Nyheder

Dagens nyheder 17. maj 2022

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Bloggen bliver ikke længere opdateret.​

Oasis-guitar solgt på auktion for 2,8 millioner kroner

Guitaren, som blev smadret den aften, hvor det britiske band Oasis gik i opløsning, er tirsdag blevet solgt på en auktion i Paris. Køberen måtte ifølge nyhedsbureauet AFP punge ud med 385.500 euro for guitaren, der er af mærket Gibson ES-355. Det svarer til lidt mere end 2,8 millioner kroner.

Marokko dropper krav om coronatest

De marokkanske myndigheder siger, at kravet om coronatest inden indresje i Marokko bliver droppet. Landet har løftet alle restriktioner. 

Brand brudt ud i tag i København

En brand er brudt ud i et tag i et boligkompleks i Nordvestkvarteret i København. Det oplyser Henrik Brix, vagtchef ved Københavns Politi, til TV 2. Der er tale om Tranevej 6, og brandvæsenet er i gang med slukningsarbejdet. Ifølge politiet regner man med forholdsvis hurtigt at få branden under kontrol. Der er ingen meldinger om tilskadekomne. 

Opdatering: Klokken 22.10 oplyser politiet, at branden er slået ned, og at man forventer at være på stedet en times tid for at håndtere eventuelle vandskader.

Kongreshøring om ufoer endte med få svar

For første gang i over 50 år var der tirsdag en høring i USA's Kongres om ufoer. Ifølge BBC gav høringen dog ikke mange svar. De to højtstående embedsfolk sagde dog, at det amerikanske forsvarsministerium er fast besluttet på at finde ud af, hvor hundredvis af rapporterede ufoer kommer fra.

Kaffegigant vil betale for abortrejser

Verdens største kaffekæde, Starbucks, vil betale rejsen for medarbejdere, der skal til en anden stat for at få en abort, skriver Forbes. Udmeldingen kommer, efter at et lækket dokument har vist, at den amerikanske højesteret er parat til at afskaffe retten til fri abort. 

Babymad tilbagekaldt på grund af bly

Semper Danmark tilbagekalder gulerodspuré til babyer, da der er fundet et forhøjet indhold af bly i et specifikt parti. Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse. Et forhøjet blyindhold kan udgøre en sundhedsfare for babyer. Fødevarstyrelsen anbefaler at levere produktet tilbage eller kassere det. 

Britisk parlamentsmedlem anholdt for mistanke om voldtægt

Et britiske parlamentsmedlem fra Det Konservative Parti er blevet anholdt for mistanke om voldtægt og seksuelle overgreb i perioden mellem 2002 og 2009. Det bekræfter Scotland Yard over for The Sun. Medlemmet er varetægtsfænglset og en efterforskning er i gang. 

Danmark vil indgå aftale om at tidoble udbygning af havvind

Danmark, Tyskland, Holland og Belgien vil indgå aftale om at tidoble havvindkapaciteten i Nordsøen til mindst 150 gigawatt frem mod 2050. Det skriver Finans. De 150 gigawatt er nok til at forsyne cirka 230 millioner europæiske husstande med grøn strøm. 

Person fløjet på hospitalet efter soloulykke

En 85-årig mand er kommet alvorligt til skade efter en soloulykke vest for Sønderborg tirsdag aften. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til B.T. Politiet fortæller, at føreren er blevet fløjet med helikopter til hospitalet. Man ved endnu ikke, hvad der er sket forud for ulykken. 

Computergigant varsler lønstigninger til danske ansatte

Microsoft vil hæve lønnen som konsekvens af højere leveomkostninger, skriver Finans. Computergiganten planlægger at hæve sit lønbudget med næsten 50 procent – også i Danmark – for at kompensere for inflationen og "holde på talenterne". Præcis hvor meget, den enkelte ansatte vil stige, er uklart, og lønstigningerne vil ifølge Microsoft variere fra land til land.

Børsen skal renoveres

Børsen i København står over for en renovering, skriver TV 2 Lorry. Dansk Erhverv oplyser, at bygningen skal renoveres for et trecifret millionbeløb, der blandt andet skal bruges på at skifte murværket, sandstensfigurerne samt kobbertaget.

Taliban opløser menneskerettighedskommission

Taliban har opløst Afghanistans menneskerettighedskommission. Det oplyser talsmand for Taliban-regeringen, Inamullah Samangani, ifølge flere internationale medier. Kommissionen stoppede sit arbejde, da Taliban kom til magten, og lederne er siden flygtet i eksil.

Flere end 50.000 støtter borgerforslag om at droppe nye regler

Over 50.000 mennesker har nu skrevet under på et borgerforslag imod, at gymnasieelever bliver fordelt efter forældrenes indkomst. Forslaget skal derfor fremsættes i Folketinget. 

Kø på E45 giver 40 minutters længere rejsetid

Vejdirektoratet oplyser, at bilister på E45 i nordgående retning omkring Horsens skal forberede sig på forlænget rejsetid på op til 40 minutter. Køen skyldes et uheld før afkørsel 56, og der er både redningsfolk og politi på stedet. 

Opdateret: Der er ikke længere kø på strækningen.

USA godkender boostervaccine til børn

Amerikanske FDA, USA's lægemiddelstyrelse, har godkendt Pfizers vaccine til boosterstik for børn mellem 5 og 11 år. Det skriver NBC. Det tredje stik skal gives cirka fem måneder efter anden dosis.

28-årig efterlyses for drabsforsøg

Københavns Politi efterlyser en 28-årig mand for et drabsforsøg begået 6. maj i Københavns Sydhavn. Her blev en 33-årig mand stukket flere gange med kniv, bragt på hospitalet og overlevede knivstikkeriet. 

Opdateret: Den 28-årige er tirsdag blevet anholdt og fremstilles i grundlovsforhør onsdag morgen. 

Seks tidligere DF'ere vil ikke stemme for ophævelse af Hjorts immunitet

De seks løsgængere og tidligere medlemmer af Dansk Folkeparti vil ikke stemme for ophævelse af immuniteten, når ikke de kender den fulde anklage mod Claus Hjort Frederiksen, oplyser Bent Bøgsted, tidligere medlem af Dansk Folkepart, til Ritzau. 

Rockband har afgivet forklaring i retssag om terrorangreb

Rockbandet Eagles of Death Metal har tirsdag afgivet forklaring i retssagen om angrebet mod det parisiske spillested Bataclan, der fandt sted i november 2015. 

43-årig savnet – sidst set for to uger siden

Den 43-årige Michael Ejner Sengenbjerg Bodilsen fra Kolding har været forsvundet i 14 dage, men er stadig savnet, skriver Sydøstjyllands Politi på Twitter. Har man set ham, opfordrer polititet til, at man ringer 114.