Nyheder

Dagens nyheder 13. august

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Rushdies overfaldsmand nægter sig skyldig

Den 24-årige Hadi Matar, der er sigtet for drabsforsøg og overfald på forfatteren Salman Rushdie, nægter sig skyldig i anklagerne. Matars advokat kom med erklæringen på hans vegne ved en domstol i delstaten New York lørdag aften dansk tid. Det skriver nyhedsbureauet AP.

To personer mistænkes for ildspåsættelse

To personer er anholdt, mistænkt for ildspåsættelse efter to brande i Nordborg lørdag eftermiddag. En enkelt beboer blev indlagt til observation for røgforgiftning, ligesom en brandmand kom lettere til skade. Slukningsarbejdet ventes først afsluttet i morgen. 
 

TV 2 erfarer: Bilist sigtet for terrorforsøg

En 33-årig mand, der 18. juli kørte en Mercedes i høj fart ned af gågaden Frederiksgade i Aarhus, er sigtet for terrorforsøg, erfarer TV 2. Det er den såkaldte terrorparagraf, paragraf 114, der dermed er kommet i spil. Flere fodgængere måtte springe til side, da bilisten kørte hasarderet i det centrale Aarhus.

Bus fastklemt under bro

I øjeblikket sidder en større bus fast under broen ved Spanien i Århus i nordgående retning. Det giver en del trafikale udfordringer og Østjyllands Politi opfordrer til at man søger alternative veje ind mod midtbyen. Politiet er tilstede og leder trafikken. Også brandvæsnet er til stede.

Pandekager kaldt tilbage

Der er fundet "et lavt indhold" af den sygdomsfremkaldende bakterie listeria i dessertpandekager fra Gestus, og derfor bliver de nu tilbagekaldt fra butikkerne. Det skriver dagligvarekoncernen Dagrofa ApS i en pressemeddelelse. Partiet er solgt i Meny, Spar, Min Købmand, Let-køb, Løvbjerg og Nemlig.com.

Sigtet for tyveri ved Den Lille Havfrue

Tre polske mænd i alderen 37, 51 og 56 er i dag blevet varetægtsfængslet. De er sigtet for at have begået tyveri fra en tysk turist ved Den Lille Havfrue. Det skriver Københavns Politi.

Rushdies overfaldsmand sigtet for drabsforsøg

Den formodede gerningsmand bag angrebet på forfatteren Salman Rushdie, Hadi Matar, er blevet sigtet for overfald og drabsforsøg. Det oplyser den lokale anklagemyndighed i Chautauqua i delstaten New York, hvor angrebet skete fredag.

Fiskedød rammer stor europæisk flod

Tusindvis af fisk er fundet døde i floden Oder, som løber på grænsen mellem Tyskland og Polen. Endnu kendes årsagen til fiskedøden ikke, men der er frygt for, at der er blevet dumpet kemisk affald i floden. De døde fisk er blandt andet blevet set flyde i vandet nær den østtyske by Schwedt.

11 døde i masseskyderi i Montenegro

En mand i Montenegro skød og dræbte fredag ti personer. Han blev efterfølgende selv dræbt af en civil person. Tidligere forlød det, at gerningsmanden blev dræbt i en skudveksling med politiet. Det oplyste en statslig anklager til tv-stationen Vijesti TV.

Ild i traktor og halmpresser

På en kornmark i Tårs i Nordjylland udbrød der lidt over middag brand midt i høstarbejdet. Nordjyllands Beredskab ankom hurtigt til stedet og fik først slukket traktoren. Den fik de trukket hen på et bart stykke mark, hvor de harvede i jorden og dermed lavede et brandbælte, så ilden ikke kunne brede sig, skriver TV2 Nord.

1 død og 17 kvæstet efter scenekollaps

1 person mistede livet, og mindst 17 blev kvæstet, efter at dele af en scene kollapsede tidligt lørdag ved en spansk festival for elektronisk musik. Det oplyste lokale redningstjenester. Det var stærke vinde, som fik dele af en scene til at kollapse på Medusa Festival, der afholdes i kystbyen Cullera syd for Valencia.

17 og 21-årig fængslet for skyderi i Nordvest

En dreng på 17 og en mand på 21 mistænkes for at have deltaget, da der i midten af juli blev skudt i Københavns Nordvestkvarter. Lørdag er de begge blevet varetægtsfængslet i foreløbigt 24 dage, oplyser politiet til Ritzau. Ifølge Ekstra Bladet blev de to fredag anholdt, og de blev sigtet for drabsforsøg, da de lørdag formiddag blev fremstillet i retsmødet om fængsling.
 

Ældre mand på elscooter død i trafikulykke

En 80-årig mand på elscooter er lørdag afgået ved døden i en trafikulykke på Kettevej i Hvidovre. Det oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Lasse Michelsen. Ulykken skete, da elscooteren kørte ud foran en bilist, som kørte på vejen. Der er ikke mistanke om, at bilisten skal have været skyld i ulykken.

Uheld giver kø på motorvej E45

Et uheld på E45 skaber længere rejsetid ned gennem Jylland i sydgående retning ved Skanderborg. Det skriver TV 2 Østjylland. Ifølge Sydøstjyllands Politi er der tale om et sammenstød mellem to personbiler. 

Flere russiske turister tager til Danmark

De første fem måneder af 2022 blev der bevilget næsten tre gange så mange turistvisa til russiske statsborgere som i hele 2021. Det fremgår af tal, som Udlændingestyrelsen har sendt til Politiken. Udlændingeminister Kaare Dybvad (S) er forundret over tallene, siger han ifølge Ritzau.

Motorvej genåbnet

Hillerødmotorvejen er igen åben efter bilbrand. Der har ikke været nogen personskade. Det skriver Nordsjællands Politi på Twitter. 

Person anholdt for voldtægt af 15-årig til puttefest

En 18-årig er blevet anholdt af politiet for voldtægt af en 15-årig pige til puttefesten fredag, oplyser Nordsjællands Politi til TV 2. Tidligere lød det, at personen var 17 år gammel, men det var en fejl. Den 18-årige vil ikke blive fremstillet i grundlovsforhør. Politiet modtog også en anden anmeldelse om voldtægt i Klampenborg på en privatadresse, hvor de anholdt en 17-årig for voldtægt af en jævnaldrende – men dette var ikke relateret til puttefesten, siger politiet. 

Motorvej spærret i begge retninger grundet bilbrand

En bilbrand har fået politi og brandvæsen til at spærre Hillerødmotorvejens forlængelse i begge retninger ved afkørslen Hillerød Syd i nordgående retning. Det oplyser Nordsjællands Politi til TV 2. De forventer, at der vil blive åbnet for trafikken omkring klokken 10. 

En død og flere kvæstet efter at scene kollapser på spansk festival

1 person har mistet livet, og mindst 17 er blevet kvæstet, efter at dele af en scene er kollapset tidligt lørdag ved en spansk festival for elektronisk musik. Det oplyser lokale redningstjenester ifølge nyhedsbureauet Reuters. Af de kvæstede har 3 fået alvorlige skader, mens der blandt 14 er tale om mindre skader. 

Kommune forbyder andefodring

Horsens Kommune forbyder fodring af ænder flere steder, fordi krummerne tiltrækker måger, rotter og gæs, ødelægger ændernes maver og forringer vandkvaliteten. Det skriver TV SYD.