdag meddeler Riksbanken, at den hæver den ledende rente med 1,0 procentpoint, så den nu hedder 1,75 procent. Det er den højeste rentestigning siden 1992 – altså i næsten 30 år. 

- Stigende priser og højere renteudgifter er mærkbare for husholdninger og virksomheder, og mange husholdninger vil opleve betydeligt højere leveomkostninger, hedder det i begrundelsen for den kraftige renteforhøjelse.

- Det vil dog være endnu mere smertefuldt for husholdningerne og svensk økonomi i det hele taget, hvis inflationen forblev på det nuværende niveau.

I Danmark har der også været stigende renter. 8. september hævede Danmarks Nationalbank styringsrenten med 0,75 procentpoint til 0,65 procent. 

Laveste antal bolighandler i otte år

Normalt er andet kvartal højsæson for bolighandler, men i år var det svært at få øje på. Tal fra Finans Danmark viser, at der blev handlet 13.492 huse og ejerlejligheder i april, maj og juni. Det er det laveste antal i et andet kvartal i otte år.

- De stigende renter og priser har både gjort det dyrere for danskerne at leve og at eje bolig. Det kan have reduceret efterspørgslen efter boliger, siger Peter Jayaswal, der er direktør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i Finansdanmark, til Ritzau.

Han noterer sig dog også, at boligerne havde en relativt kort liggetid, og at priserne på trods af den faldende handelsaktivitet var højere end i samme periode i 2021.

Her er el billigst tirsdag

Der er stor forskel på, hvad el koster, alt efter hvornår det bruges. 

I dag vil prisen være lavest omkring klokken 13 og 14, hvor det koster 2,9 kroner per kW time inklusive moms – uden afgifter. Dyrest er det omkring klokken 19, hvor prisen ligger på 5,4.

Her kan du følge strømprisen time for time og planlægge, hvornår du for eksempel skal vaske tøj eller oplade din elbil.

Topchef om skyhøje gaspriser: - Det vil tage tid

Gaspriserne er i den seneste tid løbet med overskrifter, fordi de har været på himmelflugt.

Og vi ser – desværre – ikke ind i en tid, hvor priserne falder, og energimarkedet igen stabiliserer sig. Det forudser topchefen i et af verdens største olie- og gasselskaber, franske TotalEnergies, over for Berlingske

- Der er ingen grund til panik. Vi skal nok få løst problemerne. Men det vil tage tid. Jeg tror, at vi potentielt skuer ind i en periode på tre til fem år, hvor gaspriserne vil være høje, siger Patrick Pouyanné til mediet.

Boligøkonom forudser prisfald på boliger

Boligkøbere oplever at få større prisafslag, når de køber huse og ejerlejligheder. Det viser nye tal fra Finans Danmark. 

På landsplan steg prisafslagene ved huskøb med 0,1 procent fra første til andet kvartal, mens det i Region Hovedstaden lå en del højere, nemlig på 0,6 procent. 

En udvikling, som ifølge Mira Lie Nielsen, der er boligøkonom og chefanalytiker ved Nykredit, skyldes stigende renter på boliglån, høj inflation og udsigt til tilbagegang for dansk økonomi.

- Det mindsker selvsagt lysten til boligkøb. Derfor ser vi også, at prisafslagene steg i andet kvartal. Og vi ved fra andre statistikker, at det er et forvarsel om de prisfald, som venter forude, oplyser hun i et skriftligt svar til TV 2.

På ejerlejlighedsmarkedet steg prisafslagene i samme periode med 0,6 procent på landsplan og 0,8 procent i Region Hovedstaden.

Restauranter overvejer at droppe pomfritter

De stigende energi- og råvarepriser får flere restauranter til at tænke i nye baner, og senest kan det komme til at gå ud over frituren.

Restaurantkæden Madklubben kigger på flere forskellige tiltag og overvejer nu at skifte den gyldne olie og pomfritterne ud med kogte kartofler, skriver Børsen

- En friture koster vanvittigt mange penge at have kørende. Den bruger vanvittigt meget strøm, og olien er vanvittigt dyr. Men ved at koge nogle nye kartofler i stedet for, som ikke er særligt store og derfor ikke skal have særligt længe, kan vi spare noget på den front, siger Anders Aagaard, der er administrerende direktør i Madklubben, til mediet.

Overfor TV 2 understreger Madklubben dog, at det på nuværende tidspunkt stadig er muligt at få både pomfritter og tempurarejer på restauranterne. 

Hos fastfoodkæderne Sunset Boulevard, Jagger og McDonalds har man ikke planer om at vinke farvel til frituregryden, skriver Politiken. Det er en del af deres varemærke, lyder det. Dog har både Jagger og McDonalds ifølge mediet indført prisstigninger på flere forskellige retter.