Nyheder

Dagens nyheder 19. juni 2022

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Denne liveblog bliver ikke længere opdateret. 

Oscarvindende instruktør anholdt efter mistanke om seksuelt overgreb

Den oscarbelønnede filminstruktør Paul Haggis er anholdt i Italien. Han er mistænkt for at have begået et "groft seksuelt overgreb" og "grov personskade" på en "ung udenlandsk kvinde". Det skriver Reuters. Haggis afviser beskyldningerne. Paul Haggis står bag film som Crash og Million Dollar Baby.

Mere end 200 mennesker meldes dræbt i Etiopien

Over 200 personer fra Amhara-folket meldes dræbt i Etiopiens Oromia-region. Etiopien oplever i øjeblikket etniske spændinger, og Amhara-befolkningen, der er den næststørste etniske gruppe i Etiopien, er ofte blevet målrettet i Oromia-regionen. Vidner beskylder en oprørsgruppe for mordene.

Belgiske lufthavne rammes af nationalstrejke

To belgiske lufthavne forventer mandag lange ventetider, når landet rammes af en nationalstrejke. Strejken skyldes, at fagforeningerne bag vil have den belgiske regering til at beskytte arbejdere, som er ramt af stigende leveomkostninger. Bruxelles lufthavn forventer op til otte timers ventetider.

Macron mister sit flertal i det franske parlament

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og hans centrum-højrealliance, Ensemble, mister sit flertal i det franske parlament, viser valgstedsmålinger og prognoser efter søndagens valg. Samtidig går Marine Le Pen og hendes parti, National Samling, frem og har udsigt til at få et sted mellem 60 og 102 pladser.

En person kørt til hospitalet efter ulykke på motorvej

Tre biler har søndag aften været involveret i et voldsomt uheld på Fynske motorvej i østgående retning ved Middelfart. En af bilerne landede i forbindelse med ulykken på taget. En kvinde er ifølge Fyns Politis vagtchef kommet lettere til skade. Hun er kørt til hospitalet. Vejen var spærret i østlig retning, men er nu åben igen.

Døde havfugle skyller op langs Vestkysten

De seneste dage er der skyllet døde havfugle op langs Vestkysten. Det drejer sig om både splitterner, skarver og især suler. Alene på Fanø er der fundet 50 døde suler. Årsagen kendes ikke, og situationen er bekymrende, siger formanden for Dansk Ornitologisk Forening til TV MIDTVEST.

65-årig tysker hastet på hospitalet efter redningsaktion ved strand

En 65-årig tysk mand er fløjet på hospitalet, efter aen redningsaktion ved Vejers Strand nord for Ribe. Manden var ifølge Sydjyllands Politi ude og bade med to andre personer, da han kom i problemer. Forsvaret blev tilkaldt, men manden blev ifølge Forsvaret reddet op af civile. Mandens tilstand er ikke kendt, men ifølge Sydjyllands Politi var han i live, da han blev reddet op af vandet.

42 personer har mistet livet under voldsom monsun

Mindst 25 personer er døde i Bangladesh, og mindst 17 personer har mistet livet i den indiske nabo-delstat, Assam, efter at en kraftig monsunregn har ramt Bangladesh. Mange er blevet dræbt af lynnedslag. Ifølge myndighederne er over fire millioner mennesker fordrevet fra deres hjem.

Lastbil kørt frontalt ind i villa

En lastbil med Cirkus Arenas logo på er søndag kørt ind i en villa på Maribovej på Lolland. Årsagen til uheldet er endnu ikke kendt, da politiet ikke har haft lejlighed til at tale med chaufføren, oplyser Stefan Jensen, der er vagtchef ved Sydsjællands Politi. Der er ikke umiddelbart sket nogen personskade.

Caroline Wozniacki er gravid

Tennisstjernen Caroline Wozniaki og hendes mand David Lee skal være forældre for anden gang. I et opslag på Instagram fortæller de nu, at Caroline Wozniaki er gravid med parrets andet barn.

Det sydlige Kina ramt af oversvømmelser

Store områder af det sydlige Kina blev ramt af voldsomme storme, der har udløst oversvømmelser i byer og mudderskred ude i landområderne. Det skriver Reuters. Nedbøren har i nogle områder været den største i 60 år. I regionen Guangxi meldes der om fem personer dræbt.

Tysk skovbrand breder sig

En skovbrand cirka 70 kilometer sydvest for Berlin fortsætter søndag med at rase. Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa. Branden har spredt sig til et område på "omkring 100 til 110 hektar", siger en talsmand for beredskabet. Fredag dækkede branden omkring 60 hektar, mens den lørdag blev begrænset til 40 hektar, inden den altså spredte sig igen.

Skotland opfordrer ældre til boostervaccine

Personer over 75 år og andre i den høje risikogruppe er blevet opfordret til at få en Covid-booster-vaccine, midt i advarsler om en ny bølge af infektioner i Skotland. De seneste data anslår, at omkring én ud af 30 mennesker i Skotland har Covid. Svarende til 176.900 personer. Det skriver BBC.

Udlandet sender kondolencer efter Ellemann-Jensens død

Udenrigsministeren fra Letland har reageret på nyheden om Uffe Ellemann-Jensens død. Det sker i et opslag på Twitter. Han skriver blandt andet, at den tidligere danske udenrigsminister gjorde et stort stykke arbejde i forbindelse med Letlands EU-ansøgning. Også parlamentsformanden i Litauen kondolerer på Twitter.

Covid-svar på sundhed.dk og i MinSundhed kører igen

Det er søndag formiddag igen muligt at tjekke svar på coronatest på hjemmesiden sundhed.dk samt i appen MinSundhed. Begge dele var tidligere søndag ude af drift i flere timer. Nedbruddet skyldtes "en service, der var nede, men som nu kører igen," skriver sundhed.dk i en pressemeddelelse.

Anmeldt om voldtægt i Allinge

En 17-årig pige har anmeldt til politiet, at hun fredag aften blev udsat for voldtægt i Allinge, hvor der afholdes Folkemøde. Bornholms politi oplyser, at en formodet gerningsmand søndag morgen er blevet anholdt i Københavns Vestegns Politikreds.

Over 100 fængslet i år i mere rå Pusher Street

Flere gange om ugen er betjente i aktion, og siden årsskiftet har dommere fængslet flere end 100 personer med tilknytning til Pusher Street på Christiania. Det oplyser Københavns Politi. Siden 1. januar har 381 personer været anholdt, og af dem er 109 blevet varetægtsfængslet. Det fremgår af en opgørelse, der går frem til 16. maj.

51-årig mand anholdt for knivstikkeri

En 57-årig mand blev natten til søndag udsat for flere knivstik i en lejlighed i København. En 51-årig mand er anholdt og fremstilles søndag i grundlovsforhør, oplyser Københavns Politis centrale efterforskningsleder. Offeret er uden for livsfare.

Uffe Ellemann-Jensen er død

Uffe Ellemann-Jensen, tidligere mangeårig formand for Venstre og udenrigsminister, er død efter længere tids sydom. Det fremgår af en pressemeddelelse. Den tidligere Venstre-formand og minister har i lang tid været ramt af en kræftsygdom, som de seneste uger har udviklet sig alvorligt. Han var Venstres formand i 14 år fra 1984 til 1998.

USA strammer grænse for PFOS i vand

USA strammer grænsen markant for det tilladte niveau af PFOS i drikkevand. Det tilladte niveau er nu langt strammere end de krav, der gælder i Danmark. Det skriver Politiken. Den danske grænse for det tilladte niveau af de sundhedsskadelige fluorstoffer i drikkevand, blev fremsat i 2020.