Krimi

Anklager går efter anbringelsesdom for skyderi i Fields

Straffen vil være uden en fastsat tidsgrænse på Sikringsafdelingen i Slagelse.

Den 23-årige mand, der er tiltalt for blandt andet at skyde og dræbe tre personer i det københavnske storcenter Fields, skal anbringes til behandling på ubestemt tid.

Det skriver Anklagemyndigheden i København på Twitter.

- Anklagemyndigheden har nu tilkendegivet over for den tiltalte og hans forsvarer, at man vil kræve ham dømt til anbringelse på Sikringsafdelingen i Slagelse uden en fastsat tidsgrænse for anbringelsen, skriver Københavns Politis anklagere.

Sagen mod den 23-årige mand begynder den 12. juni. Københavns Byret har afsat seks dage til at behandle sagen. Rettens sidste dag er 5. juli.

Lyn-analyse

I meget alvorlige sager, hvor den dømte er vurderet til at være ekstraordinært til fare for andre, kan retten vælge en dom til anbringelse på Sikringsafdelingen i Slagelse. Det er usædvanligt og vil betyde, at personen vil blive underlagt særligt strenge sikkerhedsforanstaltninger. I modsætning til en almindelig behandlingsdom kan en anbringelsesdom kun ophæves af retten ved en såkaldt foranstaltningsændring. Det kan for eksempel ske ved, at dommen ændres til en almindelig behandlingsdom.

Anklageskriftet

I anklageskriftet mod den 23-årige optræder der 23 identificerede forurettede personer.

De dræbte er en 17-årig dreng, en 17-årig pige og en 46-årig mand.

Flere blev desuden ramt af skud eller kom til skade i forbindelse med skyderiet.

Anklageskriftet beskriver i 11 punkter anklagemyndighedens udlægning af de dramatiske begivenheder, som udspillede sig søndag 3. juli sidste år fra cirka klokken 17.33, til gerningsmanden blev anholdt klokken 17.48.

Du kan se hele anklageskriftet, som TV 2 har fået aktindsigt i her.

Fortid med psykiske problemer

Den 23-årige tiltalte har under et tidligere retsmøde erkendt de faktiske omstændigheder, som han kan huske. Men han nægter sig skyldig med henvisning til, at han var utilregnelig på grund af sindssygdom eller lignende i gerningsøjeblikket.

Kort efter anholdelsen fortalte han, at det var hans plan, at han selv skulle dræbes af politiet.

I en kortlægning af forløbet i psykiatrien op til skyderiet, som TV 2 har lavet i samarbejde med Frihedsbrevet, fremgår det, hvordan den 23-årige flere gange forsøgte at søge hjælp.

Blandt andet forsøgte han at ringe op til til Psykiatrifondens hjælpelinje få timer inden, han begav sig afsted til Fields.

På baggrund af viden om den tiltaltes psykiske tilstand, har anklagerne tidligere åbnet for en anbringelsesdom.

- Der tages forbehold for påstand om anden foranstaltning end almindelig straf, står der i anklageskriftet.

Det er dog først i dag, at anklagemyndigheden tydeliggør, at det er en anbringelsesdom på ubestemt tid, som de ønsker at gå efter.