Poul Erik Skammelsen: Blev skældt ud for at filme Ellemann nede fra
Studievært Poul Erik Skammelsen var i mange år vært på programmet "Ellemann og Lykketoft" på TV 2 News, og har også som korrespondent iagttaget Uffe Ellemann-Jensen i forskellige sammenhænge.
Han husker især en episode, hvor Uffe Ellemann-Jensen blev stiktosset over, at han i forbindelse med et tv-indslag filmede ham nede fra.
- Vi ville ikke have et alt for sort billede, hvor man kunne se baggrunden, så derfor sagde kameramanden, Peter, til mig: "Har du noget imod, at jeg laver billedet nede fra"?.
Men det faldt ikke i god jord hos Uffe Elleman-Jensen, da man i den tid opfattede den kameravinkel som en slags "skurkebilleder".
- Så kigger han på kameraet og siger: "Du skal ikke filme mig nedefra", fortæller Poul Erik Skammelsen og tilføjer, at de har snakket om det efterfølgende og han ikke bærer nag.
Et par år efter modtog Poul Erik-Skammelsen et brev fra Ellemann, efter han havde lavet et program, hvor han løb efter en tidligere KGB-general. Det havde åbenbart begejstret ham, så han fik et kort fra ham indledt med ordene: Kære Tintin.