Nyheder

Dagens nyheder 15. marts

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Danske hummerfiskere skal fremover sejle med overvågning

De danske trawlere, som fanger jomfruhummere i Kattegat, skal fremover sejle med videoovervågning. Det skriver Politiken. Fiskeriminister Rasmus Prehn har besluttet at indføre en ordning, hvor man filmer sorteringsbåndet på kutterne, for at forhindre at fiskere, der fisker efter jomfruhummere, ulovligt smider torsk ud igen.

Dagens overblik: Regeringen vil forbyde salg af alkohol til unge

Foreløbigt er der indsamlet et sted mellem 900 millioner og én milliard kroner i det, der bliver "den største folkelige pengeindsamling i danmarkshistorien". Derudover kan krigen i Ukraine kulminere om ti dage, Ukraine beder Danmark om flere våben, og Christian Eriksen er tilbage på landsholdet.

Læs dagens overblik her.

USA's senat vedtager lov, der gør sommertid permanent

Fra næste år kan amerikanerne meget vel slippe for at stille deres (ikke-digitale) ure henholdsvis frem og tilbage en gang om året. USA's senat har nemlig enstemmigt vedtaget en lov, der gør sommertid permanent fra november 2023. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Loven skal dog stadig godkendes Repræsentanternes Hus samt af præsident Joe Biden for at træde i kraft.

Kvinde efterlyst i Nordjylland - har svært ved at tage vare på sig selv

Nordjyllands Politi efterlyser i øjeblikket en grønlandsk kvinde ved navn Karen, som har forladt sit hjem i Brønderslev mandag kl. 15. Det skriver politiet på Twitter. Kvinden har svært ved at tage vare på sig selv, og hun taler ikke dansk, men forstår dog noget. Hun er 155 cm høj med langt afbleget hår.

Opdateret 16. marts kl. 17.15: Politiet oplyser, at Karen er fundet i god behold. 

Københavnsk borgmester trækker sig efter massiv kritik

Cecilia Lonning-Skovgaard (V) trækker sig som beskæftigelses- og integrationsborgmester i København. Det oplyser hun på Facebook. Det sker blandt andet efter skarp kritik fra en række ansatte.

Venstres Ungdom trækker støtten til skandaleramt Venstre-borgmester

Venstres Ungdom i København vil ikke længere støtte beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Cecilia Lonning-Skovgaard (V). Det skriver DR. Ungdomspartiet har valgt at trække støtten til borgmesteren, efter at hun i løbet af de seneste måneder har været udsat for massiv kritik.

Død person på Østerbro er identificeret som forsvundet 22-årig

Den person, der er fundet død på Østerbro, er nu identificeret som den forsvundne 22-årige mand Jonas, som har været eftersøgt siden i går, efter at han forsvandt efter en bytur natten til søndag. Det skriver Københavns Politi på Twitter. Alt tyder ifølge politiet på, at der er tale om en ulykke.

24-årig fængslet efter skudepisode

En 24-årig mand, der blev sigtet for drabsforsøg efter en skudepisode på Turpinssvinget i Brøndby mandag aften, er tirsdag eftermiddag blevet fængslet i fire uger. Det oplyser Københavns Vestegns Politi på Twitter.

Laveste antal ansøgere til kvote 2 i ti år

48.801 har søgt ind på en videregående uddannelse via kvote 2, skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet. Det er det laveste antal i ti år. Antallet falder med cirka 10.000 i forhold til to coronaår med rekordmange ansøgere. Ansøgningsfristen var i dag klokken 12. Fristen for kvote 1 er 5. juli.

TV 2 VEJR udsender risikovarsel for tæt tåge

Fra tirsdag klokken 21 til onsdag klokken 12 er der risiko for tæt tåge. Det kan blandt andet påvirke morgentrafikken. Derfor har TV 2 VEJR udsendt risikovarsel for tæt tåge. Læs mere her.

Politiet advarer om sort røg fra tjæredestilleri

Opdatering: Ilden er under kontrol, men der er stadig røg.

Fyns Politi melder om sort røg fra Koppers Danmark ved Nyborg, som er et tjæredestilleri. Gå indendøre, lyder opfordringen.

I aften erstattes coronahotline af en telefonsvarer

Myndighedernes fælles coronahotline lukker for personlig betjening klokken 22 i aften, skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse. Det skyldes, at henvendelserne har været nedadgående, og at alle restriktioner er ophævet, lyder det. Telefonnummeret nedlægges ikke, men erstattes af en telefonsvarer.

Mand fundet død ved transformatorstation

En mand er fundet død ved en transformatorstation i Kværndrup, skriver Fyns Politi. Sagen efterforskes foreløbigt som en ulykke.

Død mand fundet på Østerbro i København

Københavns Politi har tirsdag formiddag fundet en død mand under nogle buske på Østerbro i København, oplyser det til TV 2 Lorry.

Aftale på plads om at få ukrainere i job

Regeringen, kommuner, regioner og arbejdsmarkedets parter har indgået Ukraine-aftale. Det oplyser Beskæftigelsesministeriet. Aftalen skal blandt andet hjælpe ukrainere, som er flygtet fra krigen i Ukraine, til at komme ind på det danske arbejdsmarked.

Kasper Hjulmand bliver 'Årets træner' 2021

Den danske landsholdstræner Kasper Hjulmand er kåret som 'Arets træner'. Han modtog prisen, da han udtog truppen til Danmarks testkampe mod Holland og Serbien. Det er Dansk Boldspil-Union (DBU), som står bag prisen.

Christian Eriksen tilbage på landsholdet

Landstræner Kasper Hjulmand har udtaget Christian Eriksen til landsholdet for første gang, siden han faldt om under EM-premieren i 2021. Læs mere her.

Dansk F-16-fly lettet for at håndhæve NATO's luftrum i Baltikum

Det danske flyvevåben har den seneste uge fløjet syv missioner "i rammen af air policing eller støtte hertil" i Baltikum. Herunder ses et dansk F-16-fly, som letter fra lufbasen Siauliai i Litauen for at håndhæve NATO's luftrum, skriver Forsvaret

Pensionistgrænsen hæves i den offentlige transport

Aldersgrænsen for at få pensionistrabat i den kollektive trafik stiger fra 65 år til 67 år 1. juli. Det oplyser DSB i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.

Visitationszone i Odense ophæves

Politidirektøren i Fyns Politi har besluttet ikke at forlænge visitationszonen, når den udløber i dag klokken 12. Det skriver politiet i en pressemeddelelse. Visitationszonen blev oprettet 28. februar efter en skudepisode.