Nyheder

Nyhedsoverblik

Her giver vi dig dagens nyheder i kort form. Vi opdaterer hele tiden, hele dagen. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Netflix mister abonnenter

For andet kvartal i træk mister Netflix abonnenter. Det fremgår af selskabets kvartalsregnskab, der er offentliggjort tirsdag aften dansk tid, skriver AFP. Fra april til juni mistede streamingtjenesten 970.000 betalende kunder. Det var dog mindre, end hvad Netflix havde forventet. Netflix har nu knap 221 millioner abonnenter.

To mænd og en kvinde fængslet for drab

To mænd og en kvinde er efter et langvarigt grundlovsforhør ved Retten i Randers blevet varetægtsfængslet i fire uger for drabet på den 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen. En 23-årig kvinde, der også er sigtet i sagen, blev løsladt af dommeren. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Venstre vil ikke afskaffe Arne-pensionen

Venstre går ikke til valg på at afskaffe retten til tidlig pension - den såkaldte Arne-pension, skriver formand Jakob Ellemann-Jensen i en kronik i Avisen Danmark.

To fanger anholdt efter flugt

De to personer, der tirsdag stak af fra Stevnsfortet på Stevns, er blevet anholdt. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter. 

Rejsebureauer forventer at møde SAS i retten efter strejke

Under pilotstrejken har rejsebureauerne haft problemer med at ombooke gæsternes flybilletter, og tilbage står spørgsmålet om, hvem der skal dække tabene: SAS eller rejsebureauerne. Lars Thykier, der er direktør i brancheforeningen Danmarks Rejsebureau Forening (DRF), tror, at man ender "med en retssag eller to".

Svensker dræbt i Ukraine

En svensk tidligere soldat i 30'erne er død under krigen i Ukraine. Det bekræfter det svenske forsvar til nyhedsbureauet TT efter mediet SVT berettede om dødsfaldet. Ifølge SVT blev manden dræbt af en granat i brystet under kampe omkring Donetsk i det østlige Ukraine.
 

Onsdag kan ende som varmeste dag målt i Danmark nogensinde

Efter en brandvarm tirsdag venter en endnu varmere onsdag, hvor flere danske vejrrekorder står for skud. I hvert fald ifølge nogle af vejrmodellerne. Onsdag kan blive den varmeste dag nogensinde målt i Danmark. Læs mere her.

Store brande hærger London

Londons brandvæsen erklærer "major incident", efter flere store brande hærger den britiske hovedstad tirsdag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Betegnelsen "major incident" kan oversættes til en stor hændelse. Det betyder, at der er tale om en nødsituation, som kræver, at beredskabet iværksætter særlige ordninger. 

Politiet efterlyser to efter fangeflugt

Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser to fanger, der tirsdag er flygtet fra Stevnsfortet. Politiet opfordrer personer, der ser de efterlyste, til at ringe 114. 

Nu er tre tilbage i kampen om at blive britisk premierminister

Rishi Sunak vinder ny partiafstemning hos britiske konservative om lederpost. Antallet af kandidater til posten som formand for De Konservative i Storbritannien og dermed kommende premierminister er tirsdag indsnævret fra fire til tre. Parlamentsmedlem Kemi Badenoch er elimineret ved dagens partiafstemning. Den blev vundet af tidligere finansminister Rishi Sunak ifølge Reuters.

Væltet lastbil giver kø på motorvej

En lastbil er væltet på Sydmotorvejen ved Haslev kort før frakørsel 35 i nordgående retning. Sydsjælland- og Lollands-Falsters Politi oplyser, at mortorvejen derfor kun er åben i nødsporet i øjeblikket. Der er umiddelbart ingen tilskadekomne, oplyser politiet.

Varmerekord i Frankrig

Der er slået varmerekorder 64 steder i Frankrig. Det er sket, da en hedebølge kulminerede mandag. Det bekræfter Frankrigs nationale vejrtjeneste tirsdag, skriver AFP. De fleste rekorder blev sat langs atlanterhavskysten, hvor der blev målt temperaturer over 40 grader, skriver AFP.

WHO advarer om udfordrende efterår og vinter

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, advarer tirsdag om "et udfordrende efterår og en udfordrende vinter" i forbindelse med covid-19. Advarslen kommer efter markante stigninger i antallet af nye tilfælde og reduceret vagtsomhed over for pandemien i de forskellige lande. WHO's regionale direktør for Europa, Hans Kluge, siger, at det er afgørende, at der handles hurtigt med udbedringer af "huller" i overvågningen i de forskellige lande og hurtig indsats for at undgå dødsfald. Det skriver AFP.

Mand i kritisk tilstand efter arbejdsulykke

En 35-årig mand er i kritisk tilstand, efter at han tirsdag ved middagstid var involveret i en arbejdsulykke ved Langsted på Fyn. Det siger vagtchef Milan Holck Nielsen fra Fyns Politi til Fyens.dk. Vagtchefen oplyser, at arbejdsulykken skete i forbindelse med gravearbejde, hvor der skete et jordskred. 

Advarer mod ukrudtsbrændere i heden: "Tænk jer lige om"

Varmen har godt fat i Danmark tirsdag eftermiddag, og det gør det mere farligt at bruge ukrudtsbrændere. Allerede tirsdag eftermiddag har Beredskab Øst slukket to brande, der var startet med en ukrudtsbrænder. Det for beredskabet til at komme med en opfordring: "Tænk jer lige om," skriver de på Twitter.

Temperaturen i Storbritannien slår alle rekorder

Storbritannien registrerede tirsdag en rekordhøj temperatur på 39,1 grader Celsius i Charlwood nær Gatwick lufthavn syd for London. Den tidligere varmerekord - fra 2019 - lå på 38,7 grader. Det skriver Reuters.

Statsministeren reagerer på Povl Dissings død

Statsminister Mette Frederiksen reagerer tirsdag på, at visesanger Povl Dissing er død. Dissing var en af landets "skønneste kunstnere og trubadurer", skriver statsministeren på Facebook.

Russisk ubåd har passeret Storebæltsbroen som planlagt

Omkring middagstid tirsdag har den atomdrevne, russiske ubåd Severodvinsk passeret forbi Storebæltsbroen på sin vej gennem danske farvande, oplyser vagthavende ved Forsvarets Operationscenter, Steffen Lund. Sejladsen var planlagt og blev fulgt af Forsvarets skibe. 

To kvinder og to mænd anholdt og sigtet for drab på 40-årig

To kvinder på 39 og 23 år og to mænd på 39 og 25 år er anholdt og sigtet for at have dræbt en 40-årig mand, som har været savnet siden lørdag, oplyser Østjyllands Politi. De blev anholdt mandag aften på en adresse i Nimtofte på Djursland. Tirsdag klokken 14.00 stilles de for en dommer. Der vil være lukkede døre. Overfor TV 2 vil politiet ikke oplyse noget om de fire personers relation indbyrdes eller til ofret.

Egtvedpigen bliver genskabt som avatar

Snart 3400 år efter Egtvedpigens død arbejder eksperter med at gendanne det berømte gravfund som avatar med hjælp fra "ny, avanceret teknologi". Det oplyser Nationalmuseet. Går alt efter planen, kan man opleve Egtvedpigen som "digitalt menneske, der både kan tale og bevæge sig", til november.