Rusland invaderer Ukraine

Seneste nyt om krigen i Ukraine 13. juni 2022

Denne liveblog bliver ikke længere opdateret.

Hvad skete der? Der er fortsat hårde kampe i det østlige Ukraine, særligt omkring byen Sjevjerodonetsk. 

Her får du seneste nyt om Ruslands invasion af Ukraine.

Kampen om Donbas er "en af de mest brutale kampe i og for Europa," siger Zelenskyj

Kampen om Donbas-regionen i det østlige Ukraine "vil helt sikkert gå over i militærhistorien som en af de mest brutale kampe i Europa og for Europa," lød det fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i sin aftentale mandag.

Dette sker efter, at ukrainske militærembedsmænd tidligere på dagen sagde, at ukrainske tropper var blevet skubbet tilbage fra centrum i Sjevjerodonetsk, som sammen med sin Lysychansk er kernen i den aktuelle kamp om, hvad der stadig er under ukrainsk kontrol i Luhansk-regionen i det østlige Ukraine.

Alle broer ud af Sjevjerodonetsk er ødelagt, siger guvernør

Alle tre broer, der forbinder Sjevjerodonetsk med den sammenhængende by Lysytjansk mod vest, er nu ufremkommelige for køretøjer, hvilket i høj grad begrænser evakueringsmulighederne for dem, der forsøger at flygte fra byen samt forsyningsruterne dertil. Det oplyser Serhiy Hayday, der er leder af Luhansk-regionens militære administration ifølge Reuters.  

Endnu en massgrav nær Kyiv er fundet, siger ukrainsk politi

Ligene af syv dræbte civile er blevet fundet nær landsbyen Myrotske nordvest for Kyiv. Det skriver The Guardian.

Flere af de dræbte er blevet fundet med bundne hænder og skudt i knæene, citerer avisens Kyiv's politichef for at sige i et Facebook-opslag. Her skriver han også, at de var blevet tortureret. 

Et undersøgelseshold er nu i gang med at identificere de dræbte. Myrotske ligger tæt på Bucha, der er blandt de mest kendte steder, hvor påståede folkedrab har fundet sted. 

Vestlige våben ankommer ikke hurtigt nok, siger ukrainsk rådgiver

En rådgiver for Ukraines forsvarsminister siger til BBC, at der er akut behov for flere våben fra Vesten.

Yuriy Sak siger til BBC World, at selvom Ukraine er taknemmelig for de våben, det hidtil har modtaget fra vestlige lande, kommer yderligere forsyninger ikke så hurtigt, som de burde.

- Vi er lidt bekymrede, der er ikke tilstrækkelig forståelse for niveauet af den trussel, vi står over for, og Europa står over for, siger han.

Han tilføjer, at i Sjevjerodonetsk i den østlige Donbas-region, hvor kampene er hårdest, forsvarer den ukrainske hær sig med det, de har, men at de ville have været meget mere effektive i deres forsvar af byen, hvis de havde modtaget flere tunge våben tidligere. 

Over tusind lig er stadig ikke identificeret i Ukraine

Et estimat på 1200 lig fundet i Ukraine er stadig ikke blevet identificeret, heriblandt flere fundet i massegrave ved frontlinjen. Det skriver blandt andet Sky News med henvisning til det russiske nyhedsbureau Interfax.

Interfax har talt med lederen af Ukraines nationale politi, Ihor Klymenko, der siger, at politiet har indledt straffesager i forbindelse med over 12.000 ukrainske dødsfald. Han tilføjer, at 75 procent af de dræbte er mænd, to procent er børn og resten er kvinder.

- Det her er en lang proces med meget arbejde, da mange lig er i forfald, siger Ihor Klymenko ifølge The Guardian.

Mange tusinde tons ukrainsk korn fragtet til Spanien

Et skib lastet med 18.000 tons korn fra Ukraine ankom mandag til det nordvestlige Spanien gennem det, der bliver kaldt "en ny maritim rute", som skal undvige Ruslands blokade af ukrainske havne ved Sortehavet. Det skriver CNN.

Det er den første last med ukrainsk korn til at nå det nordvestlige Spanien gennem den nye rute, der går gennem Østersøen, lyder det fra den spanske organisation for dyrefoderproducenter Agafac.

Ukraines korneksport spiller en vigtig rolle for mange landes fødevareproduktion. Søndag sagde en repræsentant for Ukraines regering, at man har fundet alternative eksportruter og arbejder på etablere nye ruter med Rumænien, Polen og de baltiske lande.

Separatistleder advarer ukrainske tropper i Sjevjerodonetsk: - Overgiv jer eller dø

Ukrainske tropper, der fortsat befinder sig i den omstridte by Sjevjerodonetsk i Luhansk-regionen, skal overgive sig eller mærke konsekvensen. Sådan lyder det fra den russiskstøttede separatistleder af den såkaldte Donetsk Folkerepublik, Eduard Basurin.

- De har to muligheder. Enten at følge eksemplet fra deres soldaterkammerater og overgive sig - eller dø, siger han ifølge The Guardian, der citerer det russiske nyhedsbureau RIA.

Mandag oplyste guvernøren i Luhansk-regionen, at russiske styrker kontrollerer omkring 70 procent af byen, heriblandt byens centrum.

Zelenskyj holder pressemøde for dansk presse

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, stiller tirsdag op til et pressemøde for den danske presse. Det oplyser Berlingske Media, der er vært for mødet.

Pressemødet er kommet i stand efter aftale mellem Ukraines ambassadør i Danmark, Mykhailo Vydoinyk, og Berlingske Medias koncernchef og udgiver, Anders Krab-Johansen.

- Vi åbner vores hus for hele dansk presse, så danske journalister kan stille spørgsmål direkte til præsident Zelenskyj, siger Anders Krab-Johansen i pressemeddelelesen.

Mødet finder sted tirsdag klokken 11.30.

Begge sider bruger tungere våben i krigen, hævder finsk præsident

Den finske præsident, Sauli Niinisto, siger mandag, at både Ukraine og Rusland tager tungere våben i brug i krigen. Det indebærer blandt andet russisk brug af termobariske våben, også kendt som vakuumbomber.

- Vi støtter Ukraine med tungere og tungere våben. Og på den anden side er Rusland også begyndt at bruge meget kraftfulde våben – termobariske våben, der faktisk er masseødelæggelsesvåben, lyder det fra præsidenten ifølge Reuters.

Ukraine og NATO-lande har også beskyldt Rusland for at bruge vakuumbomber i krigen. En ny rapport fra Amnesty International hævder også, at Rusland har brugt forbudte klyngebomber i Kharkiv, skriver Sky News.

Rusland hævder at have ødelagt vestlige våben i Ukraine

Ruslands forsvarsministerium hævder at have ødelagt en stor mængde våben og militærudstyr med præcisionsmissiler i Donetsk-regionen. Det indebærer også våben og udstyr, der er blevet leveret fra USA og Europa.

TV 2 kan ikke bekræfte udsagnet, ligesom medier som BBC og The Guardian heller ikke har verificeret angrebet.

Op mod 200 ukrainske soldater dør dagligt, siger Ukraine

Mellem 100 og 200 ukrainske soldater mister livet hver dag. Det siger Mykhailo Podolyak, der er rådgiver for det ukrainske præsidentkontor, til BBC ifølge Sky News.

Ukraines væbnede styrker estimerer mandag på Twitter, at omkring 32.300 russiske soldater har mistet livet. I morges sagde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at det russiske tabstal ved slutningen af juni kan nå forbi 40.000 døde. De tal er ikke bekræftet fra russisk side.

Ukraine efterspørger tunge våben op til topmøde

Ukraine sætter konkrete tal på, hvad det i deres øjne vil kræve af våbenleverancer for at afslutte krigen. Mykhailo Podolyak, der er rådgiver for det ukrainske præsidentkontor, skriver på Twitter, at det blandt andet kræver 500 kampvogne og 300 raketsystemer.

Udmeldingen kommer før onsdagens topmøde mellem forsvarsministre fra NATO-allierede lande og Ukraine samt repræsentanter fra Sverige, Finland, Georgien og EU, skriver CNN.

Russiske styrker har indtaget størstedelen af Sjevjerodonetsk

Kampene i byen Sjevjerodonetsk i Luhansk-regionen fortsætter med russiske fremryk. Det kemiske værk Azot, hvor omkring 500 personer, heriblandt 40 børn, menes at befinde sig, har mandag morgen været udsat for voldsomme artilleriangreb.

Det siger Serhij Hajdaj, der er guvernør i Luhansk-regionen, ifølge Sky News og Reuters.

Han tilføjer, at russiske styrker kontrollerer omkring 70 procent af byen, heriblandt byens centrum. To ud af tre broer ud af byen er ødelagte, og ifølge Hajdaj ødelægger russiske styrker byen "bydel efter bydel".

Tidligere russisk premierminister ønsker ukrainsk sejr: - Hvis Ukraine falder, er Baltikum de næste

Mikhail Kasyanov, der var Ruslands premierminister fra 2000 til 2004 og i dag leder oppositionspartiet Folkets Frihedsparti, regner med, at krigen i Ukraine kan vare op mod to år.

I sin embedsperiode var han fortaler for tætte bånd til Vesten og blev senere fyret af den nuværende russiske præsident, Vladimir Putin, hvor han derefter blev en af Kremls største kritikere, skriver nyhedsbureaet AFP. Han understreger, at det er afgørende, at Ukraine sejrer i krigen.

- Hvis Ukraine falder, er de baltiske stater de næste, siger han til AFP.

Han siger videre, at Putin virker "ude af den" i en politisk forstand, og han tror på, at Putin med tiden vil blive afsat af en kandidat, som sikkerhedstjenesten kontrollerer. Han mener, at det med tiden vil ende ud i frie og retfærdige valg i Rusland.

Floder kan blive afgørende for krigens fremgang, siger rapport

Det britiske forsvarsministerium skriver i sin daglige rapport om krigen i Ukraine, at floder sandsynligvis bliver en af de vigtigste faktorer i, hvordan krigen skrider frem.

En central del af Ruslands kilometerlange frontlinje i Donbas ligger vest for floden Siverskyj Donets. Dermed er russiske styrker nødt til enten at gennemføre "ambitiøse flankeringer" eller offensive krydsninger af floderne, lyder det i rapporten.

Ukrainske styrker har ofte ødelagt broer, inden de har trukket sig tilbage, mens Ruslands har haft svært ved at krydse floderne under kamp, skriver ministeriet.

USA: Putin har gjort fødevarer til våben

Krigen i Ukraine har alvorlige følger for fødevaresituationen i verden, blandt andet grundet en russisk blokade af Ukraines eksport af korn. Og det får den kommunikationsansvarlige for USA's sikkerhedsråd, John Kirby, til at rette skarp kritik mod den russiske præsident, Vladimir Putin.

- Hr. Putin har gjort fødevarer til våben, og vi arbejder hårdt med det internationale samfund og FN for at finde måder, hvor vi kan få korn ud og på markedet, hvor det hører til, siger han til CNN.

Ukraines eksport af korn spiller en vigtig rolle for mange landes fødevaresituation, og med Ruslands invasion og blokade af ukrainske havne ved Sortehavet er det meste af Ukraines korneksport nu ophørt.

Tidligere har CNN ud fra FN's estimater rapporteret, at 49 millioner mennesker kan ende i hungersnød eller hungersnødslignende tilstande som følge af krigen i Ukraine og dens påvirkning på verdens fødevaresituation.

Ministre vil finde udvej for Ukraines blokerede korneksport

Når fødevareminister Rasmus Prehn (S) mandag mødes i Luxembourg med sine kolleger i EU, er der ét altoverskyggende emne på dagsordenen:

Alternative fragtruter for den kritisk vigtige eksport af korn fra Ukraine.

- Vi ønsker fra dansk side at gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe til i arbejdet med at finde alternative fragtruter til de enorme mængder korn, der skal ud af Ukraine, siger Rasmus Prehn i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Amnesty: Nye beviser for angreb på ukrainske civile

Listen af beviser, for at Rusland har brugt ulovlige våben mod civile i Ukraine, vokser sig ifølge Amnesty International længere og længere. Det skriver Ritzau.

NGO'en skriver i en ny rapport,  at der gentagne gange er brugt ulovlige klyngebomber i storbyen Kharkiv.

Rusland har også brugt landminer, som er designet til at ramme mennesker, i civile områder i byen ifølge organisationen.

Begge våben er i strid med international ret, da de rammer vilkårligt.