Eksperter undrer sig over politiets metode efter anholdelse af cyklende far

På en video ses det, hvordan fire betjente er med til at tilbageholde en mand og holde ham fikseret mod jorden, mens han får peberspray.

Han råber og spørger, "hvad fanden" betjentene har gang i. De holder ham nede, ansigtet klemt mod jorden.

På en video, som Politiken delte fredag – og som TV 2 også er i besiddelse af – udvikler situationen sig, og en af de fire betjente sender en byge af peberspray direkte ind i øjnene på 43-årige Adam Dyrvig Tratt.

Hvis man kan løse opgaven på en måde, hvor man ikke anvender magt, så skal man gøre det

Adam Didriksen, politiforsker ved Institut for Statskundskab, SDU

Københavns Politi har sigtet ham for blandet vold og trusler mod tjenestemand.

Omvendt mener Dyrvig Tratt og hans forsvarsadvokat, at betjentenes opførsel er både uretmæssig, et udtryk for "overdrevet magtanvendelse" og en "åbenlys overreaktion".

Hvad der førte til, at den 43-årige far til to endte med at blive anholdt, er altså omstridt.

Men ifølge Adam Didriksen, politiforsker ved Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet, undrer det gevaldigt, at politiet fandt det nødvendigt at gribe til brugen af netop peberspray.

- Det undrer mig, at han får peberspray, mens han ligger ned. Det ser ud til, at politiet har fuld kontrol over situationen, siger han til TV 2.

"Magtanvendelsen skal være nødvendig"

Politiforskeren forklarer, at peberspray som udgangspunkt godt må anvendes af politiet, hvis den tilbageholdte udøver modstand – det gælder også såkaldt ”passiv modstand”, forklarer han.

Han understreger, at vi ikke kender politifolkenes udlægning af sagen, og at vi ikke ved, hvad der gik forud for episoden. Derfor mener han også, at man skal passe på med at drage for mange konklusioner.

Sagen er allerede overdraget til Den Uafhængige Politianklagemyndighed (DUP) af Københavns Politi, ligesom Adam Dyrvig Tatts forsvarsadvokat også har klaget til samme.

Du kan se videooptagelse af anholden herunder. TV 2 advarer om voldsomme scener.

Video: Peter Sinnbeck

Adam Didriksen påpeger dog, at alle magtanvendelser skal være nødvendige, og at det, der sker på videoen, "ser voldsomt ud".

- Det vigtigste krav er, at magtanvendelsen skal være nødvendig. Hvis man kan løse opgaven på en måde, hvor man ikke anvender magt, så skal man gøre det.

I strid med menneskeretlig forbud?

Elna Søndergaard, der er juridisk seniorrådgiver hos Dansk Institut mod Tortur (DIGNITY), hæfter sig også ved politiets brug af peberspray.

Ligesom Adam Didriksen har hun svært ved at se, hvorfor den 43-årige familiefar skal have peberspray i øjnene, når han allerede er pacificeret. Om end hun ikke kender til de omstændigheder, der er gået forud for episoden.

Derfor understreger hun også, at hun udelukkende udtaler sig på baggrund af det, man kan se på videoen.

Hun fortæller, at politiets magtanvendelse både skal være nødvendig og proportionel med selve situationen. Ellers er der risiko for, at det er i strid med det menneskeretlige forbud om umenneskelig eller nedværdigende behandling.

- Det er heller ikke sådan, at politiet har øget magtbeføjelse i visitationszoner, for eksempel til brug af peberspray, siger hun til TV 2.

Sidstnævnte er en henvisning til, at den tilbageholdte Adam Dyrvig Tratt befandt sig i en af Københavns Politis nyoprettede visitationszoner, da han blev anholdt. Zonerne gør det muligt for politiet stikprøvemæssigt at visitere folk eller køretøjer.

Svært at forklare

På videoen ses det også, hvordan fire betjente er med til at tilbageholde manden og holde ham fikseret mod jorden.

Men netop den del ser politiforsker Adam Didriksen ikke som problematisk.

- Det, at der sidder fire betjente på personen, kan faktisk være en god ting. En person, der ligger på jorden på den måde, kan nemt komme til at skade sig selv. Her giver det noget kontrol, at der er mange betjente, der er med til at kontrollere situationen, fortæller han.

Han forstår dog godt, at folk kan synes, at det ser meget voldsomt ud. Derfor undrer han sig også over betjentenes videre adfærd.

Lav tærskel for myndighedshandlinger

Hvad der kommer til at ske herfra står fortsat hen i det uvisse, mens DUP undersøger sagen nærmere.

Men ifølge juridisk seniorrådgiver Elna Søndergaard skal der ikke så meget til, før unødvendige magtbeføjelser er i strid med det menneskeretlige forbud om nedværdigende behandling.

- Hvis det viser sig, at politiet ikke har respekteret hans menneskerettigheder, kan Københavns Politi blive dømt, og manden kan kræve erstatning, siger hun.

Københavns Politi har over for TV 2 ikke ønsket at kommentere den konkrete hændelse, men henviser til politianklagemyndighedens undersøgelse af hændelsesforløbet.