Rusland invaderer Ukraine

Seneste nyt om krigen i Ukraine

Hvad sker der? Ukrainerne oplyser, at et boligområde i havnebyen Mykolaiv er blevet ramt i et russisk angreb. Og så er et strømkabel på Zaporizhzhia-atomkraftværket blevet ramt af russerne, oplyser det ukrainske selskab Energoatom.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Amnesty-chef i Ukraine siger op i protest over rapport

Chefen for Amnesty International i Ukraine, Oksana Pokalchuk, har nu sagt op.

Det sker, efter en rapport udgivet af NGO'en anklager ukrainske styrker for at bryde international lov og bringe civile i fare, når styrkerne forsvarer sig mod den russiske invasion.

I et opslag på Facebook lyder det fra Oksana Pokalchuk, at hun har forsøgt at bremse organisationen i at offentliggøre rapporten, som den ser ud.

I stedet endte rapporten ifølge hende med at lyde som "støtte af det russiske narrativ" og "et redskab for russisk propaganda", og det får hende nu til at forlade Amnesty.

- Hvis du ikke bor i et land besat af ubudne gæster, som ødelægger det sønder og sammen, forstår du sikkert ikke, hvordan det føles at fordømme en hær af beskyttere, skriver hun i opslaget ifølge CNN.

Biden er "håbefuld" omkring Griners sag

USA's præsident, Joe Biden, har ikke mistet håbet omkring den nu dømte basketstjerne Brittney Griners sag.

- Jeg føler mig håbefuld. Vi arbejder hårdt, lød det fredag fra præsidenten ude foran Det Hvide Hus ifølge CNN

Griner er blevet en del af en højtprofileret politisk og diplomatisk dag, da hun torsdag fik en dom på ni års fængsel af en russisk domstol for ulovlig besiddelse af hash og smugling 17. februar, kun en uge før Ruslands invasion af Ukraine begyndte. 

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, udtalte tidligere i dag, at russerne er klar til at indlede en diskussion om en usædvanlig fangeudveksling mellem USA og Rusland.

Putin og Erdogan lover et tættere samarbejde mellem deres lande

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, lover efter et møde mellem de to fredag, at de to lande vil øge deres økonomiske og energimæssige samarbejde.

- Trods de nuværende regionale og globale udfordringer, så bekræfter lederne deres fælles vilje til yderligere at udvikle relationerne mellem Rusland og Tyrkiet, hedder det i en fælles erklæring. 

Mødet mellem de to har fundet sted i den russiske sortehavsby Sotji, og det er anden gang på under tre uger, at de to statsledere har siddet over for hinanden. 

Ukraine forventer at kunne eksportere 3-5 millioner tons korn om måneden

Hvis den nuværende kornaftale fra 22. juli holder, så forventer ukrainerne at kunne eksportere mellem tre og fem millioner tons korn om måneden. 

Det oplyser Ukraines landbrugsminister, Mykola Solskyi, ifølge CNN

- Hvis den militære situation i regionen er stabil, og alle overholder deres del af aftalen, så er jeg sikker på, at det er muligt, udtaler han.

Ifølge landets minister for infrastruktur, Oleksandr Kubrakov, har et stort tørlastskib desuden netop forladt en inspektion i havnen i Istanbul og forventes nu at ankomme til Ukraine for at hente store mængder korn lørdag.

Strømkabel på atomkraftværk er ramt i russisk angreb, lyder det

Et strømkabel på Zaporizhzhia-atomkraftværket, der lige nu er under russisk kontrol, er blevet ramt i et russisk angreb.  

Det oplyser det statslige ukrainske atomselskab Energoatom ifølge Reuters.

Selskabet kalder angrebet for "provokation fra Moskva", men oplyser samtidig, at der ikke er registreret nogen stigninger i radioaktivitet, og at værket fortsat fungerer.

Udmeldingen fra Energoatom kommer samme dag, som britiske efterretninger har anklaget Rusland for sandsynligvis at "underminere sikkerheden ved Zaporizhzhia-atomkraftværket". 

Putin byder Erdogan velkommen til Rusland og takker for kornaftale

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har fredag budt den tyrkiske præsident, Tayyip Erdogan, velkommen til byen Sochi i nærheden af Sortehavet.

Det er anden gang på tre uger, at de to præsidentkollegaer har mødt hinanden ansigt til ansigt, og ifølge Erdogan skal de to blandt andet tale om situationen i både Ukraine og Syrien.

Men de seneste dages kornleverancer ud af Ukraines havn – som Tyrkiet har været en stor del af – har der også været tid til at vende allerede:

- Leverancerne er allerede i gang, og jeg vil gerne takke dig både for det, og fordi at der samtidig blev truffet en beslutning om uafbrudte forsyninger af russisk mad og gødning til verdensmarkederne, lød det fra Putin ifølge The Guardian.

Ukraine: Russerne har angrebet boligblok i Mykolaiv

Russiske styrker har torsdag ramt et boligområde i havnebyen Mykolaiv i det sydlige Ukraine.

Det oplyser byens borgmester, Oleksandr Sienkevich, på det sociale medie Telegram.

- Det berørte område er meget stort. Private huse og højhuse er blevet ramt. Der er brande, omfattende ødelæggelser og flere ofre, skriver han.

Regionens guvernør, Vitaly Kim, skriver desuden på Telegram, at der "allerede er mere end ti sårede" på stedet.

1000 ukrainske patienter sendt til hospitaler i Europa siden krigens start

Siden Rusland invaderede Ukraine, er 1000 ukrainske patienter blevet sendt ud af landet til hospitaler i Europa, fordi deres tilstand har krævet det. Det oplyser talsperson for EU-Kommissionen Miriam Garcia Ferrer. Samlet har 18 EU-lande modtaget ukrainske patienter. 

- EU-Kommissionen står klar til at fortsætte med at koordinere denne assistance, lyder det fra talspersonen.

Rådgiver beretter om elendige forhold i Mariupol

Rådgiver til borgmesteren i Mariupol, Petro Andryushchenko, beretter om elendige forhold i byen på Telegram. Blandt andet skriver han, at hver fjerde patient dør på hospitalerne, og at der ikke er nok medicin og derfor ekstremt høj dødelighed. 

- Insulinbrugere er i den værste tilstand. Én gang om ugen kommer der en russisk endokrinolog og "dispenserer" insulin i sprøjter, skriver rådgiveren.

Rusland siger, de har overtaget by i Donetsk-regionen

Russiske styrker siger ifølge CNN, at de har overtaget byen Pisky, som ligger i Donetsk-regionen. Det er ikke bekræftet fra andre kilder. 

Samtidig siger Rusland, at der finder kampe sted i udkanten af Bakhmut. Det har ukrainske styrker tidligere anerkendt, og efterfølgende lød det, at de havde forhindret russerne i at forbedre deres position i byen.

Rusland hævder at have ødelagt to kanoner i Ukraine

Det russiske forsvarsministerium hævder ifølge nyhedsbureauet Reuters, som citerer det russiske nyhedsbureau RIA, at man har ødelagt to M777 Howitzer-kanoner.

Ifølge det russiske forsvarsministerium er det sket ved højpræcisions-angreb.

Rapport fra Amnesty bliver brugt på russisk stats-tv

En rapport fra Amnesty, som er blevet stærkt kritiseret af den ukrainske præsident, Zelenskyj, bliver nu brugt på russisk stats-tv. Det fremgår af et tweet fra BBC-journalisten Francis Scarr, som dækker krigen.

Ifølge rapporten har det ukrainske militær begået brud på international humanitær ret ved blandt andet at placere militærbaser og affyre våben i tæt befolkede områder.

- Selv de internationale skurke og slynger fra den såkaldte menneskerettighedsorganisation Amnesty International har beskyldt Ukraine for at bryde krigsloven (...) Hvis selv de siger, at reglerne for krigsførsel er blevet brudt, bør ukrainerne reflektere over det, lyder det i nyhedsindslaget. 

USA vil forfølge Ruslands udmelding om fangeudveksling

Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, er klar til at diskutere en fangeudveksling med den amerikanske basketballstjerne Brittney Griner. Det siger han ifølge CNN. Griner blev torsdag idømt ni års fængsel i Rusland for besiddelse af euforiserende stoffer, og fredag lød det fra den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, at russerne er klar til at diskutere fangeudveksling med USA.

Rusland er klar til at diskutere fangeudveksling, siger Lavrov

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger ifølge Al Jazeera, at Kreml er klar til at diskutere en fangeudveksling med USA. Udmeldingen kommer, efter at den amerikanske basketballstjerne Brittney Griner torsdag blev idømt ni års fængsel i Rusland for at være i besiddelse af euforiserende stoffer. 

- Vi er klar til at diskutere dette emne, men inden for de rammer som præsident Putin og Biden er blevet enige om, lyder det fra Lavrov. 

USA har foreslået, at de to lande udveksler Griner samt den tidligere marinesoldat Paul Whelan med den russiske våbenhandler Viktor Bout.

Tre kornskibe har forladt Ukraine

Tre skibe lastet med 58.000 tons korn har fredag morgen dansk tid forladt Ukraine. Det bekræfter det tyrkiske forsvarsministerium ifølge Reuters. 

Et af skibene sejler til Irland, et sejler til Storbritannien, og det tredje sejler til Tyrkiet. Det er anden gang efter invasionen, Ukraine sender skibe med korn afsted. Også i mandags blev et skib sendt afsted.

Rapport: Rusland underminerer sikkerheden ved atomkraftværk

Storbritannien anklager i en efterretningsopdatering Rusland for sandsynligvis at underminere sikkerheden ved Zaporizhzhia-atomkraftværket, som er under russisk kontrol.

Også FN beskrev torsdag situationen ved anlægget som "ude af kontrol", og USAs udenrigsminister, Antony Blinken, beskyldte tidligere på ugen Rusland for at bruge atomkraftværket som "et atomskjold", hvor ukrainske soldater ikke kan åbne ild uden at risikere en atomulykke.

Zelenskyj svarer igen på kritik fra Amnesty International: - I flytter ansvaret til ofret

Zelenskyj svarer igen på den kritik, menneskerettighedsorganisationen Amnesty International torsdag rettede mod Ukraine. De beskylder det ukrainske militær for at have begået brud på international humanitær ret ved blandt andet at placere militærbaser og affyre våben i tæt befolkede områder.

- I dag så vi en helt anden rapport fra Amnesty International, som desværre forsøger at yde amnesti til terroriststaten og dermed flytter ansvaret fra det krigsførende land til ofret. Ikke under nogen omstændigheder, heller ikke hypotetiske, kan det russiske angreb på Ukraine retfærdiggøres. Angrebet på vores stat var uprovokeret, invaderende og faktisk terroristisk, lyder svaret fra Zelenskyj.

Ukraine vil udvide eksportaftale til andre varer end korn

Ukraine opfordrer til, at aftalen, de har indgået med Rusland om at lempe den russiske blokade af korneksport, udvides til at omfatte andre varer som eksempelvis metaller. Det skriver Financial Times ifølge Reuters. 

Tre kornskib er klar til at forlade Ukraine fredag

Tre skibe med samlet 58.041 tons korn har fået godkendelse til at forlade Ukraine fredag. Det skriver Reuters. Et skib sejler til Irland, et andet til Tyrkiet, mens et tredje sejler fra Odesa fredag morgen lokal tid med retning mod Teesport i Storbritannien. 

USA: Rusland vil plante falske beviser for fængselsangreb

Ifølge amerikanske efterretningstjenester vil Rusland forsøge at plante falske beviser i sagen om det ukrainske fængsel, som i sidste uge blev angrebet. Fængslet huser krigsfanger, og 53 mennesker døde under angrebet. 

Rusland og Ukraine har beskyldt hinanden for angrebet, og begge lande vil have FN og Røde Kors til at efterforske det.