Nyheder

Seneste nyt om krigen i Ukraine 29. juli 2022

Bloggen bliver ikke længere opdateret.

Første samtale mellem USA og Ruslands udenrigsministre siden krigen startede

lRusland og USAs udenrigsministre Sergey Lavrov og Antony Blinken har i dag holdt møde over telefon. På dagsorden var både en eventuel fangeudveksling mellem de to lande og situationen i Ukraine.

Det skriver CNN.

Det er første gang de to taler sammen, siden krigen i Ukraine begyndte i februar.

Blinken siger ifølge CNN, at han pressede på for at få accepteret et forslag om løsladelse af den tidligere amerikanske soldat Paul Whelan og basketballspilleren Brittney Griner, der begge sidder fængslet i Rusland.

Byttehandlen indkluderer også russiske Viktor Bout, der sidder fængslet i USA for våbensmugling.

Antony Blinken sagde desuden, at de to udenrigsministre diskuterede forventningen om, at aftalen om at tillade at ukrainsk korn bliver transporteret sikkert gennem Sortehavet, træder i kraft.

- Vi ser frem til at se det ske hurtigst muligt, siger han.

Han understregede desuden, at 'verden ikke vil anerkende annekteringer' og 'vil pålægge Rusland betydelige omkostninger, hvis de går videre med deres planer'. 

Ukraine nedsætter dømt russers straf

Appeldomstolen i Kyiv har fredag meddelt, at en 21-årige russer, der var blevet idømt fængsel på livstid for krigsforbrydelser i Ukraine, har fået nedsat sin straf til 15 års fængsel. Det skriver CNN.

21-årige Vadim Shishimarin blev dømt skyldig 23. maj for at have dræbt en 62-årige ukrainer i starten af krigen i Ukraine.  

Ukraine og Rusland beskylder nu hinanden for massedrab på ukrainske krigsfanger

Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, anklager nu Rusland for en "forfærdelig krigsforbrydelse" og beskylder Rusland for bombningen af et fængsel i den russiskkontrollerede by Olenivka i Donetsk-regionen. Ifølge det russiske forsvarsministerium er mere end 50 ukrainske krigsfanger blevet dræbt under det, de kalder et ukrainsk angreb, mens langt flere er såret.

Zelenskyj: Vi er klar til at genoptage korneksport

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj siger i dag, at landet nu er klar til at genoptage eksporten af korn fra havnebyen Odesa.

På havnen i Odesa mødtes Zelenskyj med ambassadører fra G7-landene. Med Tyrkiet som mægler indgik Ukraine og Rusland i sidste uge en aftale, der skulle ophæve Ruslands blokade i Sortehavet. Siden har flere russiske angreb fortsat ramt ukrainske havne. 

Ukraine deler video af nyt raketsystem for første gang

Valerii Zaluzhnyi, den øverstkommanderende for Ukraines væbnede styrker, har delt en video på sociale medier, som viser det amerikanske M270 MLRS-raketsystem i brug for første gang. 

- De væbnede styrker er vores partnere taknemmelige for deres urokkelige støtte og bistand, lyder det i et Facebook-opslag.

Det amerikanske raketsystem er blevet leveret af både Storbritannien og Tyskland, der hver har doneret tre. Foruden M270 har Ukraine også modtaget adskillige avancerede raketsystemer med navnet HIMARS fra USA. 

Du kan læse mere om HIMARS og dets foreløbige effekt her.

Mindst fem døde og syv sårede i angreb på Mykolajiv, siger guvernør

Mindst fem mennesker er blevet dræbt og syv såret i et angreb, der har fundet sted nær et offentligt transportstoppested i Mykolajiv, ifølge en video fra den regionale guvernør Vitaliy Kim på Telegram.

I videoen angiver Kim dødstallet til fire, men han har efterfølgende skrevet på Telegram, at "i øjeblikket er det kendt om syv sårede og fem døde allerede".

Billeder på Telegram og Twitter viser flere lig nær et busstoppested. Også to hunde ser ud til at være blevet dræbt i angrebet. 

Rusland: 40 ukrainske krigsfanger dræbt i ukrainsk angreb

Ruslands forsvarsministerium siger, at Ukraine har ramt et fængsel i separatistkontrolleret territorium med amerikansk fremstillede HIMARS-raketter i dag og dræbte 40 ukrainske krigsfanger og efterlod 75 sårede. Det skriver Reuters, der citerer russiske nyhedsbureauer.

Nyhedsbureauet RIA Novosti citerer Daniil Bezsonov, en minister i den selverklærede og ikkeanerkendte Folkerepublik Donetsk i det besatte Ukraine, siger:

- Kasernen med fanger er direkte ramt. Resultatet lige nu: 40 døde, 130 sårede. Mens murbrokkerne bliver fjernet. Tallene kan stige. Ukraines militærpolitiske ledelse besluttede tilsyneladende at slippe af med unødvendige ballast.

RIA identificerer stedet som straffekoloni nummer 120 i landsbyen Yelenovka, hvor fanger fra Azov-bataljonen blev taget efter belejringen af Mariupol.

Det har ikke været muligt at bekræfte oplysningerne. CNN skriver, at de har været i kontakt med det ukrainske militær, der ikke kender til det påståede angreb.

Klyngebomber rammer Mykolajiv

Oleksandr Syenkevych, borgmester i Mykolajiv, har netop skrevet på Telegram, at byen er blevet ramt af klyngebomber. Det skriver The Guardian. Syenkevych er citeret for, at der er flere ofre indtil videre.

Han opfordrede beboerne til at blive i krisecentre. Påstandene er ikke uafhængigt verificeret af The Guardian. 

Storbritannien: Rusland bruger berygtede lejesoldater på lige fod med militær

Ifølge det britiske forsvarsministerium er den russiske Wagner-gruppe ikke blot til stede i Ukraine men bliver brugt på lige fod med andre militære enheder med ansvar for specifikke områder i det østlige Ukraine. Det skriver ministeriet i deres daglige efterretningsopdatering på Twitter.

Her understreges det samtidig, at brugen af Wagner er et nybrud, sammenlignet med hvordan gruppen tidligere er blevet brugt siden 2015, hvor de har været hyret til mere hemmelige og præcise operationer.

Den nye integration af Wagner og dets lejesoldater gør det ifølge ministeriet langt sværere for det russiske styre at benægte forbindelser mellem militæret og private militære virksomheder.

Brugen af Wagner skulle være sket grundet en stor mandskabsmangel på infanteri, hvorfor det britiske forsvarsministerium ikke vurderer, at Wagners tilstedeværelse vil have nogen væsentlig indvirkning på krigens gang.

Du kan læse TV 2s portræt af Wagner-gruppen her

84 procent af ukrainere er imod fred med Rusland

84 procent af den ukrainske befolkning vil ikke acceptere fredsaftale med Rusland, hvis det indebærer afgivelse af ukrainsk territorium. Det viser en ny meningsmåling fra Kyivs Sociologiske Institut ifølge mediet Kyiv Independent. Kun 10 procent af de adspurgte kan affinde sig med territoriale indrømmelser.

Borgmester: Russiske styrker har bombet universitet

Millionbyen Kharkiv i det nordøstlige Ukraine er fredag morgen blevet angrebet. Byens borgmester oplyser iføge Kyiv Independent, at russiske styrker har bombet en toetagers bygning og et universitet. Der er ingen oplysninger om tilskadekomne.

FN: Fredag kan de første skibe med korn forlade Ukraine

Korneksporten fra Ukraine har stort set ligget stille, siden Rusland invaderede landet for over fem måneder siden, men for en uge siden blev der indgået en aftale mellem de to stridende parter samt Tyrkiet og FN om at genoptage eksporten.

Og fredag ligger fragtskibe lastet med korn klar til afsejling, og FN forventer, at de første fragtskibe med korn fra Ukraine stævner ud fra landets havne i Sortehavet.

Over 20 millioner tons korn fra sidste års høst har hobet sig op på lagre i Ukraine og venter på at blive sendt til andre lande.

Med aftalen er der skabt håb om at undgå en fødevarekrise i flere af de lande, som normalt importerer især hvede fra Ukraine.

For FN har det overordnede mål med aftalen været at forhindre, at millioner vil sulte som følge af høje priser på brød, madolie og kunstgødning.

Aftalen betyder, at der vil blive åbnet for hvedeeksport fra Odesa og to andre ukrainske havne: Tjernomorsk og Pivdennyj.

Også Rusland vil få mulighed for mere eksport.

Rusland har lovet, at det ikke vil angribe de ukrainske fragtskibe på turen gennem Sortehavet. FN og Tyrkiet vil hjælpe med at koordinere eksporten og overvåge, at skibene ikke smugler våben ind i krigszonen.

Martin Griffiths fra FN forventer, at når aftalen er fuldt implementeret, vil eksporten af korn fra de ukrainske havne nå op på de omkring fem millioner tons om måneden, som var tilfældet inden krigsudbruddet.

Onsdag blev der i Istanbul i Tyrkiet officielt åbnet et center for koordinering af korneksporten.

Både Ukraine og Rusland er blandt verdens største eksportører af hvede. Før krigen stod de tilsammen for omkring 30 procent af verdens hvedeeksport.