Krimi

Begrundet mistanke mod 32-årig i Emilie Meng-sag efter fund af billeder

Retten udvider varetægtsfængslingen af den sigtede.

Den 32-årige mand, der i forvejen sad varetægtsfængslet i sagen om bortførelse af en 13-årig pige fra Vestsjælland, har fået udvidet sin varetægtsfængsling for to yderligere sager:

Sagen om drabet på Emilie Meng og sagen om et overfald og voldtægtsforsøg på en 15-årig pige i Sorø.

Det er retten i Næstved, der onsdag har fundet, at betingelserne for at udvide fængslingsgrundlaget er opfyldt.

Manden blev oprindeligt varetægtsfængslet 16. april efter anholdelsen på en adresse i Korsør, hvor en 13-årig eftersøgt pige blev fundet i live.

Retten fandt mistanken mod den 32-årige bestyrket i sagen.

Varetægtsfængslingen udløber 8. juni, hvor der på ny skal tages stilling til sagen.

Begrundet mistanke i begge sager

I sagen om Emilie Meng lagde retten vægt på obduktionserklæringen og de forhold, som liget blev fundet i.

Det kom frem i retten onsdag, at hun er blevet udsat for kvælning.

Retten lagde vægt på den bil, sigtede havde og på, at han befandt sig ganske tæt på Korsør station få timer før, at Emilie Meng forsvandt derfra.

Retten lagde også vægt på de køb, han foretog i Harald Nyborg dagen forinden – samt billeder, der er fundet hos den sigtede. Hvad, han købte, oplyses ikke.

Sandsynligvis 32-årigs dna på 15-årigs jakke

Der blev fundet begrundet mistanke i forhold til sagen i Sorø, hvor en 15-årig pige blev overfaldet og lagt i strips.

Hun blev truet med kniv og slået flere gange i maven, kom det frem i retten.

Sigtedes dna er med stor sandsynlighed fundet på den 15-årige piges jakke, og teleoplysninger placerer ham i området.

Retten fandt derfor, at betingelserne for at udvide fængslingsgrundlaget i alle tre sager var opfyldt.

Nægter sig skyldig

TV 2s retskorrespondent Astrid Søndberg var til stede i retten, da sigtelserne mod den 32-årige blev læst op.

- Han så temmelig bleg ud og kiggede ikke ned over tilhørerrækkerne. Han har ikke ønsket at udtale sig om de nye sigtelser, der er rejst imod ham, men han nægter sig fortsat skyldig i det, han er sigtet for i Retten i Næstved, siger Astrid Søndberg.

Den 32-årige har dog erkendt nogle af forholdende i sagen om den 13-årige fra Vestsjælland. Det er uvist, hvilke forhold det drejer sig om.

Bag Forbrydelsen på PLAY: Tidligere drabschef Jens Møller dykker ned i de nyeste spor i drabet på Emilie Meng og ser på sammenhængen mellem drabssagen og bortførelsen af den 13-årige pige.