Politik

Afslutningsdebat i Folketinget

Hvad skete der? Der var afslutningsdebat i Folketinget, som markerede afslutningen på det politiske år inden sommeren.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Debatten er slut

Der var afsat en time til spørgsmål efter statsministerens afsluttende tale, og den tid er nu gået. 

Dermed er afslutningsdebatten forbi efter 14 timer. 

Tak fordi du fulgte med. 

Mette Frederiksen har aldrig set noget lignende

Flere udspører Mette Frederiksen om forløbet omkring Claus Hjort. 

Fra Lars Løkke Rasmussen lyder det eksempelvis: 

- Jeg synes, at statsministeren burde reflektere lidt over sit eget ansvar i den sag. Regeringen har i udygtighed væltet en dominobrik, der stod Claus Hjort Frederiksen på, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen, der dog tilføjer, at han ville have stemt for at ophæve Claus Hjort Frederiksens immunitet. 

Mette Frederiksen svarer: 

- Nje det mener jeg faktisk ikke. Sagen er blevet så politiseret. Jeg har aldrig set noget lignende. Det er jo ikke første gang, vi har stået i en situation, hvor vi skulle ophæve immunitet, siger hun. 

Mette Frederiksen til Messerschmidt: - Det er rigtig, rigtig, rigtig godt

Den såkaldte Arne-pension, som i sin tid blev forhandlet på plads af regeringen, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, har fyldt en del i dagens debat. 

Mette Frederiksen udtrykker en tvivl om, hvorvidt DF vil løbe fra aftalen, hvis der kommer en borgerlig regering. 

DF-formand Morten Messerschmidt garanterer dog, at Dansk Folkeparti ikke vil trække sig fra aftalen. 

Det er statsminister Mette Frederiksen (S) meget glad for.

- Se, det er godt. Det er rigtig, rigtig, rigtig godt, siger hun.

Pia Olsen Dyhr sammenligner blå partiers retorik med Trump

Både Sofie Carsen Nielsen (R) og Pia Olsen Dyhr (SF) giver udtryk for, at de bakker om om Mette Frederiksens udmelding om en mulig ændring af justitsministerens kompetence. 

Begge er dog chokerede over, at sagen er kommet så vidt. 

Pia Olsen Dyhr sammenligner sågar beskyldningerne om, at regeringen har politisk forfulgt Claus Hjort i FE-sagen, med den retorik, vi kender fra den tidligere amerikanske præsident Donald Trump.

Lægger op til markant ændring af justitsministerens rolle

I samme forbindelse lægger statsministeren op til, at justitsministeren i fremtiden ikke skal have den såkaldte påtalekompetence. 

På nuværende tidspunkt er det justitsministeren, der træffer den endelige beslutning om, hvorvidt der skal rejses tiltale mod et folketingsmedlem eller ej. 

- Det her forløb har givet anledning til at overveje, om der stadig skal være en ordning med særlig påtalekompetence for justitsministeren, siger Mette Frederiksen. 

Embedsmændene i Justitsministeriet er allerede i færd med at granske ordningen, fortæller statsministeren, og justitsminister Mattias Tesfaye (S) vil på den baggrund indkalde til drøftelser med Folketingets partier, lyder det.

Det er direkte på baggrund af sagen om Claus Hjort Frederiksen, at regeringen overvejer at foretage ændringerne. Ifølge Mette Frederiksen skal det foregribe, at der kan blive skabt tvivl om retssikkerheden på den måde, som tilfældet har været i Claus Hjort-sagen. 

Mette Frederiksen: - Vi forfølger ikke Claus Hjort

Mette Frederiksen slutter sin tale af med endnu engang at afkræfte, at regeringen har haft en finger med i spillet i forhold til Claus Hjort-sagen. 

- Det insinueres, at regeringen forfølger en politisk person. Det er i strid med sandheden, og det ærger mig, siger hun og fortsætter: 

- Jeg ved godt, at kampen om den såkaldte magt forstærkes nu, men vi er også kolleger, og der må være grænser for, hvad vi siger, lyder det. 

Folkeafstemningen fylder igen

Statsministeren taler nu om folkeafstemningen 1. juni. Den har generelt fyldt meget i løbet af dagen. 

- Vesten står nu mere samlet end nogensinde før. Det håber jeg, vi kan bekræfte 1. juni, siger hun. 

Ifølge Mette Frederiksen er der en række fordele for Danmark ved at stemme ja. Blandt andet kan vi rykke helt ind i forsvars- og sikkerhedssamarbejdet i EU og på den måde få indflydelse på retningen. 

Mette Frederiksen går i rette med blå blok

Mette Frederiksen kommenterer på en række af de taler, der har været i løbet af dagen. Særligt talerne fra de blå partier. 

- Det glæder mig, at de borgerlige partier er begyndt at være så optaget af ulighed, siger hun med henvisning til blandt andet Liberal Alliances leder Alex Vanopslagh. 

Ifølge hende kom der en række unancerede påstande fra de blå partier om, at uligheden er steget under hendes regeringsperiode. 

Hun retter også skytset mod blå bloks holdning til Arne-pensionen. Det er især Pape, hun går efter her.  

- Jeg har hørt Søren Pape sige, at det var for andre folks penge, at folk får Arne-pensionen. Jeg har næsten ikke ord. Vi taler om mennesker, der har stået op hver dag og slidt og slæbt, siger statsministeren. 

Mette Frederiksen takker alle for samarbejdet

Alle har nu haft ordet, og det er tid til at høre fra statsminister Mette Frederiksen (S) igen. 

Trationen tro starter hun med at samle op på dagens debat og takker for alle de taler, der har været. 

Hun pointerer desuden, at alle eksperter havde forudset, at det ville blive en hård debat. Det har det ikke været. 

- Tak for samarbejdet. Kom ikke og sige, at der kun er er skarpe linjer og en hård tone i politik, siger hun. 

Færing takker af efter over 30 år

Det færøske folketingsmedlem Edmund Joensen fra partiet Sambandsflokkurin fortæller fra talerstolen, at han ikke kommer til at genopstille til Folketinget

- Alting har en ende, og det har min politiske karriere også. Jeg har derfor meddelt mit bagland på Færøerne, at jeg ikke genopstiller, siger han. 

Den 77-årige politiker har været politisk aktiv i 34 år.

Flere poltikere i salen takker ham for hans store indsats. 

- Tak for en stor indsats i Venstres folketingsgruppe, hvor ordførerens indspark altid har været kloge, forstandige og ansvarlige, siger Jakob Ellemann-Jensen. 

Edmund Joensen noterer vitigt fra talerstolen, at han da måske skal overveje at stille op igen alligevel efter alle de søde ord. Det medfører latter i salen. 

En stormflod af spørgsmål

Flere i salen takker Aaja Chemnitz Larsen for en god tale. Og stort set alle har spørgsmål til den grøndlandske politiker. Det er især sikkerhedspolitik og militær tilstedeværelse, der fylder. 

Lars Løkke noterer sig, at der stilles mange flere spørgsmål til det grønlandske parti end for år tilbage. 

- Det er glædeligt og må være et udtryk for interesse, siger han. 

Gang i strikkeriet

Nogle småsnakker, nogle tager selfies, og nogle strikker på livet løs. 

Bedre samarbejde i Rigsfællesskabet

Nu er det grønlandske Aaja Chemnitz Larsen fra Inuit Ataqatigiit, der taler. 

Hun lægger vægt på, at der er brug for bedre samarbejde i Rigsfælleskabet. 

- Uanset hvad vi mener om Rigsfælleskabet, skal vi gøre, hvad vi kan for at sikre fællesskabet, vi skal sikre, at vi får endnu flere af de grønlændere, der har bosat sig i Danmark, i arbejde, siger hun. 

Ifølge Aaja Chemnitz Larsen går det allerede den rigtige vej, og det takker hun regeringen og Mette Frederiksen for. 

Lars Løkke på talerstolen som formand for Moderaterne

For første gang under en afslutningsdebat går Lars Løkke på talerstolen som formand for sit parti Moderaterne. 

I sin tale fortæller han, at han på det seneste har taget sig selv i at være enig i statsministerens analyser. 

- Men det kniber med handlingen, siger han og fortsætter: 

- Jeg står tilbage med en følelse af, at der kradses i overfladen, og det synes jeg er en udfordring. Vi kan mere, men det kræver et mod til forandring, som helt ærligt føles lidt fraværende. 

Der er ingen spørgsmål til den tidligere statsminister. Den radikale leder kunne dog godt lide talen, bemærker hun på Twitter. 

Debatten er genoptaget

Så er vi i gang igen, og det er Alternativets Torsten Gejl, der har indtaget talerstolen. 

Han lægger i sin tale vægt på, at der er for meget mistrivsel i Danmark. 

- I Alternativet ser vi et overophedet konkurrencesamfund. Det tager ikke bare på klimaet, men også på danskerne. Er der ting, vi svigter i jagten på det materielle? Naturen, vores børn?, spørger han ledende. 

Nu en times pause

Der holdes nu pause til klokken 19, så politikerne kan spise aftensmad.

Herefter fortsætter debatten, der har varet i ni timer indtil videre. Traditionen tro varer den til efter midnat. 

Slik skal der til

Politikerne skal have noget at styrke sig på under de mange timers debat. Og mens det nok ikke går med alkohol, er slik helt ok. 

Det konservative folketingsmedlem Mette Abildgaard har således taget slikposer med til sine kolleger. Det takker Birgitte Bergmann (K) for på Twitter. 

LA-leder med skarp kritik: Statsministeren har åbenlyst talt usandt

Det er nu den politiske leder for LA, Alex Vanopslagh, der har ordet. Han kritiserer blandt andet regeringen for "minkskandalen" - beslutningen om at aflive alle mink, selvom der ikke var lovhjemmel.

- Det er vel ingen herinde, der tror på, at landets statsminister var den sidste, der fik at vide, at der ikke var lovhjemmel. Og der er vel ingen, der tror på, at de sms'er blev slettet af sikkerhedshensyn, siger Alex Vanopslagh. 

Han mener ikke, at Folketinget har været god nok til at sætte foden ned. 

- Det er noget, vi har ladet passere. Vi har lavet passere, at vores statsminister er kommet med en åbenlys usandhed, lyder det fra Vanopslagh. 

Han understreger, at han aldrig igen kommer til at lade det ske, heller ikke under en blå regering, der af afhængig af Liberal Alliances mandater. 

Noget af det værste, jeg har oplevet, siger Vermund

Nye Borgerliges formand Pernille Vermund starter sin tale ud med at kritisere regeringen. 

- Nu har vi levet tre år under det socialdemokratiske regime. Det er noget af det værste, jeg har oplevet i min levetid, siger den 46-årige partileder. 

Derfor håber hun også, at der snart bliver udskrevet valg. 

Pernille Vermund langer dog ikke kun ud efter regeringen. Hun mangler også at se handling fra Venstre og Det Konservative Folkeparti. 

- Jeg savner et borgerligt projekt. Og jeg savner, at de store borgerlige partier, de kommer med et bud på, hvordan man løser udlændingeproblematikken fra bunden, siger hun. 

- Niveauet er godt nok lavt, siger Pia Kjærsgaard

Pia Kjærsgaard stiller nu et spørgsmål til partifællen Morten Messerschmidt. Eller et spørgsmål kan man måske dårligt kalde det. Hun vil egentlig bare havde Messerschmidt til at bekræfte, at der er et "virkelig lavt niveau" i debatten. 

- Altså vi står over for en folkeafstemning, og så bruger Socialdemokratiet tid på at snakke om, hvem i blå blok, der er statsministerkandidat. Niveauet er godt nok lavt, det er langt ude, siger Pia Kjærsgaard. 

Messerschmidt giver hende ret. Han har flere gange tidligere i dag og i løbet af den seneste tids debatter undret sig over, at "de EU-begejstrede partier" ikke bruger mere tid på at snakke om forsvarsforbeholdet.