Rockerborg driver præst fra sognet

16x9

Chikane og trusler tvinger sognepræst Asser Skude til at forlade sit sogn i Københavns Nordvestkvarter.

Asser Skude er nabo til Hells Angels rockerborg og føler sig nu nødsaget til at flytte ud af sit hus og ud af kvarteret.

"Det er ikke særlig morsomt at høre bilalarmen og endnu engang vide, at nu er der sket noget igen. Mine ruder er blevet smadret, jeg har haft en bombe i haven, og nu er min bil blevet smadret for tredje gang," fortæller Asser Skude til DR Nyheder.

Sognepræst Asser Skude har ud over bomben i haven også oplevet skyderier i sit område, og nu må han altså for tredje gang køre sin ødelagte bil på værksted.

"Folk her de tager ikke bare knoglen og ringer til politiet, hvis de ser noget. Det kan man jo ikke leve med. Det er ikke optimalt," siger Asser Skude til DR Nyheder.