Samfund

Dagens nyheder 18. maj

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Alternativet bruger Rick Astley-hit i politisk kampagne uden tilladelse

Alternativet har ikke spurgt om til at bruge ”Never Gonna Give You Up” i deres kampagne op til afstemningen om forsvarsforbeholdet. Det er en krænkelse af ophavsretten, vurderer professor i Radio4's Kulturmagasinet Kræs. Blandt andet lyder en af plakaterne: ”Never Gonna Give EU Up.”

13-årig britisk dreng anholdt for mistanke om terrorforbrydelse

En 13-årig dreng er blevet anholdt i London under mistanke for at dele IS-materiale. Det skriver BBC. Teenageren blev varetægtsfængslet, inden han blev løsladt mod kaution indtil midten af ​​juni. Efterforskningslederen, Richard Smith, fortæller, at de i Storbritannien ser en stigning i antallet af radikaliserede teenagere.

Tom Cruise hædret med jagerfly i Cannes

Tom Cruise er blevet tildelt en hædersguldpalme ved filmfestivalen i Cannes onsdag. Det skriver nyhedsbureauet AP. Her blev han samtidig hyldet med en eskadrille af fly, der fløj over den franske himmel.

Knivstikkeri på Frederiksberg efter kontrovers - blødte fra hoved og hals

Klokken 21.35 onsdag aften modtog Københavns Politi en anmeldelse om et muligt knivstikkeri på Sønderjyllands Allé på Frederiksberg. Her fandt politiet to personer, der havde været oppe at slås, muligvis med kniv – den ene blødte fra hovedet, og den anden blødte fra halsen, fortæller den centrale efterforskningsleder, Anders Frederiksen, til TV 2. Begge er kørt på sygehuset og er uden for livsfare. Sønderjyllands Allé er afspærret som følge af politiets arbejde.

Cyklist kvæstet efter sammenstød med lastbil

En cyklist er kvæstet og en bilist slap uden større skader, da en lastbil tabte et hjulsæt ved Hvilsager på Djursland onsdag aften. Det oplyser vagtchef Morten Hansen fra Østjyllands Politi til Ritzau. 

Ni tilfælde af abekopper opdaget i Storbritannien

I alt er der nu påvist ni tilfælde af den sjældne sygdom abekopper i Storbritannien, skriver de britiske sundhedsmyndigheder på deres hjemmeside. I Storbritannien er alle tilfælde fundet hos mænd, der dyrker sex med mænd.

USA advarer om mulig nordkoreansk atom- eller missiltest under Biden-rejse

Amerikansk efterretninger viser, at der kan være en nordkoreansk atomprøve eller missiltest, eller begge dele, før, under eller efter præsident Joe Bidens rejse til Sydkorea og Japan, der starter i denne uge. Det siger USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan under en briefing i Det Hvide Hus onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters. 

Mindst tolv døde efter kollapset fabriksmur i Indien

Mindst tolv arbejdere er døde, mens tretten er såret, efter en mur på en saltfabrik i Indien kollapsede, siger lokale myndigheder. Det vides ikke, hvorfor ulykken skete. Ulykken skete i Morbi-distriktet, 215 kilometer vest for Gandhinagar, hovedstaden i staten Gujarat.

Nyt forsøgsstudie skal forudsige en ny coronabølge

Statens Serum Institut og Danske Regioner igangsætter et nyt forsøgsstudie, der måske kan hjælpe med at forudsige en ny coronabølge – for eksempel til efteråret. Det siger direktør i Statens Serum Institut Henrik Ullum. 10.000 tilfældigt udvalgte bloddonorer og deres husstandsmedlemmer er inviteret til at deltage i 'PCR Hjemmetest Studie', skriver Ritzau. 

18-årig dømt for forsøg på voldtægt og blodskam mod sin halvsøster

En 18-årig mand er i dag ved Retten i Næstved idømt anbringelse på institution for forsøg på voldtægt og blodskam begået mod sin dengang 5-årige halvsøster. Det skriver Sydsjællands anklagere på Twitter. Dommen er anket.

Pakistan og Indien lider under rekordvarme hedebølger

I New Delhi nåede temperaturen søndag over 49 grader. Millioner af mennesker står ifølge den britiske avis The Guardian uden vand og strøm. Onsdag peger klimaeksperter i en analyse ifølge avisen på, at klimaforandringerne gør ekstremt vejr som det 100 gange mere sandsynligt i det nordvestlige Indien og Pakistan. Analysen er lavet af Storbritanniens meteorologiske institut, Met Office.

Telefonen til Region Sjællands lægevagt er nede

Opdateret klokken 19.06: Borgere i Region Sjælland kan igen ringe til lægevagten, oplyser regionen på sin Facebook-side.

I Region Sjælland er telefonen til lægevagten nede. Borgere med behov for at tale med lægevagten kan henvende sig på det nærmeste sygehus, skriver regionen i en pressemeddelelse. Der er ingen tidshorisont for, hvor længe lægevagtens telefonlinjer er nede, skriver regionen.

Seks mænd varetægtsfængslet i større sag om produktion af skunk

Seks mænd i alderen 30 til 38 år, bosiddende i Tønder, Middelfart og Assens kommuner, blev tirsdag ved et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i foreløbig fire uger. De seks mænd er sigtet for overtrædelse af den såkaldt hårde narkoparagraf i straffeloven i et større sagskompleks om produktion af skunk, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse

20-årig fængslet for drab – og for at skære øret af endnu et offer

En dommer har onsdag varetægtsfængslet en 20-årig mand, der sigtes dels for et drab begået på et hotel i Strandgade København og dels for et meget brutalt overfald på en mand i Silkegade. Fængslingsfristen er sat til 27 dage. Den 20-årige har nægtet sig skyldig. Dog erkender han såkaldt simpel vold mod den mand, der afgik ved døden efter vold på hotellet.

Politi efterlyser 24-årig internationalt for brutalt overfald i København

Københavns Politi efterlyser den 24-årige hollandske statsborger Yahye Mohamed Omar for et brutalt overfald på en adresse i Silkegade i København søndag. Her blev en 25-årig mand stukket flere gange med kniv på kroppen, fik skåret sin ene kind op og skåret sit venstre øre af. Politiet kalder den 24-årige "farlig" – læs beskrivelsen af ham her.

To unge idømt fængsel for svindel på nettet

To unge mænd fra Ballerup er onsdag blvet idømt 12 og 13 måneders fængsel. Vestegnens anklagere skriver på Twitter, at de i over 2 år har snydt 302 borgere med handel via internettet, hvor varerne aldrig blev leveret. Det samlede udbytte var over 700.000.

Lovændring skal hjælpe ferierende ukrainske flygtninge

Hvis ukrainere var rejst ud af hjemlandet, da krigen i hjemlandet brød ud, kan det lige nu være en stopklods for at søge ophold i Danmark. Det ønsker regeringen at ændre, og derfor foreslår den en ændring af ukrainerloven. Det siger udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S) til Ritzau. 

Michelangelo-skitse solgt for 171 millioner kroner

En skitse af den berømte billedhugger og kunstner Michelangelo er blevet solgt på auktion for 23 millioner euro, svarende til 171 millioner danske kroner. Det skriver nyhedsbureauet AFP. 

Færre voksne udsættes for tvang i psykiatrien

Sidste år er et lavere antal voksne blevet udsat for tvang i psykiatrien. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse. I alt har 5441 voksne oplevet at blive udsat for tvang i 2021. Det er et fald på 8 procent i forhold til 2020. 

Tyrkiet blokerer første skridt i NATO-optagelse

Det er lykkedes Tyrkiet at blokere for det første skridt i processen i forbindelse med Sverige og Finlands optagelse i NATO. NATO-ambassadører får nemlig ikke i dag som planlagt begyndt processen med behandlingen, skriver det norske nyhedsbureau NTB.