Krimi

Livstidsdom stadfæstes i en af Sveriges mest alvorlige spionsager nogensinde

De tophemmelige oplysninger, som Peyman Kia har videregivet til Rusland, har han skaffet sig gennem sit arbejde i Säpo og Must.

Den svenske landsret har torsdag eftermiddag stadfæstet den livstidsdom, som den svenske spion Peyman Kia modtog i byretten 19. januar.

Her blev han dømt skyldig for grov spionage for Rusland, men valgte at anke dommen til landsretten, der altså erklærede sig enig i byrettens dom.

De tophemmelige oplysninger, som Peyman Kia har videregivet til Rusland, har han skaffet sig gennem sit arbejde.

Spionagen begyndte under hans ansættelse ved den svenske efterretningstjeneste Säpo og fortsatte, da han blev ansat ved den svenske militære sikkerhedstjeneste Must.

- Han har haft adgang til personalelister over alle ansatte i Säpo og tophemmelige dokumenter i det svenske forsvar. Han har haft adgang til noget af det mest hemmelige materiale, man har i Sverige, og har altså potentielt også givet en stor del af det videre til Rusland, siger TV 2s korrespondent Jesper Zølck.

Sagen er blevet kaldt en af Sveriges mest alvorlige spionsager nogensinde.

Lillebror videregav oplysningerne

Peyman Kias lillebror, Payam Kia, blev i januar også dømt for grov spionage og modtog en dom på ni år og 10 måneder.

Retten fandt, at storebroren stod for indhentningen af de tophemmelige oplysninger, mens lillebroren stod for kontakten og videregivelsen af oplysningerne til Rusland.

Payam Kia valgte i første omgang at anke sin dom på ni år og 10 måneder til landsretten, men trak sin anke tilbage kort før landsrettens afgørelse, fordi han var nervøs for, at landsretten ville idømme ham en højere straf.

Storebror Peyman Kia blev anholdt ved en politiaktion i Uppsala 20. september 2021.

To måneder senere fulgte anholdelsen af den yngre bror.

Brødrene blev varetægtsfængslet, mens de svenske myndigheder efterforskede sagen, der var langt mere omfattende end først antaget.

- Vi ved ikke alt, men der er tale om op mod 100 dokumenter, som skulle være solgt videre til russerne, fortæller Jesper Zølck.

Indrømmer skyld

De to anklagere, der har behandlet sagen, er ”meget tilfredse” med landsrettens dom.

- Det er en yderst alvorlig forbrydelse. Af den grund mener vi, at enhver anden straf end fængsel på livstid til den ældre bror ikke kunne komme på tale, siger chefanklager Per Lindqvist.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra den svenske anklagemyndighed.

Peyman Kia har, siden han blev dømt i byretten 19. januar, erkendt sig skyldig i dele af de forhold, han er anklaget for, og har samarbejdet med efterforskerne og den svenske anklagemyndighed.

Det fandt landsretten ikke tungtvejende nok til at sænke hans straf.

Peyman Kia nægtede først at have begået noget ulovligt, men har senere indrømmet, at han er skyldig.

Payam Kia nægter sig skyldig.