Nyheder

Dagens nyheder 2. maj 2022

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Den norske pilotforening lægger sag an mod SAS

Den norske pilotforening Norsk Flygerforbund lægger sag an mod SAS på vegne af 560 piloter. Det oplyser formanden for de norske SAS-piloters fagforening, Roger Klokset, til NRK. Pilotforeningen kræver, at piloterne får deres job tilbage, efter at de blev afskediget som følge af coronapandemien.

Person på elcykel anholdt - kørte over 70 kilometer i timen

Københavns Vestegns Politi har anholdt en føreren af en elcykel, der kørte 70-80 kilometer i timen. Det skriver politikredsen på Twitter. Politiet beder eventuelle vidner, der har set personen cykle i området omkring HF Carl Nielsens Minde i Søborg, om at ringe 114.

Kvinde anholdt efter brandattentat mod rådhus

Nordsjællands Politi har anholdt en kvinde og eftersøger en identificeret mand i forbindelse med et brandattentat mod Helsingør Rådhus mandag eftermiddag, oplyser vagtchef David Eckert. Motivet er angiveligt en personlig uoverensstemmelse med kommunens forvaltning.

Madlavning førte til brand i lejlighed i Aalborg

En lejlighed på Konvalvej i Aalborg er udbrændt, efter at der gik ild i lejlighedens køkken i forbindelse med madlavning. Beboeren og naboerne nåede at komme ud af bygningen. Branden udviklede sort røg. Det skriver TV 2 Nord.

Uefa: Ingen russiske fodboldklubber i europæiske turneringer næste sæson

Ingen russiske fodboldklubber får lov at deltage i europæiske turneringer i næste sæson, og russiske landshold er udelukket fra flere turneringer, oplyser Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) på sin hjemmeside mandag. Det gælder blandt andet kvindernes EM og kvindernes VM-kvalifikation, hvor russerne har været i gruppe med Danmark.

Over 250 migranter ankommet til Storbritannien

Over 250 migranter ankom søndag til Storbritannien efter at have krydset Den Engelske Kanal fra Frankrig. Det oplyser det britiske forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP. De mange ankomster blev registreret, efter at der i 11 dage - formentlig på grund af dårligt vejr - havde været pause i ankomsten af migranter.

Borgere i Oslo bedt om at spare på vandet

Indbyggerne i Oslo er blevet bedte om at spare på vandet. Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Indbyggerne har mandag fået en sms om at spare på vandet, og kommunen har samtidig skrevet opfordringen på dens hjemmeside. Det er anden gang i år, at Oslos indbyggere bliver bedt om at spare på vandet.

Salmonella fundet i hundemad

Et hundefoderfirma tilbagekalder hundemad på grund af risiko for salmonella. Det skriver Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside. Det drejer sig om alle produkter af TASTE 100% Lam fra firmaet Vom og Hundemat Danmark. Ifølge Fødevarestyrelsen er der risiko for smitte med salmonella til mennesker, da der er tale om foder til kæledyr. Produktet er solgt i dyrehandlere i hele landet.

Maria Gudme overtager Hækkerups plads i Folketinget

Socialdemokraten Maria Gudme overtager den netop afgåede justitsminister, Nick Hækkerups, plads i Folketinget. Det skriver hun på Facebook.

Staten kasserer over en million coronavacciner

Den danske stat kasserer 1,1 million doser af vaccinevarianten Moderna, fordi de er blevet for gamle, og fordi det ikke har været muligt at donere vaccinerne til andre lande. Det oplyser SSI, der peger på, at udbuddet nu overstiger efterspørgslen. 

Politiet har "forskellige hypoteser" i sag om forsvundet 13-årig pige

Politiet arbejder med en stribe forskellige hypoteser i sagen om den 13-årige pige, der fredag forsvandt på vej til skole på Amager. Men om der er sket en forbrydelse eller ej, er uklart, oplyser Københavns Politi til Ritzau.

Køer løber mellem bilerne på E45

Der er fem køer løs på E45 Nordjyske Motorvej fra Randers mod Hobro mellem Onsild og Hobro V. Køerne løber mellem bilerne, så bilister skal passe på, skriver Vejdirektoratet.

Finsk konsortium dropper russisk atomkraftleverandør

Det finsk-ledede konsortium Fennovoima har opsagt en kontrakt med det russiske Rosatom omkring opførelsen af et tredje finsk atomkraftværk i Pyhäjoki i Norra Österbotten. Det skriver TT.

Museum ved ikke, om hærværksramt maleri kan reddes

Fremtiden for Asger Jorn-maleriet 'Den foruroligende ælling' er usikker, efter at maleriet 29. april blev udsat for hærværk med kontaktlim og tusch, siger museumsdirektøren på Museum Jorn i Silkeborg, Jacob Thage. Ifølge ham, er det en permanent tusch, der er blevet brugt i forbindelse med hærværket.

Salling fortsætter med at sælge Ecco-sko

Salling Group beholder Ecco-sko på hylderne, skriver virksomheden i en mail til TV2 ØSTJYLLAND. Sport24 og Magasin har droppet de danske sko fra sortimentet, fordi Ecco i modsætning til mange andre virksomheder ikke har trukket sig fra det russiske marked efter krigen i Ukraine.

27-årig hackede sig til 16.977 intime billeder

En 27-årig mand er fundet skyldig i 14 forhold om hacking og blufærdighedskrænkelse. Han er samtidig blevet frifundet i lige så mange forhold – heriblandt voldtægt. Det oplyser Retten i Herning. Manden har tidligere erkendt, at han har hacket og besiddet 16.977 intime billeder og videoer af 512 kvinder landet over.

67-årig kasserer tiltalt for årevis af bedrageri og mandatsvig

En nordjysk kvinde er anklaget for at bedrageri og mandatsvig for omkring 224.000 kroner, skriver TV2 NORD. Ifølge anklagerne, har kvinden i årevis snydt og bedraget i to forskellige foreninger, hvor hun har været aktiv.

Danske aktier i kæmpe kursfald

Kort før klokken 10 mandag formiddag faldt det danske C25-indeks med 8 procent, skriver Euroinvestor. En aktie i Demant var nede med mere end 18 procent, mens andre C25-aktier faldt mere end 14-15 procent. Ifølge seniorstrateg Lars Skovgaard Andersen, som Euroinvestor har talt med, kan der være tale om en menneskelig eller en computerfejl. Indekset har siden rettet sig igen – det ligger "blot" 1,9 procent lavere end lukkeniveauet fredag.

Sigtet for groft overfald

Politiet har sigtet en 37-årig for at stå bag overfaldet på den 57-årige mand, som blev fundet på hovedgaden i Skals natten til lørdag. Manden har blodansamlinger i hovedet, kranie- og kæbebrud efter det formodede overfald, og han er indlagt på Skejby Sygehus. Politiet efterlyser vidner.