Politiet har nu lukket syv rocker- og bandetilholdssteder

Det er det første LTF-tilholdssted, som politiet lukker i den verserende bandekonflikt.

Nordsjællands Politi lukker nu to rockerborge i politikredsen på grund af den verserende bandekonflikt mellem Loyal To Familia (LTF) og Hells Angels (HA).

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

- Vores nærhed til København og de voldsomme hændelser, som har udspillet sig der, har betydet, at vi gør, hvad vi kan, for at medvirke til at konflikten ikke udvikler sig yderligere, lyder det fra politiinspektør Svend Foldager i pressemeddelelsen.

Man lukker desuden tilholdsstederne for "at skabe tryghed for beboerne i områderne", står der i pressemeddelelsen.

Der er tale om bandetilholdsstederne på på Oldenvej 17 i Kvistgård, som er tilknyttet LTF, og Ved Klædebo 14 i Hørsholm, som er tilknyttet HA.

Lukningerne betyder, at det i perioden fra 12. september 2023 klokken 15.30 til foreløbig 26. september klokken 15.30 er forbudt at opholde sig på de to adresser.

Tilspidset bandekonflikt

Det er det sjette og syvende bandetilholdssted, som politiet lukker på bare to dage.

Tidligere på eftermiddagen tirsdag udstedte Københavns Vestegns Politi opholdsforbud i to tilholdssteder tilhørende rockergruppen HA.

Mandag lukkede Københavns Politi hele tre af slagsen – heriblandt et klubhus for Hells Angels på Svanevej i Københavns Nordvestkvarter, der natten til lørdag blev ramt af en eksplosion.

De andre tilholdssteder, der mandag blev lukket, ligger på Tømmerup Stationsvej i Kastrup og Siljangade i København Syd og hører også til HA.

Ingen svenske tilstande

Tirsdag eftermiddag præsenterede regeringen 39 initiativer i en ny bandepakke, der har til formål at komme rocker- og bandekriminaliteten til livs.

Ifølge regeringen skal det kunne straffes hårdere at bære og begå overfald med kniv.

For at "stramme grebet" vil regeringen også fratage dømte bandemedlemmer retten til børne- og ungeydelser, gøre det ulovligt at hverve børn og unge til bandemiljøet og opfordre kommuner til at tilbyde såkaldte "lommepengejob" til 13 til 17-årige.

- Vi skal holde presset. Vi skal ikke have svenske tilstande i Danmark. Vi har fået sat rigtig mange bandemedlemmer bag lås og slå. Det er godt, men det er stadig ikke godt nok, sagde justitsminister Peter Hummelgaard (S) på pressemødet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sendte på samme pressemøde en direkte appel til forældrene til danske unge med anden etnisk baggrund.

- I må og skal gøre mere. Ja, I skal faktisk gøre alt, hvad I kan, for at stoppe den her voldsspiral. Det her var ikke grunden til, at I i sin tid kom til Danmark, sagde hun og tilføjede, at bandekriminaliteten har en "etnisk slagside".

Ved udgangen af juni 2023 var der ifølge Justitsministeriet registreret 1322 tilknyttede til en rocker- eller bandegruppering. Næsten halvdelen af dem er under 25 år.