Nyheder

Dagens nyheder 13. maj

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Anmeldelse om knivstik på marked

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterforsker en sag om knivstikkeri på Døllefjelde-Musse Marked, skriver politiet på Twitter. Politiet har ikke yderligere oplysninger for nuværende.

Politi søger stadig vidner til skyderi

Siden Østjyllands Politi offentliggjorde en video fra et skuddrab på en 21-årig mand i Viby, har politiet fået "en del" tip, oplyser efterforskningsleder Brian Voss Olsen til TV2 ØSTJYLLAND. Men gerningsmanden er ikke fundet, og politiet hører gerne fra flere vidner på telefonnummer 114.

Sydossetien skal stemme om tilslutning til Rusland

Den georgiske udbryderregion Sydossetien vil 17. juli holde folkeafstemning om at tilslutte sig Rusland. Det siger Sydossetiens afgående præsident, Anatolij Bibilov, ifølge Reuters og Tass. 

Mike Pence går imod Trump

I kampen om, hvem der skal være republikanernes kandidat til guvernørposten i Georgia, har tidligere vicepræsident Mike Pence erklæret sin støtte til den siddende guvernør, Brian Kemp. Det er kontroversielt, fordi han går direkte imod sin tidligere chef Donald Trump, der støtter modkandidaten David Perdue.

100 medlemmer af Venstre har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed

100 medlemmer af Venstre har over årene oplevet uønsket seksuel opmærksomhed. Det viser en undersøgelse, som partiet har fået udarbejdet. Tallet dækker over alt fra jokes og upassende tale af seksuel karakter til alvorligere sager, skriver Venstre i en pressemeddelelse.

Dronning Elizabeth viser sig offentligt efter afbud

Den britiske dronning Elizabeth har vist sig offentligt, for første gang siden hun helt usædvanligt meldte afbud til åbningen af parlamentet i mandags. Hun havde problemer med mobiliteten, lød forklaringen, men fredag var den 96-årige dronning på plads til det årlige Royal Windsor Horse Show.

Fælles erklæring mod Israels planer

I en fælles erklæring opfordrer Danmark og 14 andre europæiske lande Israel til at droppe planer om at bygge over 4000 nye boliger på Vestbredden.

Præsidenten i De Forenede Arabiske Emirater er død

Præsident Khalifa bin Zayed Al-Nahyan er død i en alder af 73 år efter at have kæmpet mod sygdom i flere år. Det rapporterer flere internationale medier, der citerer det statslige nyhedsbureau WAM. Khalifa bin Zayed Al-Nahyan har været præsident for De Forenede Arabiske Emirater siden 2004. 

Politi affyrer varselsskud ved anholdelse

Politiet er i øjeblikket til stede på Kvaglundparken i Esbjerg, hvor de i forbindelse med anholdelse af en mand har afgivet varselsskud. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter. Til Ritzau siger vagtchef Sune Loklindt, at manden truede med kniv, og at folk på stedet søgte tilflugt i biler.

Fifa advarer VM-hoteller som afviser homoseksuelle

Hvis ikke hoteller i Qatar vil tage imod homoseksuelle gæster, kan hotellerne få deres kontrakt med Fifa ophævet. Det siger en Fifa-talsperon til The Telegraph. Udmeldingen kommer efter, at DR, NRK og SVT tidligere på ugen afslørede, at tre af de 69 hoteller, som Fifa anbefaler til VM i Qatar, ikke vil huse homoseksuelle gæster.

Britisk regering vil fyre hver femte offentligt ansatte

Titusinder af britiske embedsmænd står til at miste deres job i henhold til nye besparelser, som er planlagt af den konservative regering i London. Det siger Jacob Rees Mogg, som blandt andet er minister for brexit-perspektiver og effektivitet, ifølge Ritzau. 

Elon Musks køb af Twitter sat på pause

Elon Musk skriver på Twitter, at hans køb af det sociale medie er sat på pause, da han afventer undersøgelse af omfanget af falske profiler på Twitter.

18 demonstranter frihedsberøvet efter spærring af vej

18 demonstranter fra Extinction Rebellion er fredag formiddag blevet frihedsberøvet, efter at de lagde sig ned på kørebanen på Bredgade i København. Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Jesper Frandsen til Ritzau. Bredgade er netop åbnet for trafik igen. 

Efterlyst 17-årig pige fundet i god behold

Den 17-årige pige, som TV 2 tidligere skrev var efterlyst af Sydøstjyllands Politi, er nu fundet i god behold. Det oplyser politiet på Twitter

Regionshospital aflyser 40 operationer om ugen

Midtjysk hospitalsfusion, som dækker over Regionshospitalet Gødstrup, aflyser 10 procent af de planlagte operationer frem til udgangen af august måned. Det oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse. Ifølge Jens Friis Bak, lægefaglig direktør, vil det betyde, at cirka 40 operationer om ugen vil blive aflyst. 

Demonstranter spærrer Bredgade i København

Omkring 100 demonstranter fra aktivistgruppen Extinction Rebellion spærrer i skrivende stund Bredgade i København. Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Jesper Frandsen til TV 2.  Politiet er ved at fjerne demonstranterne, men de kan endnu ikke sige, hvornår vejen vil være åben for trafik igen. 

Ny aftale skal sænke lange svartider på 1813

PLO-Hovedstaden og Region Hovedstaden har indgået en ny aftale om, at praktiserende læger kan hjælpe med at tage telefoner på hverdage mellem klokken 16 og 18. Det skriver TV 2 Lorry. Aftalen skal være med til at sænke de lange svartider, som har været udsat for kritik. 

49-årig død efter gaseksplosion

En 49-årig mand er afgået ved døden efter en arbejdsulykke torsdag i Middelfart. Det oplyser vagtchefen ved Fyns Politi, skriver Fyens Stiftstidende. Den 49-årige kom til skade, da der skete en gaseksplosion i forbindelse med svejsearbejde på en fjernvarmeledning. De pårørende er underrettet. 

Sydkorea vil tilbyde coronavacciner til Nordkorea

Mindst én person i Nordkorea er død af covid-19, og et smitteudbrud spreder sig i det lukkede land. Det har nordkoreanske statsmedier for første gang bekræftet. Nordkorea har ikke modtaget en eneste vaccine, men nu planlægger Sydkorea at hjælpe med vacciner og andre medicinske varer, skriver Reuters.

Norwegian med stort millionunderskud i første kvartal

Flyselskabet Norwegian har tabt omkring 616 millioner kroner i første kvartal, viser det seneste regnskab. Det er på trods af, at antallet af passagerer er stigende, efter en periode hvor coronavirus og krigen i Ukraine har påvirket lufttrafikken.