Rusland invaderer Ukraine

Seneste nyt om krigen i Ukraine

Hvad sker der? Ukraine hævder at have "temmelig overbevisende" succes med sin modoffensiv i den sydlige region Kherson.

Tjetjeniens leder 'tager pause på ubestemt tid'

Ramzan Kadyrov, der har styret den russiske republik Tjetjenien med en jernhånd siden 2007, kan være på vej til at trække sig fra magten. Det skriver flere internationale medier. 

I en video, der blev lagt ud på sin Telegram-kanal, siger Kadyrov efter sigende, at han mener, at "tiden er inde" for ham at forlade magten. 

-  Jeg har indset, at jeg har siddet i min stilling i lang tid. Jeg tror, min tid er kommet, lyder det blandt andet i videoen.

45-årige Ramzan Kadyrov, blev i marts forfremmet til generalløjtnant af Vladimir Putin for sin rolle i invasionen af Ukraine.

Atomkraftværk er blevet afkoblet fra primær strømledning

Det ukrainske atomkraftværk Zaporizjzja er blevet afkoblet fra sin primære strømledning. Det oplyser Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) ifølge nyhedsbureauet AFP. Det er dog tilkoblet en reserveledning, lyder det.

Luftangreb nær atomkraftværket har de seneste uger fået blandt andet IAEA til at slå alarm og advare om sikkerheden ved værket.

EU forventer, at Rusland lever op til gasleverancer

EU forventer, at Rusland respekterer dets energikontrakter efter nedlukningen af Nord Stream 1. Det skriver Reuters. 
Det siger EU’s økonomikommisær, Paolo Gentiloni, som samtidig understreger, at unionen er parat til at tage udfordringen op, hvis Rusland ikke gør det.

Meldingen kommer, efter at det russiske energiselskab Gazprom fredag meddelte, at det standser gasleverancen til EU grundet vedligeholdelsesarbejde.

Gazprom vil sende 42,7 millioner kubikmeter naturgas til Europa

Det russiske energiselskab Gazprom siger lørdag, at det vil sende 42,7 millioner kubikmeter naturgas til Europa gennem Ukraine.

Meddelelsen kom få timer efter, at Gazprom havde lukket for gassen til Tyskland og Europa gennem Nord Stream 1 rørledningen på ubestemt tid som følge af vedligeholdelsesarbejde. Det skriver Reuters.

Ukraine vil eksportere elektricitet til Tyskland

Ukraine planlægger at støtte Tyskland i landets bestræbelser på at gøre sig uafhængig af Ruslands energi. Det skal ske ved at sende Ukraines egen overskydende elektricitet til forbundsrepublikken.

Det siger den ukrainske premierminister, Denys Sjmyhal.

- For øjeblikket eksporterer Ukraine sin elektricitet til Moldova, Rumænien, Slovakiet og Polen. Men vi er parate til at ekspandere vores eksport til Tyskland, siger Shmyhal og tilføjer:

- Vi har tilstrækkelig med elektricitet i Ukraine takket være vore atomkraftværker.

Den ukrainske regeringschef rejser i denne weekend til Berlin. Her skal han drøfte eksport af elektricitet til tyskerne. Det ventes, at han mødes med den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, søndag.

Ukraine udnytter svagt lederskab i det russiske militær, ifølge forsvarsefterretning

Ukraine udnytter lige nu et svagt lederskab i det russiske militær, skriver Storbritanniens forsvarsministerium i sin daglige opdatering om krigen i Ukraine.

Det tyder på, at ukrainske styrker har "opnået en grad af taktisk overraskelse" med den fortsatte modoffensiv, lyder det. 

Ifølge det britiske forsvarsministerium er det lykkes ukrainerne at drage fordel af "svag logistik, administration og lederskab" i det russiske militær.